Frédéric Joliot-Curie: Forskelle mellem versioner

Født i Paris, Frankrig, han tog kandidateksamen fra [[École supérieure de physique et de Chimie Industrielles de la Ville de Paris]]. I 1925 blev han assistent til [[Marie Curie]] på Curie Instituttet (Radium Instituttet) i Paris. Han blev forelsket i hendes datter [[Irène Joliot-Curie|Irène Curie]], og kort tid efter deres ægteskab i 1926, ændrede de begge deres efternavne til Joliot-Curie. Efter pres fra Marie opnåede han en anden bachelorgrad og en doktorgrad i videnskab, med sin afhandling om elektrokemi af radio-elementer.

Mens han var lektor ved Paris Naturvidenskabelige Fakultet, havdesamarbejdede har samarbejdethan med sin kone om forskning i strukturen i [[atom]]er, især på fremskrivning af cellekerner, som var et vigtigt skridt i opdagelsen af [[neutron]]en. I 1935 blev de tildelt [[Nobelprisen i kemi]].

I 1937 forlod han Radium Institut for at blive professor ved Collège de France og arbejdede med [[nukleare kædereaktioner]] og kravene til en vellykket opførelse af en atomreaktor, der bruger kontrolleret nuklear fission til at generere energi ved hjælp af uran og tungt vand. Joliot-Curie var en af de videnskabsmænd, der nævnes i Albert Einsteins brev til præsident Roosevelt, som en af de førende forskere på vej til at skabe kædereaktioner. [[2. verdenskrig]] satte dog stort set Joliots forskning i stå, ligesom hans efterfølgende administrative opgave efter efterkrigstiden.

Da den nazistiske invasion i 1940 sketefandt sted, formåede Joliot-Curie at smugle sine arbejdsdokumenter og materialer til England sammen med Hans von Halban og Lew Kowarski. Under den franske besættelse deltog han aktivt i den franske modstandsbevægelse som medlem af Front National.