Cubas historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Selvstændig republik på amerikanske vilkår: indsat note |
Rmir2 (diskussion | bidrag) →Kolonitiden: udvidet |
||
Linje 19:
==Kolonitiden==
Cuba blev opdaget den [[28. oktober]] [[1492]] af [[Christoffer Columbus]] på dennes färste rejse og blev af ham kaldt for Juana, men hverken dette navn eller dem, som senere blev givet øen (Fernandina, Santiago og Ave Maria), kunne fortrænge de infødtes egen benævnelse. I datiden var Cuba delt i ni selvstændige riger under lige så mange kaziker. I 1511 udrustede Columbus' søn Diego en ekspedition under [[Diego Velasquez]] for at kolonisere øen, hvilken efter ubetydelig modstand erobredes, hvor efter flere større byer anlagdes og negerslaver indførtes.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0340.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 667]</ref>
=== Center for slaveriet ===
Særlig stor var opstanden i 1868, hvor de revolutionære snart bemægtigede sig hele äens østlige halvdel. I 1869 modtog oprørerne forstærkning af frivillige fra USA. I de følgende år fortsattes en guerillakrig, som det først i 1878 lykkedes at bringe til afslutning. Modstanden mod kolonialismen endte med en aftale om øget selvstyre som kompromis - en aftale som Spanien ikke opfyldte - og afskaffelsen af [[slaveri]]et. Urolighederne vedblev stadig, og der pustedes til ilden fra USAs side. I 1894 opsagde USA handelstraktaten med Spanien, hvoraf fulgte lave sukkerpriser, som næsten ganske ødelagde Cubas sukkerproduktion. Under disse forhold var et oprør selvfølgeligt. Under ledelse af Maximo Gomez og Antonio Maceo dannedes en sammensværgelse over hele øen.<ref>Vahl (1916), s. 334</ref> ▼
Allerede i 1520 var øen i en blomstrende tilstand. Men efter 1539 begyndte undertrykkelsen af indianerne, og allerede i 1560 var disse stort set udryddede. Fra denne tid aftog velstanden stadig mere, og [[flibustierernes]] sørøverier fremkaldte stor usikkerhed på kysterne. Den gamle hovedstad, Santiago, blev opgivet til fordel for Habana, som i 1584 blev stærkt befæstet og i 1633 blev guvernørens sæde. Desuden forstyrredes øen ofte af englændere, franskmænd og hollændere. I 1762 erobredes Habana af englænderne, som i 1763 byttede det mod [[Florida]]. I 1717 blev [[tobak]]shandelen et [[statsmonopol]], og i forbindelse dermed skete flere oprør, ligesom [[smugleri]]et steg voldsomt, hvilket samlet havde til følge, at monopolet i 1740 blev overdraget til nogle købmænd i [[Cadiz]]. Efter den engelske erobring blev handelen noget friere, og i 1783 blev taget nye skridt i denne retning. Fra 1773 var Habana centrum for [[slavehandel]]en i hele [[spansk Amerika]]. I 1777 blev Cuba et særskilt generalkapitanat. Gennem disse og lignende tiltag oplevede Cuba en høj grad af blomstring, men med den stigende velstand voksede tillige selvstændighedstrangen hos såvel de sorte som de hvide.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0340.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668]</ref>
Allerede under krigshandlingerne 1868-1878 fremstod [[José Martí]] som en ledende person, og han var allerede en folkehelt, da han i [[1895]] erklærede Spanien krig igen. Af handelsstrategiske grunde og i overstensstemmelse med [[Monroedoktrinen]] gik USA med i krigen i 1898, og der efter var det [[spansk-amerikanske krig]] snart afsluttet. Krigen havde kostet 250.000-350.000 kubanere livet (befolkningen talte da omkring 1,5 millioner). Fredsaftalen blev underskrevet i [[Paris]] samme år.<ref>Vahl (1916), s. 334</ref> ▼
=== Oprørstider ===
I 1812 indtrådte et farligt negeroprør, og senere forekom siden adskillige gange, blandt andet i 1848, da frigivelsen af slaverne i de nærliggende franske kolonier i [[Vestindien]] tillige på Cuba fremkaldte en rejsning, som kostede mange tusinde slaver livet. På denne tid viste det sig tillige, at et stærkt parti blandt kreolerne stræbte efter politisk forbindelse med USA, samt at nordamerikanerne, især slaveejerne i sydstaterne, støttede disse bestræbelser. Flere gange blev opdaget sammensværgelser med dette mål, og i 1845 fremlagdes i senatet i Washington et forslag om at forhandlinger om Cubas afståelse skulle indledes med Spanien. Allerede i 1846 oprettedes et selskab, som tilbød den spanske regering 200 millioner dollars som betaling for Cuba. Den spanske ledelse afviste imidlertid dette tilbud, og en amerikansk friskare under oberst White gjorde sig da rede til at drage til øen, men den amerikanske regering forbød ekspeditionen i 1849.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0340.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668]</ref>
1849–1851 gjorde en [[kreol]], [[Narciso Lopez]], med sine friskarer flere angreb mod Cuba, men vandt kun ringe støtte derfra og blev til sidst tilfangetaget og henrettet den 1. september 1851. Men på trods af denne ulykkelige udgang udslukkedes interessen for Cuba langt fra inden for unionen. Ved at indskrænke slavehandelen og frigive en del negre i 1854 forsøgte man fra spansk side at vinde en modvægt mod slavestaternes annekteringsbegær, men dette voksede ved dette tiltag i stedet for at mindskes. England og Frankrig forsøgte forgæves at formå USA at garantere Spanien besiddelsen af øen. I 1856, da Buchanan blev USAs præsident, forventede man et afgørende skridt, men de indre stridigheder og [[den amerikanske borgerkrig]], som udbrød nogle år senere, trængte enhver tanke om en erobringspolitik i baggrunden. For de herskende klasser på Cuba bortfaldt tillige, da slavestaterne var blevet besejrede, den grund, på hvilken de tidligere havde følt sig dragne imod unionen.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0340.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668]</ref>
Kort efter den spanske september-revolution i 1868 brød kreolernes modvilje mod moderlandets vilkårlige styrelse ud i et oprør under ledelse af advokaten [[Manuel Cespédes]]. Senere blev Quesada leder for insurgenterne, omkring 30.000, og da begyndte en guerillakrig, som bredte sig øver største delen af øen.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0340.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668]</ref> Kreolerne krævede politisk ligestilling med moderlandet og tillige en mere lige skattefordeling, bedre forvaltning og frem for alt slaveriets afskaffelse. Men da den spanske regering nægtede at imødekomme reformpartiets fordringer, proklamerede dette parti i april 1869 Cubas selvstændighed og udnævnte Cespédes til præsident for den provisoriske regering. Kampen blev ført med hårdhed på begge sider, og store områder af Cuba blev ødelagte. Indtil 1876 skal denne kamp have kostet Spanien omkring 150.000 soldater. Efter carlistoprørets undertrykkelse i Spanien i 1876 blev general Martinez Campos sendt med forstærkninger til Cuba, og i maj 1878 formåede hans efterfølger, Jovellar, at betvinge den sidste modstand.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0341.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 669]</ref>
▲
=== Den spansk-amerikanske krig ===
{{uddybende|Den spansk-amerikanske krig}}
▲Allerede under krigshandlingerne 1868-1878 fremstod [[José Martí]] som en ledende person, og han var allerede en folkehelt, da han i [[1895]] erklærede Spanien krig igen. Af handelsstrategiske grunde og i
Efter fredsslutningen styredes øen først af en midlertidig amerikansk guvernør. I 1900 sammentrådte en forsamling for at udarbejde en forfatning, og en sådan vedtoges 1901. Cuba blev der efter en republik, som dog kom til at stå i et vist afhængighedsforhold til USA. Den konstituerende forsamling havde ikke klargjort forholdet til USA, hvorfor USAs kongres tog sagen op og formulerede sine betingelser, at Cuba ikke skulle kunne overlade nogen tredie magt noget af sit landområde og ikke måtte optage statslån uden samtykke af USA, og at USA ligeledes skulle have ret til at have kulstationer på øen og til at gribe ind i republikkens styrelse i tilfælde af uroligheder. Da USA ikke ville trække sine tropper bort, før disse betingelser var antagne, måtte cubanerne gå ind på dem. Disse betingelser blev kendt som ''Platt Amendement'' ([[Platt-tillægget]]).<ref>Vahl (1916), s. 334</ref>
| |||