Cubas historie: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m →‎Oprørstider: rettet intern henvisning
Linje 34:
Kort efter den spanske september-revolution i 1868 brød kreolernes modvilje mod moderlandets vilkårlige styrelse ud i et oprør under ledelse af advokaten [[Manuel Cespédes]]. Senere blev Quesada leder for insurgenterne, omkring 30.000, og da begyndte en guerillakrig, som bredte sig øver største delen af øen.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0340.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 668]</ref> Kreolerne krævede politisk ligestilling med moderlandet og tillige en mere lige skattefordeling, bedre forvaltning og frem for alt slaveriets afskaffelse. Men da den spanske regering nægtede at imødekomme reformpartiets fordringer, proklamerede dette parti i april 1869 Cubas selvstændighed og udnævnte Cespédes til præsident for den provisoriske regering. Kampen blev ført med hårdhed på begge sider, og store områder af Cuba blev ødelagte. Indtil 1876 skal denne kamp have kostet Spanien omkring 150.000 soldater. Efter [[Carlistkrigene|carlistoprørets]] undertrykkelse i Spanien i 1876 blev general [[Martinez Campos]] sendt med forstærkninger til Cuba, og i maj 1878 formåede hans efterfølger, Jovellar, at betvinge den sidste modstand.<ref>[http://runeberg.org/nfac/0341.html ''Nordisk Familjebok'', 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880), sp. 669]</ref>
 
Efter oprørets betvingelse 1878 udfærdigedes den 3. juli samme år et kongeligt dekret, ifølge hvilket øen fik samme kommunale og provinsrepræsentation som moderlandet. En lov, som gav slaverne frihed, men forpligtede dem til at endnu i 8 år være aflønnede tjenere hos sine hidtidige herrer, udfærdigedes den 8. maj 1880, men ved et kongeligt dekret af 7. oktober 1886 ophævedes denne de tidligere slaveejeres [[patronatsret]] over negrene, og de slaver, som endnu ikke havde fået frihed, fik den nu. Et kongeligt dekret af 13. april 1881 befalede indførelse af den spanske forfatning, dog forblev øen under ledelse af den spanske kolonialminister og generalkaptajn og fik ingen egen lovgivning. Modviljen mod afhængigheden af Spanien var stor og udviklede sig hos kreolerne til et inderligt had. De så sig nemlig tilsidesatte, idet alle statsembeder og andre stillinger blev forbeholdt spaniolerne, som til egen fordel udsugede øen. Republikanske idéer vandt stadig mere tilslutning, og et parti virkede for Cubas løsrivelse fra moderlandet og tilslutning til USA. Af sådanne stridsspørgsmål næredes et stort oprør, som fra 1894 atter hjemsøgte øen.<ref>[http://runeberg.org/nfat/0174.html ''Nordisk Familjebok'', 1800-talsutgåvan, bd. 20 (1899), sp. 339]</ref> Urolighederne fortsatte, og der pustedes til ilden fra USAs side. I 1894 opsagde USA handelstraktaten med Spanien, hvoraf fulgte lave sukkerpriser, som næsten ganske ødelagde Cubas sukkerproduktion. Under disse forhold var et oprør nærmest givet. Under ledelse af [[Maximo Gomez]] og [[Antonio Maceo]] dannedes en sammensværgelse over hele øen.<ref>Vahl (1916), s. 334</ref> Forgæves sendtes i april 1895 marskalk Martinez Campos med betydelige stridskræfter dertil. Uden - trods nye hjælpekorps - at have kunnet blot begrænse rejsningen, vendte han i januar 1896 tilbage til Spanien og fik som sin efterfølger general Weyler, som havde ry for at have en ubøjelig vilje. USAs præsident [[Grover Cleveland]] tilbød sin mægling på grundlag af Cubas selvstyre, men det spanske folk afviste stolt Amerikas indblanding og viste sig rede til at yde nye ofre af mandskab og penge oveni dem, som oprøret allerede havde krævet. I april 1896 blev fra insurgenternes side opgivet, at deres styrke udgjorde 82.000 mand med 58 kanoner, og for omtrent halvdelens vedkommende bevæbnede med geværer af nyere konstruktion. Den spanske regering sendte i tiden marts 1895–april 1896 omkring 8.500 officerere, 112.000 mand og 143 kanoner til øen.<ref>[http://runeberg.org/nfat/0174.html ''Nordisk Familjebok'', 1800-talsutgåvan, bd. 20 (1899), sp. 339]</ref>
 
=== Den spansk-amerikanske krig ===