Adoption: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) →Noter: Adoptionens nyere historie i Danmark. |
|||
Linje 37:
I de senere år har der hvert år været omkring 700 stedbarns, familie-, slægtskabs- og bekendtskabsadoptioner.
== Nyere historie i Danmark ==
"Foreningen af [[1837]] til forsømte Børns Frelse" udenfor [[Viborg]] havde forsømte og forbryderiske børn som målgruppe, baseret på [[pædagogik]] fra Hofwyl i [[Schweiz]], <ref>http://www.udgiverselskabet.dk/Dalby.htm</ref> mens "[[Langeland]]s Forening for Plejebørn af [[1867]]" gik til kamp mod "åndelig armod". Begge var længe ene om privat, gratis formidling af forældreløse eller børn fra opløste hjem. "[[Fødsels- og Plejestiftelsen]]" og Københavns fattigvæsen havde i årtier egne anbringelses- og tilsynssystemer med børn, som kom i deres varetægt. "Overflødige børn"s [[skæbne]] afhang ellers i stor grad af, om slægtninge eller damer i privat velgørenhed tog sig af dem. Som et eksempel holdt overlæge [[Ludvig Israel Brandes]] omkring [[1875]] tale om den gratis formidling af børn, Christence Kragh foretog gennem tyve år. Ved sin død i [[1906]] efterlod hun et album med fotos af børn hun lykkedes i at få anbragt. <ref>http://hughw36.blogspot.no/2009/08/begravelses-brev-burial-letter-from.html</ref> Født Christence Selmer, datter af en isenkræmmer på [[Amagertorv]], blev hun i [[1847]] gift med den langt ældre skuespiller ved [[Det Kongelige Teater]], enkemanden Christian Kragh. På [[Almindelig Hospital]] fandt hun en forældreløs toårig med syge kirtler, Bertha Heide, og fik hende anbragt hos en kontrollørfamilie, hvor Heide voksede op, til hun kunne klare sig selv som [[tjenestepige]]. Da fru Kragh afsluttede sin formidlingstjeneste i [[1888]], havde hun engageret sig i 298 børns skæbner. Der var ingen offentlig kontrol med hendes eller andres virksomhed; og da børnene boede så spredt og ofte milevidt borte, kunne hun selv kun i begrænset grad kontrollere, hvordan de faktisk fik det. Normalt formidlede hun børnene til ægtepar; men enkefruer og frøkener af borgerlig stand kom også i betragtning. <ref>Tinne Vammen: "Overflødige børn til afhentning", ''Samvirke'', september 2001, s. 120-22</ref>
På denne tid dukkede der private adoptionsbureauer op, der mistænktes for at bedrive regulær "handel med børn". En del [[kvindesag]]skvinder og børnesagsfolk lagde pres på regering og rigsdag for at få sat en stopper herfor. Lynhurtigt og uden større partipolitisk uenighed fik [[C.Th. Zahle]] sit lovforslag ophøjet til mellemmandslov i april 1914, hvorefter ingen uden [[Justitsministeriet]]s [[autorisation]] kunne optræde som formidler ved plejeanbringelse eller adoption. Formidlere fik skærpet pligt til dokumentation og detaljeret bogføring af, hvem og hvor de involverede parter - ikke mindst børnene - var. Der blev også ført nøje kontrol med eventuelle indtægter af tjenesterne. Lovovertrædere risikerede politisag og [[bøde]]straf. Som formidlere ønskede rigsdagsmændene sig præster, læger, sagførere og plejehjemsforeninger. Kort efter mellemmandlovens vedtagelse fik 38 plejehjemsforeninger statsautorisation. <ref>Tinne Vammen: "Overflødige børn til afhentning", ''Samvirke'', september 2001, s. 122</ref>
== Noter ==
| |||