Reformationen i Danmark: Forskelle mellem versioner

1537 ankom [[Johannes Bugenhagen]] en af Martin Luthers medarbejder og denne hjalp med udarbejdelsen af den nye lutherske-evangeliske [[Kirke (institution)|kirke]] ordnet i [[Kirkeordinansen 1537/39|kirkeordinansen]], der blev godkendt af selveste [[Martin Luther]]. Den vendte sig mod [[helgen]]dyrkelse, [[faste]]dage, [[sjælemesse]]r, [[cølibat]] og alt andet, der blev betragtet som katolsk fjas, og gik i stedet ind for forkyndelse og prædiken på dansk. Kirkeordinansen er oprindeligt skrevet på Latin, men blev i 1539 oversat af Sjællands biskop [[Peder Palladius]] og senere godkendt af rigsrådet i sin danske form.

 

 

Langt de fleste [[munk]]e og [[nonne]]r fik lov at blive i deres [[klostre]]; [[gråbrødre]]klostrene var dog en undtagelse ([[Gråbrødrenes Fordrivelseskrønike|se hertil]]), og præsterne fik lov at beholde deres kirker til de døde; først da den sidste munk eller nonne var død, blev klosteret lagt sammen med [[krongods]]et, og kirkesognene sammenlagt. Så til trods for den hårde fremgangsmåde, som specielt [[Peder Palladius]] fulgte på Sjælland, blev overgangstiden efter reformationen en ublodig affære i Danmark.