Kinesiske borgerkrig: Forskelle mellem versioner

Det var først nu, at nationalisterne forsøgte at vinde folkelig støtte ved sociale reformer. Men tiltaget var forgæves dels på grund af stor offentlig korruption, dels på grund af den ledsagende politiske og økonomiske krise, som blandt andet førte til [[hyperinflation]]. Ved udgangen af [[1948]] var nationalisternes fremtidsudsigter dystre. De demoraliserede og udisciplinerede nationalistiske styrker var et let bytte for den kommunistiske [[Folkets FrigørelseshærBefrielseshær]]. Kommunisterne var vel etableretetablerede i nord og nordøst. Selv om nationalisterne havde flere soldater og var bedre bevæbnede, kontrollerede større områder og nød stor international støtte, reducerede både den svage stridsvilje og den omfattende korruption både kampevnen og opslutningen i befolkningen. Det må også nævnes, at de bedste nationaliststyrker havde lidt store tab under [[2. verdenskrig]], mens kommunisterne havde lidt minimale tab.

Efter en række militære tilbageslag i Manchuriet, særlig under forsøgene på at indtage de større byer, formåede kommunisterne efter hånden at sikre sig hele området. En del af den krigslykke, som fulgte kommunisterne fra 1946, skyldtes, at agenter i [[Kuomintang]]-hæren, inklusive centralt placerede befalingsmænd, holdt Mao underrettet om deres bevægelser og gjorde dispositioner som muliggjorde ødelæggende kommunistiske bagholdsangreb. Det gjaldt ikke mindst de styrker, som erobrede Maos hovedstad Yan'an. Maos fremmeste virkemiddel var en nådesløshed, som udløste lammende frygt. Da hans tropper ikke kunne indtage [[Changchun]] ved et direkte angreb i [[1948]], beordrede han, at byen skulle sultes ud: "''«Gør Changchun til en dødens by»''". Forsvarernes kommandør general Cheng Tung-kuo, en krigshelt fra kampene mod japanerne, nægtede at kapitulere. Efter som der ikke var mad nok til at brødføde de 500.000 indbyggere til juli, forsøgte han at evakuere civilbefolkningen. [[Lin Biao]]s ordre var, med Maos tilslutning, "''«Forbyd civilbefolkningen at forlade byen»''". Det udløste snart den ønskede hungersnød, og efter fem måneders belejring var befolkningen nede på 170.000 indbyggere. Mandefaldet var dermed større end under de japanske [[Nanjing-massakren|massakrene i Nanjing]] i [[1937]]. Byen faldt, og strategien – at sulte befolkningen ud – blev også benyttet i en række andre byer.