Frederiksværk: Forskelle mellem versioner

Da [[flyvesand]]et havde tilstoppet såvel [[Arresø]]s gamle forbindelse med [[Kattegat]] mod nord som senere dens forbindelse med [[Isefjorden]], lod [[Frederik IV]] grave en [[kanal]] [[1717]]—[[1719|19]] af danske soldater under ledelse af [[major]] [[Eberlin v. Feriden]]. Efter en gammel overlevering var det dog svenske fanger, der udførte arbejdet, og det kan også godt forholde sig rigtigt, da svenske fanger ofte gik over i dansk tjeneste eller toges i arbejde og endog lejedes ud til godsejere. Det var denne kanal, som gav stødet til oprettelsen af de store fabriksanlæg, da man ville benytte [[vandkraft]]en, og derved til anlæggelsen af byen.<ref name="Trap122">[http://runeberg.org/trap/3-2/0128.html J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2 (1898), s. 122]</ref>

I [[1728]] overdroges det overlandbygmester [[Joh. Kornelius Krieger]] at bygge en [[agatslibemølle]] ved åen; den trådte vist i brug 1729, men nedlagdes allerede straks efter [[Chr. VI]]’s død i 1746. I de næste år var der planer oppe om at omdanne møllen til en læderfabrik, uden at det dog kom til udførelse, hvorimod den tillige med en større strækning ved åen 1751 af regeringen overlodes franskmanden [[Etienne Jandin de Peyrembert]] for der at anlægge et kanonværk. Men det mislykkedes, uagtet regeringen tilskød betydelige summer, og [[1756]] skænkede [[Frederik V]] [[etatsråd]] [[Just Fabricius]] og [[kancelliråd]], senere [[generalmajor]], [[Joh. Fr. Classen]] agatmøllen med over 90 tdr. land (et areal, der dog snart forøgedes) på den betingelse, at de skulle anlægge et [[krudtværk]]. Dette trådte i virksomhed 1758 under navnet Frederiksværk, og for at skaffe vandkraft til det blev den kanal, der bøjer mod nord fra åen, som fører vandet fra Arresø til Roskilde Fjord, udgravet. Ved indgangen til krudtværket blev kanalen bøjet mod vest og fortsat, indtil den mundede ud i fjorden; ved ombøjningen opførtes et [[bolværk]] med [[sluse]], for at man kunne lede vandet, og derpå blev [[stampemølle|stampe-]] og kærnemøller opførte. Men tillige anlagde de to kompagnoner et [[kanonstøberi]]; de fik store leverancer af [[krudt]] og [[kanon]]er til hæren under den faretruende [[Syvårskrig]] og bleveblev stærkt begunstigede af staten.<ref name="Trap122"/>

Da Fabricius udtrådte af kompagniskabet i 1760, blev værket egentlig statsejendom, da kongen købte det for 130.000 rigsdaler, men Classen vedblev dog at styre det, idet han beholdt inspektionen, "''og at han dermed efter eget Behag maa skalte og valte, som han vil''". Endelig efter et forgæves forsøg på at få Frederiksværk (tillige med [[Kronborg Geværfabrik]]) gratis tilskødet, blev Classen eneejer af værket mod en købesum af 100.000 rigsdaler. Gunstige handelsforhold, navnlig under den [[Nordamerikanske Frihedskrig]], og stor imødekommenhed fra regeringens side satte Classen i stand til at udrette meget, så at ikke alene hans fabrikker blomstrede op, men hele stedet og egnen gik frem; med held lod han hele det sandede terræn [[plantage|beplante]], så at han ikke alene fik træ nok til krudtmøllerne, men også skaffede læ for byen, og ligeledes virkede han som ivrig landmand meget for det omliggende gods, der også var kommet i hans besiddelse (bøndergodset, der kom i hans hænder i 1768, udgjorde 798 tdr. htk.), og på hvilket han fik tilladelse til at oprette hovedgårdene [[Arresødal]] og [[Grønnæssegaard]].<ref name="Trap122"/>

Efter, at Classen var død på Arresødal den [[24. marts]] [[1792]], blev ifølge en bestemmelse i hans testamente Frederiksværks etablissement med bygninger, maskiner osv. samt de to godser Arresødal og Grønnæssegaard overdraget til [[landgreve]] [[Carl af Hessen]] imod, at denne årlig svarede 7.000 rigsdaler til det af Classen ved testamentet oprettede fideikommis. I året [[1804]] overdrog landgreven Frederiksværk (hvis gæld imidlertid var vokset, så at den oversteg ejendommens værdi) og godserne til sin svigersøn, kronprins Frederik (senere [[Frederik VI]]), der oprettede en egen administration for dem, indtil de helt kunne blive statsejendom efter udløsning af medarvingerne;, men disse forhandlinger vedvarede under hele Frederik VI’s regeringstid og ordnedes først i begyndelsen af [[Christian VIII]]s (1840).<ref name="Trap122"/>