Forskel mellem versioner af "Danmark-Norge"

1 byte tilføjet ,  for 4 år siden
m
sprogret
m (indsat billede)
m (sprogret)
Udtrykket "''vort rige Norge''" lader ikke tvivl om, at Norge var et rige (ikke en provins). Ikke alene kunne datiden skrive fortaler, der forklarede og begrundede lovenes berettigelse og fornødenhed, det fremgår også med al tydelighed, at Norge ''ikke'' er en del af Danmark men et rige ''sidestillet'' med Danmark. Det forhold, at det norske rigsråd blev afskaffet [[1536]], betyder i denne sammenhæng intet. Norge var et [[arvekongedømme]], hvorfor en stadfæstelse ved rigsrådet af en ny konge her ikke var fornøden. Det norske rigsråd havde i sin eksistensperiode udvist partikularistiske tendenser til rådsmedlemmernes egen fordel og rigets skade og dermed uværdiggjort sig selv. Norge blev, ''modsat de danske landsdele'', hverken repræsenteret i det danske rigsråd eller på de danske valg-, hyldings- og stændermøder. Det blev således ''ikke'' fuldt ud "et ledemod af Danmarks Rige". Årsagen til, at ingen norsk adelsmand fandt optagelse i rådet, ligger lige for. Det var hverken i rådets eller kongens interesse at skabe spirer til en ny norsk høj adel<ref>C. O. Bøggild Andersen, s. 250</ref>. Afløseren for rigsrådet var "[[herredag]]e", der var møder mellem kongelige kommissionærer i Norge, norske [[adel]]smænd og [[lagmand|lagmændene]], med andre ord en mere bredt (om man vil: demokratisk) sammensat institution – men ligefuldt en norsk institution.
 
Norges særstilling som eget rige fremgår tillige ved [[enevælden]]s indførelse. [[Stændermøde]]t i [[Christiania]] [[1661]] aflagde ikke blot en [[arvehylding]] i lighed med den, der i [[København]] for hele Danmark var fundet sted og stadfæstede i en særlig suverænitetsakt den danske arve- og suverænitetsoverdragelse. Stænderne udtalte tillige i denne akt, at de for sig og deres efterkommere gav afkald på alt, hvad der i deres privilegier og i landsloven, recessen og ordinansen stred mod ''jura majestatis'' og mod arverettigheden, suveræniteten og den absoluteabsolutte regering, de lovede at hævde og værne om den kongehuset ved ed overdragne magt og stillede — i lighed med den af det danske folks repræsentanter underskrevne Enevolds-arveregeringsakt — i kongens egen nådigste vilje, hvorledes regeringen herefter skulde anstilles og arvefølgen ordnes. ''En norsk stænderbeslutning ansås altså som nødvendig, for at statsforandringen kunne få fuld gyldighed for Norge''<ref>C. O. Bøggild Andersen, s. 249</ref>.
[[Fil:Ludvig Holberg.jpg|thumb|Ludvig Holberg]]
Ej heller spørgsmålet om i hvilken udstrækning, norske embedsmænd var født i Norge eller Danmark, kan tages til udtryk for om Norge var underordnet Danmark. Det er velkendt, at store dele af den datidige danske embedsstand var født i [[Tyskland]]. Således var tiden. Glemmes bør det heller ikke, at [[Ludvig Holberg]] som baron og storgodsejer i Danmark var fuldt sammenlignelig med danske godsejere i Norge, ligesom norskfødtenorsk fødte [[Christian Colbjørnsen]] spillede en central rolle i de danske landboreformer. Indflydelsen gik i begge retninger. Endelig kan og bør man hæfte sig ved, at det var ingen ringere end prins Christian Frederik, ''tronarvingen til Norge'', der gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende [rigsforsamling på [[Eidsvoll]]. Arvekongedømmet bestod – retsligt og faktisk – lige til opløsningen af rigsfællesskabet fandt sted.
 
"Det var et førerløst, splittet og fattigt land, ude af stand til selvstændig statslig existens, som [[1536]] lagdes ind under dansk formynderskab. Det Norge, som [[1814]] af fremmede magter løsreves fra Danmark og derpaa formaaede at hævde sin ret til indre selvstyre overfor [[Sverige]], havde vundet sin økonomiske og kulturelle fremgang og fasthed og orden i sin styrelse og samfundsbygning under og for en stor del takket være dette formynderskab"<ref>C. O. Bøggild Andersen, s. 253</ref>.
93.383

redigeringer