Wilhelm 2. af Tyskland: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
BillyDK (diskussion | bidrag) |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, fra norsk wiki |
||
Linje 26:
'''Wilhelm 2. Tyskland''' ([[27. januar]] [[1859]] – [[4. juni]] [[1941]]) regerede [[Kejserriget Tyskland|Tyskland]] som [[kejser]] fra [[1888]] til [[1918]].
==
Han var søn af [[Frederik 3. af Preussen|kronprins Frederik]] og [[Viktoria af England (tysk kejserinde)|prinsesse Victoria af Storbritannien og Irland]], af huset [[Sachsen-Coburg-Gotha]] og sønnesøn af [[Wilhelm 1.]]. Hans moder var tante til [[Alexandra af Hessen-Darmstadt|Alexandra af Hessen]], gift med zar [[Nikolaj 2. af Rusland|Nikolaj II]] (af huset [[Huset Oldenburg|Oldenburg]]) af Rusland, og søster til kong Edward VII af Storbritannia. Han var ældste barnebarn af dronning [[Victoria af Storbritannien]] (af [[huset Hannover]]) og prins [[Albert af Sachsen-Coburg-Gotha]]. Han blev døbt med de traditionelle preussiske kongenavne Frederik og Vilhelm, og blev desuden opkaldt efter sine bedsteforældre i Storbritannien. Hans moder var den britiske dronnings ældste barn, og havde mænd ikke gået foran kvinder i arvefølgen, ville han også være blevet britisk konge.
[[Fil:Wil2-F.jpg|thumb|Vilhelm med sin fader, [[Fredrik III af Tyskland|kronprins Fredrik]], på [[Balmoral Castle]] i [[Skotland]] i [[1863]]]]
Vilhelm havde et nært, personligt venskab med sine fætre, zar [[Nikolaj II af Rusland]] og kong [[Georg V af Storbritannien]].<ref>Miranda Carter: ''George, Nicholas and Wilhelm: Three Royal Cousins and the Road to World War I'' (2010)</ref> Han prøvede ofte at drille og plage sine kongelige slægtninge.<ref>Roderick R. McLean: ''Kaiser Wilhelm II and the British Royal Family: Anglo-German Dynastic Relations in Political Context, 1890-1914'' – ''History'' 2001 86(284): 478-502</ref>
== Opvækst ==
[[Fil:1877 als Student in Bonn.jpg|thumb|Den 18 år gamle Vilhelm i 1877, som student i [[Bonn]].]]
=== Medfødte fysiske skader ===
Vilhelm blev født med flere fysiske skader som følge af en kompliceret [[sædefødsel]], blandt andet var hans venstre arm omkring skulderen, hvilket skadede nervene ([[Erbs parese]]) i den øvre del af armen således, at denne aldrig voksede helt ud. Som voksen var derfor den venstre arm 13 cm kortere end den højre. Hans venstre hånd var omtrent halvt så stor som hans højre, og han holdt denne skjult på de fleste fotografier af ham. Desuden var han plaget af nedsat førlighed og kroniske øresmerter hele livet.<ref>Svein Skotheim: ''Keiser Wilhelm i Norge'', [[Spartacus Forlag]] 2011 ISBN 978-82-430-0563-1, side 15</ref> Historikere har formodet, at hans fysiske handicap påvirket hans emotionelle udvikling.<ref>William L. Putnam :''The Kaiser's merchant ships in World War I'' (2001) s. 33</ref>
=== Skolegang ===
Hans skolegang begyndte som 6-årig under ledelse af den 39 år gamle huslærer Georg Ernst Hinzpeter.<ref>*John C. G. Röhl: ''Wilhelm II., Die Jugend des Kaisers 1859–1888''. C. H. Beck, München 1993, ISBN 3-406-37668-1.</ref><ref>Catrine Clay: ''King, Kaiser, Tsar: three royal cousins who led the world to war'' (2007) a. 14</ref> Denne var en alvorlig [[Kalvinisme|kalvinist]], som gav en streng og autoritær opdragelse med 12 timers arbejdsdage.<ref>Skotheim, sidene 17-18</ref>
Til trods for sine fysiske handicap fik han en militær uddannelse i den kejserlige residensby [[Potsdam]]. Han studerede også ved [[Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität]] i [[Bonn]] blandt konservative studenter fra den tyske elite.<ref name=skotheim18>Skotheim, side 18</ref> Han havde et kvikt hoved og blev kundskapsrig, men dette blev imidlertid ofte overskygget af hans heftige temperament.
=== Politisk brik ===
[[Fil:Wilhelm II of Germany.jpg|thumb|Vilhelm II ca. 1890 i preussisk dagliguniform]]
Både gennem sin uddannelse og miljø blev Vilhelm en ægte [[junker]] og preusser,<ref name=skotheim18 /> men dette i opposition til sine mere liberalt indstillede forældre.<ref name=snl>[http://snl.no/Vilhelm_2/tysk_keiser_1888-1918 Vilhelm II på Store norske leksikon]</ref> Da han blev kejser efter, at faderen Frederik døde af [[spiserørskræft]] efter blot tre måneder på tronen, brød moderen med sønnen.<ref>Skotheim, side 21</ref>
Vilhelm kom i konflikt mellem sin baggrund og [[Otto von Bismarck]]s ambitioner på vegne af ham og for Tyskland. Begge sider af Vilhelms familie havde haft psykiske lidelser, og dette kan forklare hans ustabile emotioner. Begge Vilhelms forældre, Frederik og Victoria, beundrede [[prinsgemal]]-forholdet som Victorias fader var i forhold til dronning Victoria. De planlagde derfor at styre på samme måde som dronning Victoria og pris Albert i Storbritannien, og planlagde at reformere styreformen, som Bismarck havde indført for sig selv og balancere denne ved at give [[Rigsdagen (Det tyske kejserrige)|Rigsdagen]] større indflydelse ved, at regeringen skulle være ansvarlig over den i en [[parlamentarisme]] i stedet for at være ansvarlig over for kejseren. Videre skulle regeringens beslutninger tages på grundlag af konsensus således, at de stod ansvarlig over for hinanden. Frederik kaldte Bismarcks forfatning for "genialt kaos".<ref>Michael Balfour: ''The Kaiser and his Times'', Houghton Mifflin (1964) s. 69</ref>
Kronprinseparret stod politisk nær [[Deutsche Fortschrittspartei]], og Bismarck var meget bange for, at hvis den da i 70-erne kejser [[Vilhelm I af Tyskland|Vilhelm I]] skulle dø, så ville en politiker fra Deutsche Fortschrittspartei blive kansler. Han sørgede derfor for at holde kronprinsen væk fra al politisk indflydelse og prøvede at gøre ham upopulær.<ref>Michael Balfour: ''The Kaiser and his Times'', Houghton Mifflin (1964) s. 70</ref>
Da Vilhelm var i begyndelsen af 20-erne, prøvede Bismarck, ganske vellykket, at skille ham fra sine liberale forældre, og ønskede at bruge den unge prins som et politisk våben mod forældrene for at sikre sin egen politiske dominans. Vilhelm udviklede gennem dette et dysfunktionelt forhold til sine forældre, særlig over for sin engelske moder. I et udbrud i april 1889, som kejserinde Victoria senere refererede over for sin moder, dronning Victoria, havde Vilhelm rasende sagt, at "''en engelsk læge (Morell Mackenzie) dræbte min fader, og en engelsk læge ødelagde min arm – hvilken er min moders fejl''" som ikke skulle have tilladt nogen tysk læge at behandle hverken sig selv eller sin nærmeste familie.<ref>John C. G. Röhl: ''Young Wilhelm: the Kaiser's early life, 1859-1888'' (1998) s. 12</ref>
== Som person og politisk syn ==
[[Fil:Balduinbrücke Einzug Kaiser Wilhelm II Koblenz 1897.jpg|thumb|Kejser Vilhelm i [[Koblenz]] over en [[baldakin]]-bro i 1897]]
Vilhelm var veltalende og havde sans for dramatiske effekter.<ref name=snl /> Han var samtidens ubestridelige berømthed og medieyndling,<ref name=skotheim23>Skotheim, side 23</ref> og er blevet kaldt den første ugebladskonge, idet han fyldte pressen med billeder og stof fra sine rejser og arrangementer.<ref name=skotheim23 /> Han var musikalsk og sprogkyndig, en ret god taler og havde et udpræget socialt væsen, som satte pris på selskabslege og [[slapstick]]-humor.<ref name=skotheim23 /> Da han var meget kundskabsrig, kunne han konversere over et bredt felt.<ref name=skotheim23 />
[[Fil:Karl F. Wunder PC 0560 Kaisertage in Hannover. Begrüßung auf dem Marktplatze.jpg|thumb|Fra ''kejserdagene'' i [[Hannover]] i 1897]]
Han er omtalt som talentfuld, med en kvik og nogen gange en helt fremragende forståelse, med sans for moderne, tekniske nyvindinger og industriudvikling. Men samtidig kunne han være overfladisk, forhastet, rastløs og mangle dybere forståelse og ønske om at nå mål gennem hårdt arbejde eller nok drivkraft til at se, hvad arbejdet skulle føre til. Han ville, at dagene skulle være morsomme og hyggelige samtidig, som han søgte anerkendelse fra omgivelserne.<ref>Nipperdey, Thomas: ''Deutsche Geschichte 1866-1918. vol. 2: Machtstaat vor der Demokratie'' (1992) s. 421</ref>
Samtidig havde han et krævende gemyt, kunne være opfarende og vanskelig for sine omgivelser. Han havde vanskeligheder med at tage krævende beslutninger og kunne bli hysterisk, deprimeret og sengeliggende, hvis det gik galt.<ref name=skotheim23 /><ref name=langer />
Politisk var han et produkt af sin tid, men var meget konservativ og lidet fremtidsorienteret. Men hans omskiftelige sind blev han i sin samtid kaldt "Wilhelm der Plötzliche",<ref name=skotheim23 /> og det gjorde, at han pludselig kunne gå ind for en sag uden, at dette synspunkt var en naturlig del af den politiske tænkning.<ref name=langer>William L. Langer et al. '' Western Civilization'' (1968) s. 528</ref>
Historikere diskuterer i hvilken grad sider ved hans lynne har haft konsekvenser for særlig hans udenrigspolitik. Han havde tiltro til magtbrug og ''[[Survival of the fittest]]'' både i indenrigs- og udenrigspolitikken. Samtidig kunne han skjule sin dybe usikkerhed bag djærve taleformer.<ref name=langer />
== Tid som kejser ==
=== Forholdet til Bismarck ===
[[Fil:1890_Bismarcks_Ruecktritt.jpg|thumb|"Dropping the Pilot" ("Lodsen går fra borde"). Karikatur af [[John Tenniel]] (1820–1914), første gang offentliggjort i det britiske blad ''[[Punch (tidsskrift)|Punch]]'' i marts 1890.]]
[[Fil:Deutsche Kolonien.PNG|thumb|En del af striden mellem Bismarck og Vilhelm stod om [[tyske kolonier]]:
{{legend|#0000AA|[[Det tyske kejserrige]]}}
{{legend|#5577FF|Kejserrigets kolonier i [[Afrika]] og [[Ny-Guinea]]}}
{{legend|#00AA00|Kiautschou ([[Jiaozhou]]) i [[Kina]]}}
{{legend|#FF0000|Kolonier under [[Brandenburg]] og [[Preussen]] (ca. 1680-1720)}}
{{legend|#FFFF00|''Klein-Venedig'' («Lille Venezia») i dagens [[Venezuela]] (1529-1556)}}]]
Da Vilhelm blev kejser, ønskede han indledningsvis at samarbejde med Bismarck. Men Vilhelm var ærgerrig og egenrådig.<ref name=snlbismarck>[http://snl.no/Otto_Bismarck Bismarck på Store norske leksikon]</ref> Bismarck var med årene blevet stadig stædigere og mere despotisk,<ref name=snlbismarck /> og uenighed og gensidig irritation førte til krisen i 1890, da Bismarck måtte gå af.<ref name=snl /> Baggrunden for konflikten var uenighed om både udenrigspolitiken og lovgivningen, her under både [[Socialistloven|den anti-socialistiske lov]] og arbejderbeskyttelseslovgivningen.
==== Uenighed om udenrigspolitiken ====
Modsætningen i udenrigspolitiken blev skærpet særlig efter Vilhelms stærke antirussiske indstilling efter fætteren, zar Nikolajs indblanding i de interne forhold i [[Østrig-Ungarn]], da han opmuntrede den [[Slavere|sydslaviske]] befolkning til at kræve ligestilling med den tyske og ungarske befolkning i riget. Således rokkede han ved Bismarcks fint indstillede, komplicerede og krævende udenrigspolitiske balancepolitik,<ref>Skotheim, side 19-21</ref> og det blev stadig vanskeligere at opretholde dobbeltspillet over for Rusland.<ref name=snlbismarck />
Videre var der uenighed mellem Bismarck og den unge kejser om koloni-politikken, da Bismarck var modstander af al form for [[kolonialisme]]. Kejseren ville gøre Tyskland til en afgørende faktor i stormagtspolitiken og mente, at Tyskland havde samme ret til et afrikansk kolonivælde som Frankrig, Belgien og Storbritannien. Vilhelm drømte om at skabe et stort tysk imperium og slog ind på en aggressiv kolonipolitik. Til tross for, at Tyskland kom sent med i [[Kapløbet om Afrika]], lykkedes det at etablere tyske kolonier i [[Tysk Sydvestafrika]], [[Tysk Østafrika]], [[Kamerun|Tysk Kamerun]] og dele af det senere [[Togo]].
==== Uenighed om Socialistloven ====
[[Fil:Wilhelm II. 1905.jpeg|thumb|Keiser Vilhelm på et postkort fra 1905]]
Konflikterne knyttede til lovgivning var særlig i forbindelse med Bismarcks ønske om at gøre ''[[Socialistloven]]'' permanent. Bismarck havde støtte fra de konservative og [[Nationalliberale Partei]] bortset fra bestemmelsen om, at politiet kunne kaste socialistiske agitatorer ud af deres hjem, en bestemmelse som havde været i hyppig anvendelse. Nationalliberale Partei kunne ikke gå med på denne bestemmelse, mens de konservative og Bismarck ville have lovgivningen igennem samlet. Vilhelm havde i mellemtiden engageret sig i de sociale forhold for minearbejdere, som havde strejket året før. Han blandede sig derfor i Bismarcks argumentation og ønskede en mere socialt orienteret politik. I forhold til socialistloven stod han på samme linje som Nationalliberale Partei, og nægtede at nedlægge det [[veto]], som Bismarck krævede, da han ikke fik hele lovgivningen samlet igennøm. Bismarck afslørede, at hans hensigt var at provokere socialisterne til oprør således, at de kunne knuses med magt, hvilket kejseren var stærkt i mod.
==== Endeligt brud ====
Kejserens socialpolitiske engagement gjorde, at han ville afholde en international arbejderkonference. Bismarck prøvede at forhindre dette og prøvede at overtale den franske regering til ikke at deltage. Bismarck forbød ministrene at have kontakt med kejseren uden Bismarcks tilladelse, i overensstemmelse med en glemt kabinetsordre fra 1852, efter som han var bange for, at de kunne prøve at komme frem til andre løsninger end dem, Bismarck ønskede. Kejseren klandrede Bismarck for at opsætte barrierer mellem kejseren og ministrene og for at diskutere alliancer i Rigsdagen med det katolske [[Deutsche Zentrumspartei]] uden kejserens viden. Han klandrede også Bismarck for at have undladt at informere ham om det vanskelige forhold mellem Rusland og Tyskland.
Dagen efter fik Bismarck besked gennem general [[Wilhelm von Hahnke]], leder for det militære kabinet, om, at kejseren forventede, at Bismarck umiddelbart det klart, at ministrene kunne have direkte kontakt med kejseren uden Bismarcks godkendelse. Både lederen for [[Tysklands generalstab|generalstaben]], [[Alfred Graf von Waldersee]] og det militære kabinett bad kejseren om at afskedige Bismarck. Bismarck ventede imidlertid i fire dage, før han den 18. marts 1890 søgte om sin afskedigelse.<ref name=snlbismarck />
=== Gennemslagskraft===
[[Fil:Bernhard von Bülow.jpg|thumb|Keiserens «Bismarck»: [[Bernhard von Bülow]]]]
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-R03954, Kaiser Wilhelm II., von Bülow und Valentini.jpg|thumb|Fra venstre: [[Bernhard von Bülow]], Vilhelm II og leder af kejserens politiske kabinet [[Rudolf von Valentini]] om bord på SMY "''Hohenzollern''" i [[Kiel]] i [[1908]]{{byline|Deutches Bundesarchiv}}]]
[[Fil:AugusteViktoriaundWilhelm.jpg|thumb|Kejserparret i 1910.]]
Efter Bismarcks afgang ønskede Vilhelm selv en stærkere innflydelse over politiken. Han udnævnte derfor svagere kanslere, men den omskiftelige Vilhelms skabte i stedet usikkerhed i statsledelsen.<ref name=snl /> Umiddelbart efter Bismarck blev [[Leo von Caprivi]] rigskansler, og han blev erstattet af [[Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst]] i 1894. Der er en debat mellem historikere i hvilken udstrækning Vilhelm på denne tid faktisk havde et personlig styre, men det er klart, at det var en helt anden dynamik mellem kejseren og forvaltningens øverste leder, rigskansleren. Disse rigskanslere var centrale og erfarne embedsmænd og ikke statsmænd som Bismarck.
Men da Hohenlohe blev udskiftet i 1900, udnævnte han en, han mente var "sin Bismarck", [[Bernhard von Bülow]]. På denne tid fokuserede kejseren på sin vigtigste målsætning, opbygningen af Den kejserlige flåde som skulle kunne balancere med den britiske således, at Tyskland kunne få anerkendelse som [[stormagt]].
Efterhånden sank hans prestige, og han blev særlig udsat for skarpe angreb fra socialdemokraterne i [[Sozialdemokratische Partei Deutschlands]]. Efter udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 kom han i baggrunden.<ref name=snl />
=== Udenrigspolitik ===
Vilhelm var særlig optaget af udenrigs- og kolonispørgsmålene, hvor hans ambitioner var at gøre Tyskland til en central faktor i stormagtspolitiken. Han forlod Bismarcks forsigtige "kontinentalpolitik" og fremmede i stedet en "verdenspolitik".
Han ville skabe et stort tysk imperium og slog ind på en aggressiv kolonipolitik. For å fremme sine ærgærrige planer styrkede han [[Den tyske kejserlige hær|Den kejserlige hær]] og begyndte en udstrakt opbygning af [[Den tyske kejserlige flåde]]. Hans mere aggressive udenrikspolitik førte til en tilnærming mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland, som Bismarcks politik havde taget sigte på at undgå.
Efter, at Vilhelm forlod Bismarcks forsigtige "kontinentalpolitik" og i stedet slog ind på sin "verdenspolitik", fandtes der imidlertid ingen faste linjer i hans udenrigspolitik.<ref name=snl />
=== Under 1. verdenskrig ===
Vilhelm var en nær ven af ærkehertug [[Franz Ferdinand af Østrig-Este]] og blev dybt chokeret, da han og hans ægtefælle [[Sophie Chotek|Sophie von Hohenberg]] blev dræbt ved [[skuddene i Sarajevo]] den 28. juni 1914. Vilhelm støttede derfor alle forsøg på at bekæmpe [[Den sorte hånd]] i [[Serbien]]. Han ønskede at aflyse sit årlige cruise til de norske fjorde og blive i Berlin, indtil krisen var ovre, men blev overtalt til at rejse, da en aflysning ville have forstærket den allerede spændte situation.<ref name=skotheim211>Skotheim, s. 211</ref> Den 6. juli forlod kejserfølget Tyskland men vidste ikke, at kejser [[Frans Josef I af Østrig-Ungarn]] på dette tidspunkt allerede var blevet overtalt til at skrive under på en krigserklæring mod Serbien. Også andre i den tyske politiske ledelse som marineminister [[Alfred von Tirpitz|Tirpitz]], lederen af [[Tysklands generalstab|generalstaben]] [[Helmuth Johannes Ludwig von Moltke|Moltke]], [[Liste over Tysklands udenrigsministre|udenrigsminister]] [[Gottlieb von Jagow|Jagow]] og [[Tysklands kanslere|rigskansler]] [[Theobald von Bethmann Hollweg]] var på ferie, sidstnævnte rigtignok med en specielt installeret telefonlinje til Berlin.<ref name=skotheim211 />
Vilhelm blev den 19. juli underrettet om indholdet i det østrigske ultimatum til Serbien, mens de lå ved [[Balestrand]].<ref>Skotheim, sidene 207-208</ref> Vilhelms rejse langs den norske kyst blev afbrudt den 25. juli<ref>Skotheim, s. 208</ref> da krisen som følge af det østrig-ungarske [[ultimatum]] til Serbien blev udløst, og den 27. juli kom kejseryachten [[Seiner Majestät Schiff|SMY]] "''Hohenzollern''" tilbage til [[Kiel]].
==== Krigsmodstander ====
Den tyske militære ledelse ønskede en krig med Rusland, som kunne svække landet før, det blev for stærkt og kunne true Tyskland. Man måtte imidlertid først slå Frankrig ud, som var russisk allierede, og regnede med, at Storbritannien ville holde sig uden for. Men da det blev klart, at Tyskland ville kunne få den to-frontskrig, man hele tiden havde forsøgt at unngå, og at Storbritannien ville gå ind i krigen, hvis Tyskland angreb Frankrig gennem det neutrale Belgien, gik Vilhelm i panik og prøvede at omdirigere angrebsstyrken øst over mod Rusland.<ref name=skotheim211 /> [[Helmuth Johannes Ludwig von Moltke]], leder for generalstaben havde fremdraget [[Schlieffenplanen]] udarbejdet af hans forgænger [[Alfred Graf von Schlieffen]] i 1905, og forklarede kejseren, at en sådan omdirigering af en styrke på to millioner mand på det tidspunkt var umulig at gennemføre. Vilhelm fik dog Moltke til ikke at angribe Nederlandene.
Vilhelm fortrød, at han havde forladt Berlin i den kritiske perioden, og troede, at han kunne have forhindret krigen, hvis han havde været til stede, da han havde så mange kontakter i England, som kunne afklare hvordan, situationen blev vurderet på engelsk hold. Om kejseren kunne have bidraget til, at krigen blev undgået, bestrides af historikere.<ref name=skotheim211 /> Men [[De allierede (1. verdenskrig)|de allierede]] havde opfanget kejserens krigsmodstand, da den franske ambassadør den 4. august skrev til sin britiske kollega, at der kun var tre personer i Berlin den dag, som beklagede, at krigen ikke lod sig stoppe, de to og den tyske kejser.<ref>Skotheim s. 212</ref>
==== Skyggekejser ====
Da Vilhelm hørte, at hans fetter Georg V havde skiftet det britiske kongehus' navn til [[Huset Windsor|Windsor]], bemærkede Vilhelm, at han planlagde at se [[Shakespeare]]s skuespil ''[[De lystige koner i Windsor|De lystige koner i Saxe-Coburg-Gotha]]''.
[[Fil:Hindenburg, Kaiser, Ludendorff HD-SN-99-02150.JPG|thumb|[[Paul von Hindenburg|Hindenburg]], Vilhelm II og [[Erich Ludendorff|Ludendorff]] i januar 1917.]]
Men Vilhelms rolle under krigen blev af stadig mindre betydning. Den militære overkommando videreførte sine planer selv om Schlieffenplanen havde slået fejl. Moltke fik et nervøst sammenbrud, og [[Paul von Hindenburg]] og [[Erich Ludendorff]] overtog den overordnede militære ledelse. Fra 1916 var Tyskland i realiteten et militærdiktatur under Hindenburg og Ludendorff.<ref>Gordon A. Craig: ''Germany 1866–1945'', side 374, 377–378 og side 393</ref>
Stadig mere isolert fra begivenhederne vaklede Vilhelm mellem modløshed og sejrsdrømmer, afhængig af meldingerne fra fronten. Men den stabile og tunge aldrende Hindenburg gav omgivelserne et indtryk af, at sejren var inden for rækkevidde, selv efter at krigen var tabt på slagmarken.
Selv om Hindenburg havde overtaget Vilhelms rolle som den militært øverstkommanderende, havde Vilhelm fortsat en indflydelse over politiske udnævnelser, da hans samtykke var nødvendigt før større ændringer også i den militære ledelse kunne gennemføres. Vilhelm støttede afsættelsen af Moltke i september 1914, og at [[Erich von Falkenhayn]] blev hans afløser. I 1917 besluttede Hindenburg og Ludendorff, at Bethman ikke længere var acceptabel for dem som rigskansler, og bad Vilhelm om at udnævne en anden. Da de blev spurgt om hvem, de kunne acceptere, foreslog de [[Georg Michaelis]], en relativ lav embedsmand, som var ansvarlig for distribution af korn fra Preussen under krigen, og som havde besøgt det militære hovedkvarter nogen uger i forvejen. Vilhelm kendte ham ikke, men accepterede forslaget. Dette var på mange måder kejserdømmets sammenbrud. Michaelis måtte gå af få måneder senere, da Rigsdagen oplevede ham som en marionet for Hindenburg og Ludendorff. Kejserens støtte var helt smuldret bort mod slutningen af krigen, både inden for hæren, den civile forvaltning og i den tyske opinion. [[USAs præsident|Den amerikanske præsident]] [[Woodrow Wilson]] gjorde det klart, at kejseren ikke var en aktuel forhandlingsmodpart.<ref>Cecil, ''Wilhelm II: Emperor and exile, 1900-1941'' (1996) s. 283</ref><ref>Klaus Schwabe: ''Woodrow Wilson, Revolutionary Germany, and peacemaking, 1918-1919'' (1985) s. 107</ref>
==Abdikation ==
[[Fil:Bundesarchiv Bild 136-C0804, Kaiser Wilhelm II. im Exil.jpg|thumb|Vilhelm i sit eksil i 1933{{byline|Deutches Bundesarchiv}}.]]
Da 1. verdenskrig lakkede mod enden, befandt Vilhelm sig i sit krigshovedkvarter i [[Spa]] i [[Belgien]]. Han blev overrasket over uroen, som brød ud i Tyskland og blev yderligere chokeret over mytteriet i [[Kiel]] den 3. november. Da [[novemberrevolutionen]] fulgte efter mytteriet i Kiel, blev han usikker på hvad, han skulle gøre, og håbede, at han kunne beholde den preussiske kongetrone, selv om han gik af som tysk kejser.
Nederlaget i verdenskrigen kompromitterede imidlertid kejserdømmet, og [[Ententemaktene]] nægtede at slutte fred med Vilhelm.<ref name=snl /> Videre blev han informeret af [[Wilhelm Groener]] om, at de tyske tropper ikke ville kæmpe for ham som kejser i en indre strid i Tyskland.
Den 9. november 1918 offentliggjorde den midlertidige rigskansler [[Maximilian av Baden]] kejserens abdikation.
== Ægteskab og børn ==
| |||