Landskabsmaleri: Forskelle mellem versioner

 

== 1800-tallet ==

Den levende naturbetragtning og vågne samfølelse med naturen, som var kaldt til live ved [[Rousseau]] og andre, hævede overhovedet landskabsmaleriet i 19. århundrede til et nyt og friere standpunkt. Det ideale landskab i Poussins ånd var længe det rådende. Således repræsenteredes det med stor dygtighed i Tyskland af [[Johann Christian Reinhart]] og [[Joseph Anton Koch]], begge påvirkede af [[Asmus Jacob Carstens]], og begge i besiddelse af en inderlig og varm naturfølelse; denne idealistiske udviklingslinje fortsættes i Tyskland, hvis første rene landskaber frigjorte for forbindelse med andre genrer, kirkebilleder etc, i øvrigt gik så langt tilbage som til [[Albrecht Dürer]]s vandfarvemalerier, [[Wolf Huber]], [[Augustin Hirschvogel]], ved [[Carl Rottmann]], [[Friedrich Preller den ældre]] med landskaber taget fra [[Odysseen]], [[Johann Wilhelm Schirmer]] og [[Wilhelm Schirmer]] med flere. I Frankrig repræsenteres den klassiske retning af [[Jean-Hippolyte Flandrin]], [[François-Louis Français]] og mange flere samt med stor selvstændighed og lyrisk følelse af [[Jean-Baptiste Camille Corot]]. Her som andetsteds fornyede den romantiske anskuelse følelsen for naturlivet. Og man så, at ens egen hjemlige natur lå gemt det usynlige liv og de skatte, som man hidtil oftest havde søgt at fremtrylle i et tænkt [[Arkadien]]. Lyset med dets uendelige variationer i et nordisk klimas skiften gav det følte udtryk for de sjælelige stemninger. Man så, at man blot skulle fordybe sig i den landskabelige natur — den være så beskeden og tarvelig, den vilde — for at trylle sjælen frem. Derfor gjaldt det om hensynsløst at give sig hen i naturen og dyrke hver dens enkelthed.