Versailles-freden: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, fra norsk wiki |
||
Linje 62:
{{legend|#f6d3a9|(rødt): [[Weimarrepublikken]]s endelige grænser indtil 1935.}}]]
[[Fil:Council of Four Versailles.jpg|thumb|250px|Fra venstre mod højre: Premierminister [[David Lloyd George]] fra [[
'''Versailles-freden''' blev underskrevet den [[28. juni]] [[1919]] af [[Frankrig]], [[Storbritannien]], [[Belgien]] og deres allierede på den ene side og [[Tyskland]] på den anden side som afslutning på [[1. verdenskrig]].<ref>[http://history.sandiego.edu/gen/text/versaillestreaty/all440.html Versailles traktaten] fulde ordlyd {{en sprog}}</ref> [[USA]] ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: ([[Berlin]]-traktaten af [[1921]]).
[[Fredsaftale]]n forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær på 100.000 mand. Tyskland måtte hverken have [[kampvogn]]e, [[fly]] eller [[ubåd]]e. Desuden måtte ''Reichsmarine'' kun have seks [[slagskib]]e under 10.000 tons,
Desuden blev Tyskland pålagt en enorm [[krigsskadeerstatning]], da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom [[John Maynard Keynes|Keynes]] forlod forhandlingerne i protest mod dette punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.
Linje 91:
* Trianon-traktaten med [[Ungarn]], undertegnet den [[4. juni]] [[1920]]
* [[Sèvres-traktaten]] med [[Tyrkiet]], undertegnet den [[10. august]] [[1920]]. Denne traktat blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af [[Kemal Atatürk]], og traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale, [[Lausanne-traktaten]].
== Traktatens indhold ==
[[Fil:William Orpen - The Signing of Peace in the Hall of Mirrors, Versailles.jpg|thumb|Versaillestraktaten signeres i spejlhallen.<br /><small>Oliemaleri af William Orpen</small>]]
Det blev oprettet et [[Ambassadørrådet|Ambassadørråd]], som skulle se til, at traktatens bestemmelser blev gennemførte. Foruden krav om krigserstatninger havde traktaten en række bestemmelser.
=== Tidligere tyske områder som ændrede deres tilhørighedsforhold ===
[[File:Versailler_Vertrag.png|thumb|Territorielle virkninger af traktaten.]]
* [[Alsace-Lorraine]] (Elsass-Lothringen) blev tilbageført til [[Frankrig]].
* [[Nord-Slesvig]] omtrent fra [[Tønder]] blev (efter [[Folkeafstemningen om Slesvig|en folkeafstemning]]) tilbageført til [[Danmark]].
* Det meste af [[Poznan]]-provinsen og [[Vestpreussen]], samt dele af [[Schlesien]] gik til [[Polen]].
* [[Eupen-Malmédy]] til [[Belgien]].
* Byen [[Danzig]] (nu [[Gdansk]]) med floddeltaet for [[Wisła|Weichsel]]-floden ved [[Østersøen]] blev erklæret som [[Fristaden Danzig]], som stod under [[Folkeforbundet]] og [[Polen]].
* Et mindre område af Sachsen blev givet til [[Tjekkoslovakiet]].
* Selv om USA ikke havde underskrevet Versaillestraktaten, tog de den lille ø [[Swains]] i Samoa på 764 kvadratmeter fra [[Tysk Samoa]].
* Ruanda-Urundi til [[Belgisk Kongo]].
* [[Togo]] og [[Kamerun]] blev delt mellem Storbritannien og Frankrig.
* Tanganyika, Kejser Wilhelms Land, Tysk Samoa og [[Sydvestafrika]] blev britiske [[mandatområde]]r.
* [[Kionga]]triangelen på 1000 kvadratkilometer blev portugisisk.
* Japan fik alle de øvrige tyske besiddelser i Stillehavet.
* Artikel 156 i traktaten overførte det tyske herredømme over [[Shandong]] i [[Kina]] til [[Japan]] frem for at overføre herredømmet til Kina. Den tvist, som dette udløste med Kina, går under navnet [[Shandongproblemet]]. Det kinesiske raseri over denne artikel førte til demonstrationer og den kulturelle bevægelse kendt som [[4. maj-bevægelsen]]. Kina med sin forhandlingsleder [[Wellington Koo]] nægtede at undertegne Versaillestraktaten.
=== Restriktioner på de tyske væbnede styrker ===
*Hær – maksimalt 100.000 soldater hvoraf kun 4.000 officerer, hvervede, ikke værnepligtige.
*[[reichsmarine|Flåde]] – 6 større [[krigsskib]]e, ikke over 10.000 ton. Ingen [[ubåd]]e.
*Flyvevåben – intet.
*Begrænsninger på rustningsindustrien.
*[[Rhinland]] (området vest for [[Rhinen]]) skulle være [[demilitarisering|demilitariseret]] og i 15 år holdes okkuperet af de allierede.
*[[Det preussiske krigsakademiet|Krigsakademiet]] blev nedlagt.
=== Andre bestemmelser ===
*[[Kul]]minerne i [[Saar]] blev overdragne til Frankrig, og området blev stillet under Folkeforbundets forvaltning.
*Forbud mod at [[Østrig]] blev tilsluttet Tyskland.
*International kontrol over tyske søveje.
*Krigsforbrydere skulle dømmes og straffes, men dette blev ikke altid fulgt.
==Erstatningsbetalinger==
[[Fil:German losses after WWI.svg|thumb|Tyskland efter Versailles:
{{legend|#ddefd0|Administreret af [[Folkeforbundet]]}}
{{legend|#ffffcf|Annekteret af Tysklands nabostater}}
{{legend|#f6d3a9|[[Weimarrepublikken|Tyskland under Weimarrepublikken]]}}]]
[[Fil:Mass demonstration in front of the Reichstag against the Treaty of Versailles.jpg|thumb|Den 15. maj 1919 samledes en stor folkemængde foran [[Rigsdagsbygningen i Berlin]] i protest mod Versaillestraktaten.]]
Størrelsen af erstatningerne blev med grundlag i traktaten afgjort af ''Den allierede erstatningskommission''. Den bestemte foreløbigt, at Tyskland frem til maj 1921 skulle betale 1 milliard [[pund sterling]]. Betalingen skete delvis i form af vareleverancer, mest kul. Leverancerne var imidlertid ikke store nok, og det blev klart, at Tyskland var ude av stand til at opfylde sine forpligtelser. I 1921 okkuperede [[De allierede (1. verdenskrig)|de allierede]] de tyske byer [[Düsseldorf]], [[Duisburg]] og [[Ruhrort]].
Økonomen [[John Maynard Keynes]], som havde været med i den britiske delegation i Versailles, trak sig i protest over de hårde betingelser og udgav efterfølgende en bog, hvori han påpegede, at så omfattende skadeserstatninger ville blive ødelæggende for hele [[Europa]]s økonomi.
Senere blev erstatningerne fastsatte til 6,6 milliarder pund sterling. Af dette skulle 4 milliarder betales en gang i fremtiden, mens resten skulle betales med 100 millioner om året plus 25% af værdien af Tysklands eksport. Disse krav blev overrakt den tyske regering i form af et [[ultimatum]]. Hvis den ikke betalte inden den 12. maj 1921, ville allierede tropper okkupere [[Ruhr]], hvor mere end 80% af landets [[kul]], [[jern]] og [[stål]] blev produceret. Efter en regeringskrise accepterede Tyskland. Skadeserstatningen var sat til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963, men beløbet var rent fiktivt – kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser som modsvarede 5-6% af Tysklands nationalprodukt. Også Storbritannien og Frankrig led under gæld i form af enorme krigslån, som de havde taget i [[USA]] og håbede på at få eftergivet. De tyske afdrag var ment at skulle dække vestmagternes gæld til USA.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24)</ref>
Tidlig i [[1920-erne]] blev Tyskland ramt af en stærk [[inflation]], som førte [[økonomi]]en ud i en krise og gjorde det umuligt for tyskerne at betale erstatningerne. Briterne foreslog betalingsudsættelse, mens Frankrig stod hårdt på ultimatumet fra 1921, og den [[11. januar]] [[1923]] marcherede [[Belgien|belgiske]] og franske tropper ind i Ruhr, ([[Ruhrokkupationen]]). Den tyske regering proklamerede ''passiv modstand'', og franskmændene svarede med at isolere det okkuperede område fra resten af Tyskland efter, at de forgæves havde forsøgt at få briterne til at møde tyskernes betalingsnægtelse med begrænsede økonomiske sanktioner. Franskmændene gjorde aldrig noget forsøg på at stanse generalstrejken, hvilket de let kunne have gjort ved at stanse tilførselen af madvarer.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24)</ref> I september måtte den tyske regering opgive den passive modstand. Ruhr-okkupationen gav marken dødsstødet, efter som den tyske regering havde garanteret for de strejkendes lønninger og ladet seddelpresserne køre. I 1918 var kursen fire mark til en [[dollar]], i juli 1923 var den steget til 160.000 mark og i november var kursen 130.000 millioner. Pengeværdiens sammenbrud fjernede arbejder- og middelklassens opsparede midler og underminerede troen på systemet. [[Adolf Hitler]] prøvede at udnytte situationen i det såkaldte [[ølstuekuppet|ølstuekup]] den [[8. november]] [[1923]]. Senere i november blev marken erstattet med [[Rentenmark]]en, og sammen med stramninger i den økonomiske politik fik Tyskland inflationen under kontrol.
I 1924 etablerede de allierede ''Daweskomitéen'' for at få økonomien på benene igen. Tyskerne skulle nu betale et årlig beløb på 50-125 millioner pund. Nyt var, at Tyskland skulle kunne låne penge i udlandet til at betale erstatningen. I løbet af 1920-erne lånte Tyskland vældige summer, især i [[USA]], og fik en økonomisk blomstringsperiode. I denne periode styrkede republikken sig, og nazisterne havde ringe tilslutning.
[[Dawesplanen]] var kun en midlertidig løsning, og efterhånden, som forholdet mellem Tyskland og Frankrig forbedredes, blev det bestemt, at sagen skulle tages op på ny. I [[1929]] startede en komité ledet af amerikaneren Owen D. Young arbejdet med at fastsætte bestemte regler for erstatningen. Ifølge den nye plan skulle Tyskland betale 100 millioner pund årligt i 37 år, og senere 80-85 millioner pund i 22 år. [[Youngplanen]] trådte i kraft den [[17. maj]] [[1930]], og seks uger senere forlod de sidste allierede tropper tysk jord.
Samtidig med at Youngplanen blev udarbejdet, indtraf [[Børskrakket i 1929|det store krak]] i USA som påvirkede hele verden. Tilgangen på amerikansk lånekapital stoppede, og Tyskland kunne ikke betale erstatningerne. Den økonomiske krise gav Hitler en ny chance til at gribe magten. [[Rigskansler]] [[Heinrich Brüning|Brüning]] erklærede i [[1931]], at Tyskland under ingen omstændigheder havde tænkt sig at betale. De allierede fandt sig i dette, om end ikke formelt. På en konference i [[Lausanne]] sommeren [[1932]] bestemte de allierede, at alle krav mod Tyskland skulle afskrives så snart, landet havde betalt 150 millioner pund. Men dermed stansede også vestmagterne sin tilbagebetaling til USA.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 28)</ref> Disse blev senere genoptaget. Så sent som i [[1965]] gik 1% af briternes skatteindtægter til afbetaling af krigslån optagne i USA 50 år tidligere.<ref>Geert Mak: ''Europa'' (s. 122), forlaget Cappelen-Damm, Oslo 2008, ISBN 978-82-02-27348-4</ref>
Erstatningsspørgsmålet var nu ude af verden, men det havde været med til at føre Tyskland ind i en krise, som førte til afslutningen på [[Weimarrepublikken]] og fremkomsten af [[Nazi-Tyskland]], som først sluttede med afslutningen på [[2. verdenskrig]].
== Se også ==
Line 100 ⟶ 159:
{{Tyskhistorie|state=collapsed}}
{{Commonscat|Treaty of Versailles}}
{{autoritetsdata}}
| |||