'''Danmark–Norge''' er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to [[kongerige]]rne [[Danmark]] og [[Norge]] fra tiden efter [[Kalmarunionen]]s endelige sammenbrud i [[1523]], da [[Sverige]] erklærede sig uafhængigt, og formelt fra [[1536]] da Norge blev underlagt den danske krone, og indtil [[1814]] da Norge blev afstået til kongen af Sverige og forlod rigsfællesskabet. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller '''Tvillingrigerne'''.<ref>Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).</ref><br />
Unionsriget inkluderede i hovedsaghovedsagen de to riksdelerneriksdele [[Danmark]] og [[Norge]], som i også omfattede provinserne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Holsten]], der var særskilte administrative enheder, de oprindelige norske skatlandskatlande [[Grønland]], [[Island]], [[Færøerne]], [[Shetland]] og [[OrknøerneOrkneyøerne]] som fra [[landnåmlandnam]]stiden låvar underunderlagt den norske kongen, de nuværende svenske landskaber [[Skåne]], [[Halland]], [[Bohuslen]], [[Herjedalen]] og [[Jemtland]], samt efterhvertefterhånden et antal oversøiske [[De danske kolonier|kolonibesiddelser]]. Opløsningen af unionen mellem de to lande 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med [[Sachsen-Lauenburg|Lauenborg]] dannede [[Helstatenhelstaten]] indtil 1864, og de tidligere norske områderne Færøerne, Island og Grønland som på finurligvisfinurlig blevvis efter opløsningen vedvedblev med at være danske besiddelser.
