Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved Simeondahl, fjerner ændringer fra 37.128.221.140 (diskussion | bidrag)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
udvidet intro
Linje 30:
 
Juliane Marie blev dansk dronning efter, at Frederik Vs første hustru var død. I begyndelsen var hendes popularitet beskeden, fordi folk mente, at ægteskabet var sket for kort efter den tidligere, populære dronnings død. Nogen anerkendelse vandt hun ved at pleje sin syge ægtefælle frem til dennes død, men i takt med den nye konges fremskridende sindssyge, hans hustrus utroskab og hendes elskers, den diktatoriske tyske læge Struensees, stadigt mere udtalte selvherskertendenser, overvandt Juliane Marie sin naturlige tilbageholdenhed og satte sig i spidsen for det kup, der bragte en ende på diktaturet. Derved vandt hun stor popularitet, og hun forstod også senere at holde sig i ro og overlade regeringsstyrelsen til erfarne embedsfolk og koncentrere sig om opdragelsen af den kommende konge. Efter, at kronprinsen havde overtaget regeringsmagten, trak Juliane Marie sig atter tilbage til en stille tilværelse.
 
Juliane Marie fik een søn, [[arveprins Frederik]]. Foruden ham stod hun også for opdragelsen af [[Christian 7.|kronprins Christian]], senere Christian 7. og af prinsesserne [[Sofia Magdalena af Danmark|Sophie Magdalene]], [[Vilhelmine Caroline af Danmark|Vilhelmine Caroline]] og [[Louise af Danmark (1750-1831)|Louise]]; de var alle børn af [[Frederik 5.]] og hans første hustru, dronning [[Louise af Storbritannien|Louise]].
 
== Barndom ==
Line 104 ⟶ 106:
 
=== Magtoverdragelsen ===
[[Fil:Julianemariedenmark.jpg|thumb|Portræt udført af [[Vigilius Eriksen]] i 1780'erne.]]
 
]]
Enkedronningen, Høegh-Guldberg og arveprins Frederik forsøgte at knytte den unge kronprins Frederik til sig sandsynligvis i et forsøg på at fastholde magten. Det fremgår af de af hende forfattede regeringsregler, som var bestemte for kronprinsen, at Juliane Marie indså, at magten efter hans konfirmation måtte glide over i hans hænder, men lige så sikkert er det, at hun har ventet også efter den tid at kunne bevare en betydelig indflydelse for sig selv, arveprinsen og Guldberg. Regeringsforandringen af [[14. april]] [[1784]] blev hende derfor en bitter skuffelse, der et øjeblik fyldte hende med ustyrlig vrede, men hun fandt sig hurtig til rette i de forandrede forhold og prøvede siden aldrig på at genvinde noget af sin tidligere betydning. I det ydre vedblev forholdet mellem hende og kronprinsen at være godt, og resten af hendes dage hengled i et stille privatliv, som det synes uden andre sorger end dem, hendes stadige pengeforlegenhed voldte hende.<ref>Trier, s. 237</ref>