Norges historie: Forskelle mellem versioner

 

== Højmiddelalder (1184–1319) ==

Efter borgerkrigen i [[1100-tallet]] fik landet en relativ storhedstid i [[1200-tallet]]. [[Island]] og [[Grønland]] blev underlagt kongemagten i [[1262]], og [[Norgesvældet]] nåede sin største udstrækning under [[Håkon 4. Håkonsson]]. Den sidste konge af Haraldsætten, [[Håkon 5. Magnusson]], døde sønneløs i [[1319]].

Frem til omkring 1600 strakte Norge sig helt ned til [[Göta älv]], som dengang var Norges grænse mod Sverige og Danmark.

 

== Senmiddelalder (1319–1537) ==

På grund af gentagne [[pest]]epidemier blev befolkningen halveret, og de mindst produktive af landets gårde blev lagt øde. Det tog flere hundrede år, før befolkningen atter nåede niveauet før [[1349]]. De, som overlevede epidemierne, fik imidlertid flere økonomiske resurser til deling. Skatteindtægterne til staten nærmest kollapsede, og en stor del af [[adel]]sslægterne uddøde eller sank ned i bondestand på grund af [[landskyld]]faldet. [[Hanseforbundet]] overtog handel og dominerede fiskeeksporten. [[Ærkebiskop]]pen i [[Nidaros ærkebispedømme|Nidaros]] var landets mægtigste mand både økonomisk og politisk, eftersom kongedynastiet giftede sig ind i det svenske i [[1319]] og uddøde i [[1387]]. Derefter blev [[København]] rigets politiske centrum og [[Bergen]] handelscentrum, mens [[Trondheim]] forblev det religiøse centrum.{{uoversat-slut}}