Wikipedia

Frederik 1.: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Rmir2 (diskussion | bidrag)
95.108 edits
m indsat intern henvisning
Rmir2 (diskussion | bidrag)
95.108 edits
småret
Linje 63:
== Konge af Danmark ==
 
Frederiks stilling var yderst vanskelig. Ud ad til truedes han stadig af Christian II, og han måtte da støtte sig til Lübeck og Sverige, men det var upålidelige forbundsfæller, som kun frygten for Christian IIs genindsættelse holdt sammen. Indad til blev havde kongen sine magtkampe med rigsrådet. SparsommeligFrederik havde måttet belønne den danske adel med så mange len på gode vilkår, somat handet svækkede kronens økonomi. Samtidig var han tvunget til at holde en stående hær under indtryk af truslen fra Christian II og for, låat "''man altid kunne være almuen mægtig''". For at få penge i kassen måtte han udskrive skatter, hvilket var upopulært blandt bønderne og førte til uro. Desuden måtte han optage lån mod pant i vedvarendede stridkongelige medlen; rådetda omhan størredøde indtægteri 1533, var <sup>3</sup>/<sub>5</sub> af rigetlandets len pantsatte til lensmændene.<ref name="Witt 143">Wittendorff, s. 143</ref> For at sætte sin mening igennem truede han af og til med at nedlægge regeringen eller at søge forlig med Christian II<ref name="Witt 144">Wittendorff, s. 144</ref>, så måtte rigsrådet bevilge skatter,og gejstligheden falde til føje og spæde godt til, men forholdet vedblev at være usikkert. Under disse forhold opholdt Frederik sig helst på Gottorp og kom sjældent og da kun for kortere tid til kongeriget. Det gav imidlertid adelen større råderum.<ref name="Witt 143"/>
 
Under de usikre forhold måtte kongen handle varsomt. Han forstod nødvendigheden af at vinde de lavere stænder for sig, og blandt befolkningen i hertugdømmerne færdedes han jævnt og ligefremt, men han kunne ikke bryde med de højere stænder, der havde sat ham på tronen. Han søgte, lige som Christian II, at få [[vornedskabet]] indskrænket, men måtte opgive det på grund af rigsrådets modstand. Den 14. maj udstedte Frederik en forordning, der sagde, at kongen havde erfaret, at mange fæstere "''udvises af deres gård imod al skel og uden al skyld''", og det fastslås heri, at fæstere ikke måtte sættes ud af deres gård så længe, de opfyldte fæstevilkårene og var godsejeren "''hørig og lydig''". Det var en forordning, der i praksis betød, at begge parter var forpligtede til at respektere fæsteaftalen.<ref name="Witt 99">Wittendorff, s. 99</ref> Københavns og Malmøs borgerskab søgte han at vinde for sig ved at lægge valget af øvrigheden i det menige borgerskabs hænder, og borgmestrenes antal forøgedes. Gilder[[Gilde]]r og [[lav]] blev endog ophævede den [[6. december]] [[1526]]. Dermed mistede Christian II to af sine vigtigste støtter i Danmark.<ref name="Witt 156">Wittendorff, s. 156</ref> Men mange i de lavere stænder, [[borger]]e og [[bonde|bønder]], så fortsat hen til Christian II som deres naturlige beskytter.
 
I 1523 fik Sverige sin egen konge, [[Gustav Vasa]]. Dermed var [[Kalmarunionen]] ''de facto'' ophørt at eksistere.<ref name="Witt 122">Wittendorff, s. 122</ref>
Christian 2.s statholder på [[Gotland]], [[Søren Norby]] gik i 1525 land i det vestlige [[Blekinge]] i et desperat forsøg på at få genindsat Christian 2. på Danmarks trone, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af [[Helsingborg Slot]]. Frederik 1.s holstenske hærfører [[Johan Rantzau]] med en hær på 900 knægte og 400 ryttere samt [[artilleri]] forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den [[28. april]] og ved [[Bunketofte]] på [[Helsingborgsletten]] den [[4. maj]] 1525. I [[Slag ved Lund|slaget ved Lund]] blev bønderne forfulgt helt ind i byens [[domkirke]], og 60 borgere, som havde søgt tilflugt i domkirken, blev slæbt ud og slagtet af [[soldat]]erne. Bondehærens tab blev sat til cirka 3.000 døde.▼
 
▲Christian 2.s statholder på [[Gotland]], [[Søren Norby]] gik i 1525 land i det vestlige [[Blekinge]] i et desperat forsøg på at få genindsat Christian 2. på Danmarks trone<ref name="Witt 141">Wittendorff, s. 141</ref>, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af [[Helsingborg Slot]]. Frederik 1.s holstenske hærfører [[Johan Rantzau]] med en hær på 900 knægte og 400 ryttere samt [[artilleri]] forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den [[28. april]] og ved [[Bunketofte]] på [[Helsingborgsletten]] den [[4. maj]] 1525.<ref Iname="Witt [[Slag142">Wittendorff, veds. Lund|slaget142</ref> vedOgså Lund[[Lübeck]], blevder bønderneformelt forfulgtvar heltkongens indallierede, ihavde byenssendt en flåde, som belejrede fæstningen Visborg. Søren Norby befandt sig i [[domkirkeLandskrona]], og 60fik borgere,tilbud somom havdeat søgtblive tilflugtlensmand iover domkirken,Blekinge blevog slæbt[[Lister udHerred]] ogmod slagtetat afovergive sig. Lübeck fik [[soldatBornholm]]erne. Bondehærensi tabpant blevi satstedet samt indtægterne af Gotland og ret til cirkaat udnævne lensmanden på Gotland i 4 3år.000 dødeOrdningen bevirkede, at Gotland forblev under den danske krone.<ref name="Witt 142"/>
 
== Vejen til Reformationen ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_1."