Kristenforfølgelse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PerV (diskussion | bidrag) Fjerner version 8115130 af 90.185.78.113 (diskussion) nonsens |
Rmir2 (diskussion | bidrag) småret |
||
Linje 3:
== Kristenforfølgelser i Romerriget ==
Det mest kendte eksempel på kristenforfølgelse er kristenforfølgelserne i [[Romerriget]]. De tidligste romerske kristenforfølgelser nåede et højdepunkt i år [[64]], da [[Romerske kejsere|kejser]] [[Nero]] gav de kristne skylden for [[Roms brand]] og lod en mængde kristne henrette. Senere, under kejser [[Domitian]] ([[81]]-[[96]]), blev de kristne igen forfulgt, denne gang både i [[Rom]] og [[Lilleasien]], men disse forfølgelser dæmpedes efter Domitians død.▼
Det mest kendte eksempel på kristenforfølgelse er kristenforfølgelserne i [[Romerriget]].
Romerstaten lod de undertvungne folk beholde deres religion, når de blot ydede de romerske guder den skyldige respekt, men de kristne var jo ikke et folk i almindelig forstand, og de havde et social-politisk ideal, Gudsriget, som var diametralt modsat Romerriget. De kristne forkyndte, at der ikke var forskel på træl og på fri, de gav kvinden en med manden jævnbyrdig stilling og stillede jøde og barbar på lige trin med romer og græker. Et sådant demokrati og en sådan internationalisme vendte op og ned på alt det, som var helligt for en romer. Kristennavnet samlede i sig alt, hvad der var skændigt, selve det at være en kristen var en forbrydelse og nok til domfældelse, enten det nu var til bålet eller til som folkeforlystelse at kastedes for de vilde dyr, til deportation eller for kvindernes vedkommende til at sættes i bordellerne.<ref name="Salm 691">[http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0721.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XIV, s. 691]</ref> En kristen var en gudsfornægter, fordi han ikke deltog i den kultus, alle hæderlige romerske borgere deltog i; han var majestætsforbryder, fordi han ikke vilde ofre til kejseren; han drev unaturlig utugt og åd menneskekød i forsamlingerne — en kristen var fredløs i Romerriget. Og midt i en verden af hævn, blodtørst og grumhed stod den kristne menighed og vidnede om kærligheden og freden og tålsomheden.<ref name="Salm 692">[http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0722.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XIV, s. 692]</ref>
▲
Under [[Trajan]] ([[98]]—[[117]]) var der flere kristenprocesser, og i et brev til statholderen i [[Bithynien]], [[Plinius den Yngre]], skriver han (ca. år 100), at de kristne ikke skal opsøges, men når man får dem under behandling, skal de straffes. Dette trajanske reskript blev rettesnoren for behandlingen af de kristne i 150 år, og om den tid gælder [[Origenes]]’ udtalelse fra 244: "''De, der i tidens løb er døde for Kristus, kan let tælles''", men historien melder dog om ikke få og ret betydelige kristenforfølgelser også i dette tidsrum. Voldsom var forfølgelsen i [[Gallien]] (Lyon) under [[Marc Aurel]] (177) og i Afrika under [[Septimius Severus]] (197—212) i de første år af det [[3. århundrede]], hvor mange kristne blev dræbt i anledning af en lov fra kejser [[Septimius Severus]], som forbød udbredelsen af kristendom og [[jødedom]], samt under [[Maximinus Thraker]] (235—38), men hos mange af de orientalske kejsere, især hos deres kvindelige slægtninge, var der sympati for kristendommen.<ref name="Salm 692"/>
Før kejser [[Decius]]’ tid havde romerstatens lovgivning ikke beskæftiget sig med de kristne. Forfølgelserne før den tid var spredte og hvilede enten på kejserlige reskripter (ikke edikter), som ikke bandt efterfølgere, eller på, at lokale øvrighedspersoner gjorde sig til redskaber for folkehadet.<ref name="Salm 692"/>
Da [[Decius]] blev kejser ([[249]]—[[251]]), ville han genoplive den gamle romerånd, derfor måtte han den kristne menighed til livs, og hermed begynder den første almindelige kristenforfølgelse, idet han 250 udstedte et edikt om, at de kristne inden for en vis tid skulle fornægte Kristus og ofre til Roms guder; de, der ikke gjorde det, skulle fængsles og ved pinsler tvinges til frafald; bisperne skilte man ved livet.<ref name="Salm 692"/>
Forfølgelserne fortsattes under [[Gallus]] (251—254) og [[Valerianus]] (254—260), der i [[257]] forbød de kristnes forsamlinger og forviste bisperne og præsterne og 258 befalede, at bisper og præster samt kristne standspersoner straks skulle henrettes. Til trods for dette lykkedes det ikke at udrydde kristendommen, og i [[260]] besluttede kejser [[Gallienus]] (260—268) at indstille forfølgelserne og erklærede straks ved sin tronbestigelse kristendommen for en tilladt religion, og nu havde de kristne fred århundredet ud, og kristendommen bredte sig og blev en magt i officers- og hofkredse.<ref name="Salm 692"/>
Kejser [[Diocletian]]’s (284—305) hustru og datter samt overkammerherre var kristne, men under ham udbrød den voldsomste kristenforfølgelse, idet han, tilskyndet af sin medregent, [[Galerius]], i [[303]] udstedte et edikt, hvor efter alle soldater, også de kristne, skulle ofre; kort efter udstedte han et nyt, som bød at jævne alle kirker med jorden, at brænde de kristnes hellige skrifter, at fratage alle kristne borgerrettighederne og friheden; alle kristne slaver mistede for stedse håbet om at få frihed. Hertil kom et edikt om, at alle menighedsforstandere skulle fængsles, og 304 et andet om, at alle kristne skulle tvinges til at ofre. Herved udbrød en kristenforfølgelse i hele Romerriget, som man hverken har kendt før eller siden. Denne gang var de kristne dog mere standhaftige, og til sidst måtte kejser [[Galerius]] indstille forfølgelserne og anerkende kirken i [[311]].<ref name="Salm 692"/>
Den [[28. oktober]] [[312]] sejrede [[Konstantin den Store]] under korstegnet over [[Maxentius]] og det gammel-romerske parti, og [[313]] udstedte han sammen med sin svoger, [[Licinius]] fra [[Milano]] et edikt, hvorved kristendommen blev gjort til en tilladt religion i Romerriget. Hermed ophørte kristenforfølgelse i Romerriget.<ref name="Salm 692"/>
== Nuværende situation (1989 til nu) ==
| |||