Kiribati: Forskelle mellem versioner

'''Republikken Kiribati''' er et [[ørige]] i [[Stillehavet]]. Landets 33 [[ø]]er er spredt over 3.800 kilometer omkring [[geografisk ækvator|ækvator]]. Dets navn udtales lokalt som /kiribas/, somder er en [[mikronesien|mikronesisk]]lokal transliterationudtale af ''Gilberts'', det tidligere engelske navn for den store øgruppe the [[Gilbert-øerne]]. Kiribati består foruden af Gilbert-øerne af hovedparten af [[Linje-øerne]], øen [[Banaba]] og den stort set ubeboede øgruppe [[Phoenix-øerne]].

Øgruppen blev opkaldt efter kaptajn [[Thomas Gilbert (kaptein)|Thomas Gilbert]] i 1788, men navnet Gilbert-øerne (The Gilberts) blev først givet øgruppen, da en fransk-russisk ekspedition kom dertil omkring 1820. "Kiribati" antages at være de fastboendes måde at udtale Gilbert''Gilberts'' på, da -"ti" udtales "ss".<ref>[http://www.kiribatitourism.gov.ki/index.php/practicalinformation/languageculture Language and culture] Kiribati Tourism</ref> Samme logik gør, at [[atol]]len Juleøen (på engelsk Christmas Island, må ikke forveksles med [[Christmasøen]]) blev [[Kiritimati]].

Klimaet er varmt og fugtigt, og vegetationen består af planter og palmer, som tåler [[salt]], især kokos- og bananpalmer. Den kalkedekalkrige og humusfattige jordenjord gør jordbrug vanskelig.

Øen Kiritimati, som er del af Linjeøerne, er verdens største koralløkoralø, hvis man måler flade og ikke udstrækning. Efter som næsten hele Kiribati består af atoller, har området en flad topografi. Med få undtagelser strækker Kiribati sig ikke mere end et par meter over havet.

Ud over disse øer kommer [[Banaba]]-øen. Banaba er både politisk og geografisk uafhængig af de to øer. Øen har rige [[fosfat]]forekomster, hvilket medførte intensiv minedrift fra briternebriternes side, da Kiribati lå under [[Storbritannien]]. Den nuværende geografi er stærkt påvirket af minedriften. Kiribatis højeste punkt, 81 moh., findes på øen Banaba. Banaba er den eneste af øerne som er en ø, og ikke en atol.

Kiribati bliver delt af [[datolinjen]], og frem til 1995 var der derfor to forskellige dage i øriget på samme tid. I 1995 blev det bestemt at hele Kiribati skulle trækkes øst for datolinjen, og på den måde er Kiribati verdens vestligste land. Caroline Island var den første, som gik ind i det nye årtusinde, og blev der efterderefter omdøbt til MilenniumsøenMillenniumsøen (fra engelsk "milenniummillennium" = årtusinde).

I 1989 blev Kiribati regnet af [[FN]] som et af de lande, som ville forsvinde, hvis udviklingen med en [[havstigning]] fortsatte.

Kiribati har indgået samarbejde med [[Fiji]] for at sikre landets indbyggere et tilholdssted, dersom hjemlandet skulle opsluges af et stigende havniveau.<ref>[http://www.climate.gov.ki/2014/02/20/fiji-supports-kiribati-on-sea-level-rise/ «Fiji Supports Kiribati On Sea Level Rise»], Kiribati Climate Change, Kiribatis presidentembete, 11. februar 2014.</ref> Regeringen har købt land på [[Vanua Levu]] i Fiji, også med tanke på fødeforsyningmadforsyning. I maj 2014 betalte Kiribati det sidste afdrag på 8,6 millioner [[amerikanske dollar]] for besiddelsen.<ref>[http://www.radionz.co.nz/international/pacific-news/245690/kiribati-completes-fiji-land-purchase «Kiribati completes Fiji land purchase»], ''Radio New Zealand International'', 28. mai 2014.</ref>

FolketLandets i landetindbyggere er [[Mikronesiere|mikronesiske]] [[kiribatiere]], som på sitderes eget sprog [[kiribatisk]], kalder sig ''i-Kiribati'' (Kiribati-folk). I kolonitiden blev folket kaldt gilbertesere efter som briternes navn på øerne var Gilbertøerne. Kiribatierne er den oprindelige befolkning på øerne.<ref>Barbara A. West: ''Encyclopedia of the Peoples of Asia and Oceania'', Facts On File, 2009, s. 405ff.</ref>

Ved folketællingen i 2010 var 99 % af indbyggerne kiribatiere, mens detder fandtes mindre grupper med oprindelse i [[Tuvalu]], [[Fiji]], [[Nauru]], [[Australien]] og andre lande.<ref name="census57">[http://www.mfed.gov.ki/statistics/kiribati-document-library?view=download&fileId=765 ''Report on the Kiribati 2010 Census of Population and Housing. Vol 1: Basic Information and Tables''], Bairiki: National Statistics Office, 2012, s. 57.</ref>

Kiribatierne taler det [[mikronesiske sprog]] [[kiribatisk]]. [[Engelsk]] blev introduceret i kolonitiden. 93 % af befolkningen kunne ved folketællingen i 2010 læse kiribatisk, mens 92 % var skrivekyndige i sproget. I alt 86 % af befolkningen kunne læse, og 74 % kunne skrive, engelsk.<ref name="census64">[http://www.mfed.gov.ki/statistics/kiribati-document-library?view=download&fileId=765 ''Report on the Kiribati 2010 Census of Population and Housing. Vol 1: Basic Information and Tables''], Bairiki: National Statistics Office, 2012, s. 64.</ref>

Der er [[religionsfrihed]] garanteret af grundloven. Landet har ingen [[statsreligion]], men den overvejende befolkning ener kristne, og kirkesamfundenes stilling i samfundet gør, at kristendommen også sætter sit præg på den offentlige og den politiske sfære. Flere kristne højtidsdage er offentlige helligdage. Offentlige og politiske møder starter ofte med bøn.<ref>«Kiribati», Gary D. Bouma, Rodney Ling, Douglas Pratt: ''Religious Diversity in Southeast Asia and the Pacific: National Case Studies'', Springer, 2010, s. 149-151.</ref>

De første kristne [[missionær]]er fra [[American Board of Commissioners for Foreign Missions]] (ABCFM) kom til [[Abaiang]] i 1857. ABCFM drev mission på de nordlige Gilbertøer. [[London Missionary Society]] (LMS) virkede fra 1870 på øerne i syd, hvor [[Tamana]] og [[Arorae]] for det meste fortsat er protestantiske, mens katolicismen står stærkere på øerne i nord. Folk fra [[Nonouti]] blev kendte med katolicismen efter arbejde på plantager på [[Tahiti]], og i 1888 etablerede også Denden katolske kirke mission på øerne. Missionsvirksomheden medførte resultater, og ved udgangen af 2. verdenskrig var 95 % af kiribatierne kristne. Til trods for dette eksisterer der fortsat traditionelle religiøse forestillinger.<ref name="Teaiwa"> Katerina Teaiwa: [http://repository.usp.ac.fj/7832/1/Kiribati_Vol_3_pg_228_to_236.pdf «Kiribati»], i Thomas Riggs (red.): ''Worldmark Encyclopedia of Religious Practices'', 2. utgave, 2014, s. 228-236.</ref>

[[Den katolske kirke]] er det største kirkesamfund, efterfulgt af [[Kiribati Uniting Church]]. Over halvdelen af kiribatierne er katolikker (55,8 % i folketællingen i 2010), mens en trediedel er protestanter (33,5 % i 2010).<ref name="census55">[http://www.mfed.gov.ki/statistics/kiribati-document-library?view=download&fileId=765 ''Report on the Kiribati 2010 Census of Population and Housing. Vol 1: Basic Information and Tables''], Bairiki: National Statistics Office, 2012, s. 55.</ref> 4,7 % af befolkningen er [[mormon]]er, mens 2,3 % tilhører [[bahai]] og 2 % er [[Syvendedagsadventist|syvendedagsadventister]] (2010). En række andre trossamfund findes også.

Blandt de mindre trossamfund har [[Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Kiribati|mormonerne]], som kom til øerne i 1976, været i vækst med en tilslutning på næsten 5 % af befolkningen i 2010, mens Church of God har opplevet nedgang. [[SyvendedagsadventisterSyvendedagsadventist|Syvendedagsadventisterne]] etablerede sig i 1947 og talte 2 % af befolkningen i 2010. Der findes flere mindre [[Pinsebevægelsen|pinsemenigheder]]. [[Bahai]] blev introduceret i 1954 og har etableret sig med 2,3 % af befolkningen (2010). Den lille gruppe af [[Jehovas vidner]] kaldes Te Koaua.

[[Islam]] er en ny religion i Kiribati, og den lille gruppengruppe muslimer (0,1 % i 2010) holder for det meste til på [[Tarawa]].<ref name="Teaiwa"/>

De første mennesker, som slog sig ned på øen, kom sandsynligvis i begyndelsen af [[1200-tallet]]. De første europæere var antagelig fra [[Spanien]] og kom i slutningen af [[1500-tallet]] og begyndelsen af [[1600-tallet]]. Man antager, at skibene, som ankom til Kiribati, drev [[hvalfangst]], [[slaveri]] og handel. [[James Cook]] kaldte en af øerne for Christmas Island, efter someftersom han landede der den [[24. december]] [[1777]]. Elleve år senere kom kaptajnerne Thomas Gilbert og [[John Marshall (kaptein)|John Marshall]] til øgruppen.

PåI [[1800-tallet]] blev nogennogle af øerne brugt som base for atjagt fange og dræbepå [[hval|hvaler]]. Men antallet af hvaler blev efterhånden stærkt reduceret, og efter nogennogle år var det ikke længere aktuelt at drive hvalfangst fra disse øer. Der kom der efterderefter to bølger af missionærer. I 1850 kom den første bølge med missionærer, fra [[American Board of Commissioners for Foreign Missions]] til øen, og [[kristendom]] blev etableret. Den andre bølge var katolsk, fra "Kongregationen for Jesu og Marias hellige hjerter" (må ikke forveksles med [[picpuspatrene]]), og kom i 1888.<ref>[http://www.kiribatitourism.gov.ki/index.php/aboutkiribati/history History] Kiribati Tourism</ref>

Under [[2. verdenskrig]] var Kiribati okkuperet af [[Japan]]. Slaget ved Syd-Tarawa blev et af de blodigste søslag i 2. verdenskrig, og et hårdt slag for Japan. Efter 2. verdenskrig brugte [[USA]] og Storbritannien Kiribati og øerne omkring til at foretage prøvesprængninger af [[atombombe]]r. Storbritannien sprængte sin aller førsteallerførste [[hydrogenbombe]] på disse øer i [[1957]]. Kort tid efter begyndte Storbritannien at udforske mulighederne for selvstændighed for Gilbert og Ellice. I 1975 skilte Ellice sig fra protektoratet, og i 1977 blev landet uafhængig som Tuvalu.<ref>[http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/1836.htm Background note: Kiribati] – USAs udenrigsdepartements hjemmeside</ref>

Kiribati blev selvstændig 12. juni 1979. Stemmeret blev øjeblikkelig indført, og den første præsident (''beretitenti'') blev Ieremaia Tabai, som blev valgt som 29-årig. Tabai sad i sine tre perioder og gik der efterderefter af i 1991. Hans efterfølger, Teburoro Tito, blev valgt og genvalgt to gange. Imidlertid blev han væltet af et [[mistillidsvotum]] efter et år i sin nye præsidentperiode, og han var dermed udelukket fra at blive genvalgt, efter someftersom han var blevet valgt tre gange.

I marts 2015 blev landet ramt af høje bølger skabte af [[cyklonen Pam]]. På [[Tamana]] og [[Arorae]] blev boliger ødelagte, og på [[Tarawa]] og [[Onotoa]] blev vægge[[kystsikring]] skadedeog veje beskadiget.<ref>[http://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/OCHA_VUT_TCPam_Sitrep7_20150321.pdf ''Vanuatu: Tropical Cyclone Pam Situation Report No. 7 (as of 21 March 2015)''], United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA). Læst 23. marts 2015.</ref>

Banaba-øen har i længere tid overvejet at kræve overgang til [[Fiji]]. Under britisk styre blev størstedelen af indbyggerne tvangsforflyttede til [[Rabiøen]] i Fiji, og da selvstændigheden kom, var flere fijianere med banabaisk baggrund interesserede i at få hjemøen ind under Fiji. Kiribatis regering har ikke accepteret dette, men har i stedet givet flere indrømmelser til Banaba. En af dem er, at den lokale administration faktisk ligger på Rabiøen, og dermed er Banaba underlagt Fiji administrativt men ikke politisk.

Kiribati er et af verdens fattigste lande, og dårlige investeringer med [[Fond (institution)|fondet]] som blev sat op, da fosfatdriften ophørte, har gjort situationen alvorlig for atol-gruppen. Kiribatis indtægter er hovedsagelig indirekte, detf.eks. vilfiskerilicenser sigei pengefobindelse for tilladelse afmed industrielt fiskeri, som andre betaler regeringen. Desuden er Kiribati med i en række projekter igangsatte af blandt andre [[FN]]. EfterEftersom somder detkun er lidt,ringe sommulighed vokserfor derplantevækst, bortset fra [[kopra]], må Kiribati også importere fødevarer.

Fisketilladelser og eventuel olieforekomst (det bores efter olie) er en relativt vigtig indtægt, efter someftersom Kiribati strækker sig over 3 millioner kvadratkilometer af hav, som juridisk ligger ind under dem.

Kiribati har et herrehold i fodbold, men dette har ikke spillet kampe siden 2003, og er ikke anerkendt af [[FIFA]]. Kiribati har været repræsenteret ved [[OL]] to gange, i 2004 og i 2008. De stiller for det meste med [[100-meter-løb|100-meterløb]], men også [[vægtløftere]]. 100-meterløberen [[Kaitinano Mwemweata]] var den første, som repræsenterede Kiribati i OL.