Mausoleet i Halikarnassos: Forskelle mellem versioner

Komplekset, der var bygget i [[jonisk orden|jonisk]] stil (Mausolos' rige lå i [[Jonien]]), var sin tids største gravmonument og omtales af [[Plinius den Ældre]]. [[Arkitekt]]erne hed [[Pytheos]] og [[Satyros]], og den skulpturelle udsmykning var lavet af mestre som [[Skopas]], [[Leoarches]] og [[Bryaxis]] og [[Timotheos]], der på hver side af bygningen skulle udføre den [[formende kunst|plastiske udsmykning]]. Den bestod dels af store dyrefigurer og kolossalstatuer af krigere i [[Grækenland|græsk]] og [[Iran|persisk]] dragt, dels af fire relief[[frise]]r, hvoraf den ene viste en [[Amazone|amazonekamp]]. Mausoleet overlevede i adskillige århundreder, men en række [[jordskælv]] omkring år [[1400]] ødelagde det, hvorefter [[Johanniterordenen|johannitterne]] i 1402 og 1522 benyttede materialerne til en befæstning i nærheden, [[Bodrum Borg]], mod [[Timur Lenk|Tamerlan]] og tyrkerne. De sørgelige rester blev herefter dækket med jord. 1846 blev en del på stedet fundne sager sendt til [[British Museum]]. I [[1852]] blev ruinen udgravet af den engelske [[arkæolog]] [[Charles Thomas Newton]], som havde lokaliseret den ved hjælp af Plinius' beskrivelser. Det samlede udbytte kom til London. Den plastiske udsmykning er for størstedelen ødelagt. Bevarede er dog Artemisias og Mausollos’ statuer. Navnlig den sidste, der har måttet samles af mange brudstykker, er et særdeles godt og karakterfuldt arbejde. Endvidere er bevaret adskillige stykker af friserne, hvilke man har søgt — og ikke uden en vis sandsynlighed — at henføre til bestemte af de nævnte kunstnere.