Spedalskhed: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ |
Pugilist (diskussion | bidrag) m →Historie: flertydige links |
||
Linje 12:
[[Hippokrates]] kaldte sygdommen "den [[fønikisk]]e syge", mens [[Galen]] kaldte den ''elephantiasis'', idet mange af de syge udvikler en [[pergament]]agtig hud, der minder om [[elefant]]ens. I [[Europa]] hørte man kun lidt om den, indtil [[Pompejus]]' hær bragte den med sig tilbage efter hans [[Syrien|syriske]] krig i 61 f.Kr; derefter er den beskrevet af Soranus, Areteus og andre af [[antikken]]s forfattere. <ref>[http://www.internationalstandardbible.com/L/leper-leprosy.html Leper; Leprosy - International Standard Bible Encyclopedia<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
Spedalskhed er omtalt i den indiske [[Vedaerne|veda]]-digtning, samlet ca. 3500 [[år]] f.Kr. Indiske læger forklarede sygdommen med, at [[parasit]]ter invaderede patienter med svækket modstandskraft fra et slet kosthold eller en usund livsførsel, således at spedalskhed efter deres mening kunne udløses af kolde bad på varme dage, fysiske anstrengelser som [[sex]], eller af at holde brækninger tilbage. Inderne forklarede også sygdommen som [[gud (højere væsen)|gud]]ernes straf for grove [[forbrydelse]]r, mens grækerne tænkte sig patienten som et spejlbillede af sin sygdom. [[Adjektiv]]et ''[[Herkules|herculisk]]'' beskrev en lidelse, der helt ødelagde sine ofre. ''Leontiasis'' viste til knuderne i panden, der fik patienten til at minde om en [[løve]]. ''Saturiasis'' viste til idéen om, at spedalske har en hæmningsløs kønsdrift, så de både af udseende og adfærd ligner [[satyr]]er. "''Bagefter lægger der sig skum på læberne, ligesom hos [[ged]]er,''" påstod lægen Areteus af [[Kappadokien]]. Både inderne og senere grækerne advarede mod at spise fisk. De tænkte sig, at [[tran]] og fiskefedt blandede sig i [[blod]]et hos den spisende og ødelagde det. Tidligt i 1900-tallet diskuterede læger stadigvæk, om fiskespisning var af betydning for udvikling af spedalskhed. <ref>Bjørn Godøy: ''Ti tusen skygger'' (s. 29-30)</ref>
[[Fil:Father_Damien,_photograph_by_William_Brigham.jpg|thumb|Fader Damian, som hjalp spedalske og selv døde af sygdommen.]]
Linje 19:
Særlig udbredt i Europa var den efter [[korstog]]ene, og i middelalderen blev der oprettet en række hospitaler, [[leprosarium|leprosarier]], for spedalske. Det var i næsten alle tilfælde [[Den katolske kirke]], som drev sygehusene, og mange [[munk]]e og [[nonne]]r følte et specielt kald til at hjælpe de spedalske, til trods for at de udsatte sig selv for stor smittefare. Finansieringen kom i mange tilfælde fra en lokal [[adel]]smand. Dette fortsatte også efter middelalderen; de katolske [[missionær]]er var gerne de første og mange steder de eneste, som oprettede leprosarier. Fra [[England]] kendes 300; i [[Frankrig]] var der i [[1226]] mere end 2.000. I [[Norge]] åbnede det første leprosarium, St. Katharina i [[Bergen]], i slutningen af 1200-tallet. <ref>Bjørn Godøy: ''Ti tusen skygger'' (s. 31)</ref>
I [[1225]] var der op mod 19.000 leprosarier i Europa. Love blev indført for at begrænse de spedalskes bevægelsesfrihed, og de som kunne gå rundt og tigge, skulle varsle hvor de var med bjælder. I middelalderen var den normale kristne opfattelse, at selv om de spedalske var forbandede af mennesker, så var de elsket af [[Gud (monoteistisk)|Gud]]. Flere ordener blev stiftet i [[det hellige land]] på 1100-tallet; den mest forunderlige var måske [[Lazarus]]-ordenen, som fortrinsvis tog spedalske op. Først og fremmest var den en orden, som drev leprosarierne, men i tilfælde af [[krig]], drog de spedalske [[ridder]]e i kamp på lige fod med riddere fra andre ordener.<ref>[[Kurt Villads Jensen|Jensen, Kurt Villads]]: ''Korstogene'' (s. 48), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>
Mest udbredt var sygdommen i Europa i [[1200-tallet]], i 1500- og [[1600-tallet]] mindskes antallet af syge, og i [[1700-tallet]] havde sygdommen mindre betydning i Europa. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at de syge blev isoleret, og at de var særligt udsat for andre smitsomme sygdomme. Straks spedalskhed blev opdaget hos en person i 1200-tallet, blev en "
I [[middelalderen]] var megen [[overtro]] forbundet med en række sygdomme. Nogen mente, at [[Satan|djævelen]] havde forårsaget [[pest]]en, og [[jøder]] og spedalske var [[djævel]]ens medhjælpere. Drab på jøder og spedalske forekom flere steder i Europa. Betegnelsen spedalsk inkluderede sandsynligvis en række ikke-smitsomme hudsygdomme som [[eksem]] og [[psoriasis]], og andre smitsomme sygdomme som kopper og sekundær [[syfilis]]. Det er vigtigt at vide i forhold til historiske tekster og omtale, da det, der i dag er spedalskhed, er en infektion med ''mycobacterium leprae'', ikke nødvendigvis var den samme som den bibelske spedalskhed.
| |||