Ontologi (filosofi): Forskelle mellem versioner

[[Aristoteles]] betragtes som faderen til ontologi som disciplin. Selvom præ[[Sokrates|sokratikerne]] havde mange ontologiske betragtninger, var det Aristoteles, der for første gang introducerede ontologi som den disciplin, der studerer væren qua væren. '[[Substans (filosofi)|Substans]]' eller ''ousia'' (Οὐσία) er nøglebegrebet i Aristoteleses [[metafysik]]. Når man taler om en tings [[væsen]], om sagens natur eller om genstandens [[essens]] osv., kommer dette fra en bestemt oversættelse af Aristoteleses ''Metafysikken''.

 

 

Inden for [[videnskabsteori]]en taler man om et fags ontologi, dvs de grundlæggende antagelser om fagets genstandsfelt. I denne forbindelse taler man eksempelvis om ontologisk reduktion, der dels kan handle om at forsimple et specifik fags genstandsfelt, og dels kan handle om, hvorvidt et fags genstandsfelt kan inkludere eller eliminere andre fags genstandsfelter. Det klassiske eksempel på sidstnævnte er den berømte ambition om enhedsvidenskab, hvor enheden forsøges etableret gennem ideen om en fælles ontologi – et genstandfelt for alle videnskaber. Således har man tænkt, at man kunne reducere [[socialvidenskab]] til [[psykologi]], psykologi til [[biologi]], biologi til [[fysik]] og på denne måde gøre fysikkens genstandsfelt til alle videnskabers fælles ontologi.