Plinius den ældre: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m indsat skabelon |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, fra norsk wiki (ikke afsluttet) |
||
Linje 12:
En vigtig kilde til vores viden om Plinius den Ældres liv og død er hans nevø og adoptivsøn [[Plinius den Yngre]]s breve.
== Liv og virke ==
{{ibrug|[[Bruger:Rmir2|Rmir2]] ([[Brugerdiskussion:Rmir2|diskussion]]) 2. aug 2016, 17:13 (CEST)}}
=== Baggrund ===
Plinius' alder er afledt fra det faktum, at Vesuv havde et udbrud i august i år 79, og et udsagn fra hans nevø Plinius den yngre om, at da han døde, var han 56 år, hvilket betyder, at han blev født i år 23.
Han var søn af en romersk ''[[Ridder (romersk)|equites]]'', Gaius Plinius Celer og dennes hustru Marcella. Hverken den yngre eller den ældre Plinius nævner navnene. Den vigtigste kilde om forældrene er en fragmentarisk inskription (CIL V 1 3442) fundet på en mark i [[Verona]] og nedtegnet af [[Augustinerordenen|augustinsk]] munk Onofrio Panvinio i Verona. Betydningen af inskriptionen afhænger af rekonstruktionen,<ref name="Hardouin50"> Gaius Plinius Secundus; Jean Harduin (Kommentator); C. Alexandre; N.E. Lemaire (red. og bidrag) (1827). «Ad Pliniam Vitam Excursus I: de Plinii Patria» (på latin, fransk). ''Caii Plinii Secundi Historiae Naturalis Libri XXXVII''. Bibliotheca Classica Latina. 1. Paris: Didot. s. 50.</ref> undtaget at i alle tilfælde har navnene kommet gjennom. Om han var ''[[augur]]'' og hun var navngivet ''Grania Marcella'' er mindre sikkert. [[Jean Hardouin]], en [[Frankrig|fransk]] lærd på [[antikken]], har præsenteret et udsagn fra en ellers ukendt kilde, som han hævder er fra antikken, om, at Plinius var fra Verona, og hans forældre var Celer og Marcella. <ref> Allain, Eugène (1902): (på fransk): ''Pline le Jeune et ses héritiers''. '''3''' (ouvrage illustré d'environ 100 photogravures et de 15 cartes ou plans ed.). A. Fontemoing. ss. 281–282.</ref>
[[Fil:Jean-Baptiste-Camille Corot - Como and Lake Como.jpg|thumb|left|Byen og søen Como, malet af [[Jean-Baptiste Camille Corot]], 1834.]]
[[Fil:Plinio praefecto.jpg|thumb|left|En 10,5 cm ''phalera'' (militær dekoration) udgravet fra [[Xanten]] og i dag i [[British Museum]].<ref> [http://www.britishmuseum.org/explore/highlights/highlight_objects/gr/m/military_horse_trapping.aspx "Military horse trapping inscribed with the name of Pliny the Elder"]. ''The British Museum: Highlights'' </ref> Inskripsjonen fra hullete prikker: ''PLINIO PRAEF EQ'' = ''Plinio praefecto equitum'', "Plinius prefekt af kavaleriet". Det var måske udstedt til hver mand i Plinius' enhed. Figuren er bysten af kejseren.]]
Andre anstrengelser for at knytte Celer og Marcella med andre ''[[Gens|gentes]]'' (familienavne) er meget spekulative. Hardouin er den eneste lærde, som benytter den ukendte kilde. Hvordan inskriptionen kom til Verona er et mysterium, men det kan være kommet ved fragt af ejendelene tilhørende Plinius den yngres da [[Toscana|toskanske]] (i dag Umbria) ejendom ved Colle Plinio, nord for Città di Castello, sikkert identificeret ved hans initialer på tagfliserne. Han havde statuer af sine forfædre her.
Plinius den ældre blev født i [[Como]] i nordlige [[Italia]], ikke [[Verona]]. Det er kun som en indfødt af ''Gallia Transpadana'' at han kaldes "Catullus af Verona" af hans ''conterraneus'', eller landsmænd, ikke hans ''municeps'', eller det vil sige, at de var fælles bysbarn. <ref> Denne artikel indeholder tekst af Charles Peter Mason fra artiklen "C. Plinius Secundus" fra ''Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology'', som nu er offentlig ejendom, af William Smith (1870), bind. 3, s. 414.</ref><ref> «I, Dedikation». Natural History. citat: «om jeg må være tilladt at søge værn under eksemplet til Catullus, min landsmand».</ref> <ref> [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/L/Roman/Texts/Pliny_the_Elder/praefatio*.html#1 Praef. §1]</ref> En statue af Plinius på facaden af Duomo of Como fejrer ham som en indfødt. Han havde en søster, Plinia, som giftede sig ind i familien ''Caecilii'', og blev mor til hans nevø, [[Plinius den yngre]], hvis brev beskrev hans værker.
To inskriptioner som identificerer hjembyen for Plinius den yngre som Como, har forrang over Verona-teorien. En inskription ([[Corpus Inscriptionum Latinarum|CIL V 5262]]) fejrer den yngres karriere som kejserlig magistrat (øvrighetsperson) og giver detaljer fra hans betydelige veldedighedsarbejde og udgifter på vegne af folket i Como. En anden inskription ([[Corpus Inscriptionum Latinarum|CIL V 5667]]) identificerer hans far Lucius' landsby som Fecchio (stammen ''Oufentina'') i nærheden af Como. Det er derfor sandsynlig at Plinia var en lokal pike og Plinius den ældre, hendes broder, kom fra Como.<ref> Pliny the Younger; Betty Radice (overs.) (1969): «Appendix A: Inscriptions». ''The letters of the younger Pliny'' (6. rev.) Penguin Classics. ISBN 978-0-14-044127-7.</ref>
Gaius var af [[:wikt:scion|''scion'']]slægten (''[[gens]]'') ''Plinii''. Han tog ikke sin fars ''[[cognomen]]'' (tredjenavn) Celer, men sit eget, Secundus. Hans adopterede søn tog det samme cognomen, og Plinius grundlagde en slægtsgren, ''Plinii Secundi''. Familien var fremgangsrig; Plinius den yngres arvete ejendomme gjorde ham så rig, at han kunne grundlægge en [[skole]] og et [[bibliotek]], oprette et fond som sørgede for mad til kvinder og barn af Como, og hans egne talrige ejendomme rundt Roma og søen Como, foruden at han gav gaver til en del af sine venner som en personlig gunst. Ingen tidligere tilfælde af navnet Plinii er kendt.
I 59 f.Kr., kun 82 år før Plinius blev født, grundlagde [[Julius Cæsar]] Novum Comum (tilbagevendt til Comum) som en ''colonia'' for at sikre regionen mod angreb fra barbariske stammer i [[Alpene]] og som Cæsar ikke selv rakk at besejre og underlægge sig. Han fragtede ind en befolkning på rundt 4.500 mennesker fra andre provinser (ikke klart fra hvor) for at blive bosat i [[Comasco]], desuden 500 aristokratiske [[Antikkens Hellas|grækere]] for at grundlægge selve Novum Comum.<ref> Hardy, Ernest George (2007): «V Caesar's Colony at Novum Comum in 59 BC». ''Some Problems in Roman History: Ten Essays Bearing on the Administrative and Legislative Work of Julius Caesar''. The Lawbook Exchange, Ltd. ISBN 978-1-58477-753-3. s. 126–149.</ref> Samfundet var således mangekulturelt og fleretnisk, og familien til Plinius kan have kommet fra hvor som helst. Om nogen konklusion kan blive trukket fra Plinius præferense for [[græsk]]e ord, eller [[Lingvistik|lingvisten]] [[Julius Pokorny]]s udledning af ordet, at navnet er fra [[Italiske sprog|nordlig italisk]] som "skallet"<ref> Pokorny, Julius: [http://www.indoeuropean.nl/index2.html ''Indogermanisches Etymologisches Woerterbuch''] (tysk). Universitet i Leiden. s. 834.</ref> er kun en spekulativ mening. Det er ingen nedtegnelser som angiver nogen hentydning om [[Etnicitet|etniske]] sondring i Plinius' samtid. Befolkningen selv tog stolthed i at være romerske borgere.
Plinius den ældre giftede sig ikke og havde ingen barn. I sit [[testamente]] [[Adoption|adoptere]] han sin nevø, noget som gav nevøen ret til arve alle hans ejendomme. Denne formen for adoption er kaldt for "testamentarisk adoption" af dem, som har skrevet om emnet og som sikrede kun navneændring, men romersk retsvidenskap anerkender ingen sådan kategori. Plinius den yngre var således den reelle adopterede søn af Plinius den ældre, men ikke i sidstnævntes egen levetid.<ref> Pliny the Younger; Constantine E. Prichard; Edward R. Bernard (red.) (1896): ''Selected Letters''. Oxford: Clarendon Press. s. 1.</ref> For i det mindste en del af tiden boede Plinius under det samme tag som sinsøster og nevø (hvis ægtemand og fader døde ung). Mens de så gjorde besluttede Plinius at undersøge udbruddet af vulkanen Vesuv, men blev forledt af behovet for en redningsaktion og af en budbringer af en ven, som bad om hjælp.
=== Student og advokat ===
[[Fil:Castor and Pollux.jpg|thumb|left|[[Castor og Pollux-templet|Levninge af templet]] for [[Dioskurene|Kastor og Pollux]] i Rom.]]
Plinus' fader tog ham med til [[Rom]] for, at han skulle få en uddannelse. Han har fortalt, at han så Marcus Servilius Nonianus, romersk konsul.
=== Militær karriere ===
[[Fil:Castra-vetera.jpg|thumb|Kort over [[Castra Vetera]], en stor ''castra stativa'', eller fast romersk militærlejr i [[Germania Inferior]], hvor Plinius tilbragte den sidste del af sin ti år lang militære pligttjeneste som kommandant af kavaleriet. Den lå ved [[Rhinen]]s nedre del.]]
I år [[46]], da han var 23 år, gik Plinius ind i hæren som juniorofficer, hvilket var skikken for unge mænd af rangen [[Ridder (romersk)|''equites'']]. [[Ronald Syme]], en moderne forsker af Plinius, har rekonstrueret tre perioder med tre grader.<ref name="Beagon3"> Beagon (2005), s.3.</ref><ref> Syme (1969), s. 207.</ref> Plinius' interesse i [[latinsk litteratur]] vakte opmærksomhed og gjorde ham til ven med andre litterære mænd af højere grader, og som han oprettede varige venskaber med. Senere støttede disse venskaber ham til at få tilgang til højere lag i samfundet; imidlertid havde han også godt omdømme for sine kundskaber og dygtighed. I henhold til Syme begyndte han som ''præfectus cohortis'', en «kommandant af en [[Kohort (avdeling)|kohort]]» (en infanterikohort da juniorofficerer begyndte i infanteriet) under [[Gnaeus Domitius Corbulo]] som også var en forfatter (men ingen af hans værker har overlevet) i Germania Inferior. I år 47 deltog han i den romerske erobring af [[chauker]]ne, en germansk stamme ved kysten af [[Nordsøen]] i det, som i dag er [[Nederlandene]], og derefter af ødelæggelsen af passagen mellem floderne [[Maas]] og [[Rhinen]]. Hans beskrivelse af romerske skibe, som ankrede op i floden over natten efter at have måtte vogte sig for flydende træer, har præg af en øjenvidneskildring.<ref> «XVI.2». ''Natural History''. Sitat: «Many is the time that these trees have struck our fleets with alarm, when the waves have driven them, almost purposely it would seem, against their prows as they stood at anchor in the night; and the men, destitute of all remedy and resource, have had to engage in a naval combat with a forest of trees!»</ref>
Ved en uklar dato blev Plinius overført til kommandoen af [[Germania Superior]] under [[Publius Pomponius Secundus]] med forfremmelsen til militær tribun,<ref name="Beagon3" /> hvilket var en position i staben og med pligter under distriktkommandanten. Pomponius var halvbroder af Corbulo.<ref> Levick, Barbara (1999): ''Tiberius the politician'' (2. rev. utg.). Routledge. ISBN 978-0-415-21753-8. s. 290.</ref> De havde samme moder, [[Vistilia]], en mægtig matrone fra de øverste romerske klasser, som havde syv børn med seks ægtemænd, mange af børnene havde kejserlige forbindelser, herunder en fremtidig kejserinde. Plinius' opgave er ikke klart, men han må have deltaget i krigen mod [[Chattere|chatterne]] i år [[50]], 27 år gammel og i sit fjerde tjenesteår. Associeret med kommandanten i ''prætorium'' blev han en familiær og nær ven af Pomponius, som også var en skrivende mand.
Ved en anden usikker dato blev Plinius overført tilbage til [[Germania Inferior]]. Corbulo havde flyttet for at overtage en kommando længere mod øst. Ved denne tid blev Plinius forfremmet til ''præfectus alæ'', "kommandant af en ala", med ansvar for en kavaleribataljon på rundt 480 mænd. Et skel blev fortsatt gjort mellem legionærer og allierede støttetropper, selv om alle italienere nu var romerske borgere. Plinius, som kom fra nordlige Italien, var en allieret kommandant,<ref name="PYIII.5"> Pliny the Younger (Plinius den yngre): [http://www.bartleby.com/9/4/1027.html «III.5 To Baebius Macer»]. ''Letters''.</ref> som det meste af kavaleriet på denne tid (men lige rang, autoritet og fordele som romerske modparter). Han tilbragte resten af sin hvervetid her. En dekorativ ''phalera'' (militær dekoration i form af en brystplade) med hans navn er blevet fundet ved ''[[Xanten|Castra Vetera]]'', en stor romersk militærbase for hæren og marinen ved nedre [[Rhinen]].<ref name="Beagon3" /> Plinius' sidste kommandant der, åbenbart en mand som ikke var litterær eller nogen nær ven, var [[Pompeius Paulinus]], guvernør af [[Germania Inferior]] i tiden 55-58.<ref>Griffin (1992), s. 438.</ref> Plinius har fortalt, at han personlig vidste, at Paulinus havde fragtet rundt med 12.000 pund med sølvtøj for at spise middag med på et krigstogt mod germanerne (en praksis som ikke var sympatisk for den disciplinerede Plinius).<ref> «XXXIII.50». ''Natural History''. Sitat: «to my own knowledge, Pompeius Paulinus ... had with him, when serving with the army, and that, too, in a war against the most savage nations, a service of silver plate that weighed twelve thousand pounds!»</ref>
I henhold til hans nevø, <ref name="PYIII.5" /> var det i løbet af denne tid, at han skrev sin første bog (måske i løbet af vinteren da ledig tid var mere tilgængelig), et arbejde om kavaleriets brug af missiler, ''De jaculatione equestri''. Bogen er gået tabt, men i ''[[Naturalis Historia]]'' synes han at have afsløret i mindste dele af dens indhold: ved at benytte sig af hestens bevægelser for at give støtte til at slynge kastespydet samtidig mens rytteren sad overskrevs på hesten.<ref> «VIII.65». ''Natural History''. Sitat: «Those who have to use the javelin are well aware how the horse, by its exertions and the supple movements of its body, aids the rider in any difficulty he may have in throwing his weapon.»</ref> I løbet af denne periode drømte han også om, at ånden til [[Nero Claudius Drusus|Drusus Nero]] bønfaldt ham om at redde hans minde fra at forsvinde i glemsel.<ref name="PYIII.5" /> [[Drøm]]men fik Plinius til at begynde at skrive på en bog om alle krigene mellem romerne og germanerne, og som han brugte flere år på at fuldføre.
[[Fil:Head Titus Glyptothek Munich 338.jpg|thumb|left|Titus]]
Bog I, kapitel 1, af ''Historia Naturalis'' dedikerede værket til kejser [[Titus|Titus Flavius]], søn af [[Vespasian]]. I denne dedikation kaldte han Titus for en gammel messekamerat (forholdet til en ''[[contubernium]]'', "dele det samme telt"): «du ... har anset mig som en medsoldat og en messekamerat. Ikke har graden af din fremgang skabt nogen ændringer hos dig..." Problemet med dette afsnit er aldersforskellen mellem Plinius og den 16 år yngre Titus. På samme tid var Titus en militær tribun og kunne ikke have været en kammerat, det vil sige af samme rang som Plinius i Germania Superior i år 50. Titus var kun 11 år gammel på den tid. Med forbehold om senere militære kampagner for Titus i øst mangler bevis og passer ikke med omstændighederne; Titus var kommanderende general (og ikke en kammerat af lavere grad) mens Plinius var enten en privat borger eller en general selv underlagt [[Vespasian]].
Pligten i Germania Inferior er kun trolig mulighed for Titus til at have delt en ''contubernium'' med Plinius.<ref name="Beagon3" /> Officerer af øvre klasser tog en 10 år lang forpligtelse (i modsætning til den ordinære legionærs 20 eller 25 års pligttjeneste).<ref> Erdkamp, Paul (2007): ''A companion to the Roman army'' (illustr. utg.). Malden, MA; Oxford: Wiley-Blackwell. ISBN 9781405121538. s. 139.</ref> Plinius' tid ville have været op til år 56 ved en alder af 33 år. Ved hans egen redegørelse om [[solformørkelse]], som indtrådte i [[Campania]] i år 59, som synes at være en øjenvidneredegørelse, var han antagelig civil ved den tid.<ref> «II.72». ''Natural History''. Sitat: «The eclipse of the sun which occurred the day before the calends of May, in the consulship of Vipstanus and Fonteius, not many years ago, was seen in Campania between the seventh and eighth hour of the day; the general Corbulo informs us, that it was seen in Armenia, between the eleventh and twelfth hour.»</ref> I år 56 var Titus 17 år gammel. Hans fader var ikke blevet kejser. Staben til en kommandant delte ofte kvarter og messe med kommandanten, særlig i felten. Udfra omstændighederne var Titus en ny officer ved Plinius' stab mod slutningen af Plinius' tjeneste. Forholdet mellem de to, den ene gammel nok til at have været den andens fader, må have været lige så nært som Plinius havde med Pomponius.
=== Litterært mellemspil ===
[[Fil:Nero Palatino Inv618.jpg|thumb|left|200px|Marmorbyste af Nero, Palatinerhøjdens antikvariske museum.]]
Ved den tidligste tiden som Plinius kunne ha forlatt tjenesten, hadde [[Nero]], den siste i det [[julo-claudiske dynasti]], vært keiser i to år. Han hadde forlatt posisjonen før i 68 da Plinius var 45 år gammel. I løpet av denne tiden hadde Plinius ingen høyere posisjon eller arbeid for staten. I det påfølgende [[flaviske dynasti]] var behovet for hans tjenester så høyt at han måtte å oppgi praksisen som [[advokat]], noe som antyder at han ikke forsøkte å tiltrekke seg oppmerksomheten til Nero, en hersker som ble vurdert av sine samtidige som et farlig bekjentskap, og ikke uten grunn.
Under Nero levde Plinius hovedsakelig i [[Roma]]. Han nevner et kart over Armenia og områdene ved [[Det kaspiske hav]] som ble sendt til Roma med staben til Corbulo i 58.<ref> «VI.15». ''Natural History''.</ref> Han så også byggingen av Neros [[Domus Aurea]] eller «Det gylne hus» etter brannen i 64.<ref> «XXXVI.24». ''Natural History''.</ref>
Foruten å prosessere rettssaker drev han på med sin skriving, forskning og studier. Hans andre utgitt bok var en biografi over hans gamle kommandant [[Pomponius Secundus]], utgitt i to bøker.<ref name="PYIII.5" /> Etter flere år i fengsel under [[Tiberius]], 31-37 (som han benyttet med å skrive [[tragedie]]r), ble Secundus rehabilitert under [[Caligula]] (som senere giftet seg med hans halvsøster, [[Caesonia]]) i 38, ble gjort til konsul i 41 og ble sendt som ''legatus'' til [[Germania]] hvor han vant en seier mot chatterne og ble belønnet med et [[triumftog]]. Etter dette høydepunktet i karrieren forsvant han fra historien for aldri å bli nevnt igjen, unntatt av de to Plinius, og er ikke blant verken venner eller fiender av [[Nero]].
Den eldre Plinius nevner at han så «i besittelsene til Pomponius Secundus, poeten, en meget strålende borger,» manuskripter i «gammel håndskrift til Tiberius og Caius Gracchus.»<ref> «XIII.26». ''Natural History''.</ref> Hans fremste tid ville ha vært hans triumf i 50 eller 51. I 54 kom Nero til makten; på den tiden arbeidet Plinius med to militære verker. Plinius den yngre sier at biografien om Secundus var «en plikt som han skyldte minnet om sin venn», antyder således at Secundus var død. Omstendighetene om denne plikten og hvorvidt det hadde eller ikke hadde noe å gjøre med hans antagelige unngåelse av Nero har forsvunnet fra verket.
I mellomtiden fullførte han tyve bøker av hans verk ''Historien om de germanske krigene'', den eneste autoriteten siterte i de første seks bøkene av ''[[Annalene (Tacitus)|Annalene]]'' til [[Tacitus]],<ref> Tacitus: [http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/ptext?doc=Perseus%3Atext%3A1999.02.0078&layout=&loc=1.69 "I.69"]. ''The Annals''.</ref> og antagelig en av de fremste autoritetene bak verket ''[[Germania (Tacitus)|Germania]]''. Den forsvant til fordel for skriftene til Tacitus (som er langt kortere), og tidlig på [[400-tallet]] hadde eksempelvis [[Symmachus]] få håp om å finne et bevart eksemplar.<ref> Symmachus: «IV.18». ''Letters''. </ref>
Som med [[Caligula]] synes det også som om Nero ble gradvis mer og mer sinnssyk etter hvert som hans styre utviklet seg. Plinius henga mye av sin tid til å skrive forholdsvis om trygge emner som [[grammatikk]] og [[retorikk]]. Han utga et verk i tre bind, en [[Pedagogikk|pedagogisk]] lærebok om [[retorikk]] kalt for ''Studiosus'' («Studenten»). Plinius den yngre skrev om denne at «taleren er opplært fra sin krybbetid og perfeksjonert.»<ref name="PYIII.5" /> Denne ble fulgt av åtte bøker om Dubii sermonis, ''Om tvilsom fraseologi''. Begge verkene har dessverre gått tapt. Hans nevø nevner at «Han skrev dette under Nero i de siste årene av hans styre, da hver eneste form for litterære bestrebelser som var i det minste uavhengig eller opphøyd hadde blitt farlig ved slaveri.»
I [[68]] hadde ikke Nero lenger noen venner eller tilhengere. Han begikk [[selvmord]] og terrorstyret var over, også mellomspillet med Plinius' forpliktelse til staten.
=== Offentlige embeter ===
[[Fil:Vespasianus03 pushkin.jpg|thumb|Byste av [[Vespasian]], [[Pusjkinmuseet]], [[Moskva]].]]
Mot slutten av 69, etter et år med [[borgerkrig]] som følge av Neros død, ble [[Vespasian]] keiser. Han var en dyktig hærfører og som Plinius kom han fra middelklassen, [[Ridder (romersk)|''equites'']], hadde steget i gradene i militæret og offentlige posisjoner, og beseiret sine fremste motstandere for den høyeste posisjonen. Hans hovedmål var å etablere ny fred under keiserlig kontroll og få kontroll på økonomien. Han trengte i sin administrasjon all den lojalitet og støtte han kunne finne. Plinius, åpenbart tiltrodd uten spørsmål, kanskje (ved å lese mellom linjene) anbefalt av Titus, ble satt i arbeid umiddelbart og ble holdt i en jevnlig rekkefølge til de fremste posisjoner som [[prokurator]], i henhold til [[Suetonius]].<ref> Syme (1969), s. 224.</ref> En prokurator var generelt en guvernør av en keiserlig provins. Romerriket hadde stadig mangler på disse, og søkte stadig etter folk til å fylle disse ansvarlige posisjonene.
En gjennomgående undersøkelse av prokuratorskapene til Plinius ble gjort av den klassiske forskeren [[Friedrich Münzer]], og som ble gjennomgått på nytt av [[Ronald Syme]] og har blitt standard referansepunkter. Münzer fremmet fire prokuratorskap, hvorav to er bevitnet med sikkerhet og to er sannsynlige, men ikke bevist. De to tilfredsstiller dog ikke [[Suetonius]]' beskrivelse av en jevnlig etterfølge.<ref> Griffin (1992), s. 439.</ref> Av den grunn presenterer forskere på Plinius to til fire. I henhold til Syme kan Plinius ha vært «etterfølger av Valerius Paulinus», prokurator av [[Gallia Narbonensis]] (sørøstlige [[Frankrike]]), tidlig i [[70]]. Han synes å ha hatt en «fortrolighet med provincia», men det kan også forklares på annet vis: <ref> Syme (1969), s. 225.</ref> Eksempelvis skriver Plinius:<ref>«III.5 (.4)». ''Natural History''.</ref>
:«I kultiveringen av jorden, skikkene og sivilisasjonen til innbyggerne, og graden av dens rikdom, den er ikke overgått av noen andre provinser, og i korthet kan være mer sannferdig beskrevet som en del av Italia enn som en provins.»
[[Fil:Palmeraie gabès2.jpg|thumb|left|Oasis ved Gabès.]]
Det er sikkert at Plinius tilbrakte en del tid i [[Africa (romersk provins)|provinsen Africa]], mest sannsynlig som prokurator.<ref>Syme (1969), s. 214-215.</ref> Blant andre hendelser eller trekk som han overså er utrenskingen av ''rubetæ'', giftige padder ([[Ekte padder|''bufonidæ'']]), av den nordafrikanske etniske stammene [[psylliere]];<ref> «XXV.76». ''Natural History''. Sitat: «I myself have seen the Psylli, in their exhibitions, irritate them by placing them upon flat vessels made red hot, their bite being fatal more instantaneously than the sting even of the asp.»</ref> bygninger gjort av jordmurer, «overlegen i fasthet ovenfor enhver sement»;<ref> «XXXV.48 (14.)». ''Natural History''.</ref> og de uvanlige, fruktbare kystoasen [[Gabès]] (den gang Tacape) i [[Tunisia]], i dag en del av [[UNESCO]]s [[Verdensarven]].<ref> «XVIII.51». ''Natural History''.</ref> Syme har anslått posisjonen som prokurator til årene 70-72.
Prokurator av [[Hispania Tarraconensis]] kom deretter. Et utsagn av Plinius den yngre om at hans onkel ble tilbudt 400 000 [[Sestertius|sesterier]] for sine manuskripter av Larcius Licinius mens den eldre Plinius var prokurator av Hispania har fastslått denne posisjonen med sikkerhet. <ref name="PYIII.5" /> Plinius lister folkene «Nærmest Hispania», inkludert befolkningsstatistikk og sivile rettigheter (dagens [[Asturias]] og [[Gallaecia]]). Han stopper opp i omtalen av dem alle i frykt for «å trette leseren».<ref> «III.4 (.3) Of Nearer Spain». ''Natural History''.</ref> Da dette er den eneste [[geografi]]ske regionen som han gir informasjon om, har Syme antatt at Plinius har bidratt til folketellingen/beregningen for Hispania som ble utført av [[Vibius Crispus]] i 73/74, en keiserlig legat og således daterer Plinius' prokuratorskap der.<ref>Syme (1969), s. 216.</ref>
[[Fil:Panorámica de Las Médulas.jpg|thumb|right|Utsyn over Las Médulas]]
I løpet av hans tid i Hispania gjorde han seg kjent med [[jordbruk]]et og særlig gullgruvene i nord og vest i landet.<ref> «XXXIII.21». ''Natural History''. Sitat: «Asturia, Gallæcia, and Lusitania furnish in this manner, yearly, according to some authorities, twenty thousand pounds' weight of gold, the produce of Asturia forming the major part. Indeed, there is no part of the world that for centuries has maintained such a continuous fertility in gold.»</ref> Hans beskrivelser av de ulike metodene for gruvedrift synes å være som øyenvitne bedømt etter hans diskusjon av gullgruvedriften i ''Naturalis Historia''. Han kan ha besøkt gruven i [[Las Medulas]].
[[Fil:Trier Porta Nigra BW 1.JPG|thumb|left|Romersk port i Trier.]]
Den siste posisjonen som prokurator er usikker, men var i tilfelle i [[Gallia Belgica]]. Antagelsen er basert på Plinius' kjennskap til provinsen. Hovedstaden var Augusta Treverorum ([[Trier]]), navngitt etter den [[Gallere|galliske]] stammen av [[Treveri|trevererne]] som omga den. Plinius sier at «året før denne» drepte en fryktelig vinter den første avlingen som var plantet; de sådde igjen i mars og hadde «en meget rikelig avling».<ref> «XVIII.49 (.19)». ''Natural History''. </ref> Problemet med å identifisere «dette» er året da avsnittet ble skrevet. Ved å benytte 77 som dato for avsnittet har Syme kommet il 74-75 som datoen for tiden som prokurator da Plinius antagelig kan ha vært vitne til disse hendelsene.<ref> Syme (1969), s. 213.</ref> Argumentet er basert utelukkende på antagelser; uansett er denne datoen nødvendig for å oppnå Suetonius' rekkefølge av prokuratorer, om det var en i Gallia Belgica.
Plinius ble tillatt et hjem i [[Roma]] en gang rundt 75/76. Han var antagelig hjemme den første utgivelsen av ''Naturalis Historia'' i 77. Hvorvidt han var i Roma for dedikasjonen av Vespasians «Fredens tempel» i [[Forum Romanum]] i 75, hvilket var i all vesentlighet et museum for framvisning av kunstverker som var blitt plyndret av Nero og tidligere utsmykket Domus Aurea, er usikkert. Det samme er hans mulig kommando av ''vigiles'' («nattvaktmenn»), en mindre betydningsfull posisjon. Den siste er ikke i overensstemmelse med hva den yngre Plinius sier om denne perioden: <ref name="PYIII.5" />
:«Før daggry pleide han å vente på Vespasian (som også benyttet sine netter for å utføre sine forretninger), og deretter fortsatte med å utføre de ordrer som han hadde mottatt.»
Da disse forretningene ble utført, tilbrakte han tiden med å lese og gjøre utdrag, åpenbart i prosessen med å fullføre ''Naturalis Historia''. Ingen faktisk post er bedømt i denne, noe han ikke kunne ha utført som [[admiral]] ved [[Misenum]], forutsatt at hans plikter som admiral ikke krevde at han var til stede ved Misenum. På rene omstendigheter alene var han en offisiell agent for keiseren i delvis privat kapasitet. Kanskje var han mellom posisjoner. I uansett tilfelle var hans utnevnelse som prefekt av flåten ved Misenum førte ham til Misenum hvor han bodde sammen med sin søster og sin nevø. Vespasian døde av sykdom den 23. juni 79, og Plinius overlevde ham med to måneder.
== Værk ==
| |||