Slaget om Belgien (1940): Forskelle mellem versioner

Den 7. franske armé på nordflanken af den belgiske linje beskyttede aksen [[BrüggeBrugge]]–[[Ghent]]–[[Ostende]] og var for at dække kanalhavnene rykket gennem Belgien og ind i Holland i fuld fart. Den nåede [[Breda]] i Holland den 11. maj, men tyske faldskærmstropper havde taget [[Moerdijk]] dæmningsvejen ved Meuse-floden og delt Holland i to. Den hollandske hær trak sig nordpå til [[Rotterdam]] og [[Amsterdam]], hvilket gjorde det umuligt for franskmændene at skabe forbindelse.<ref name="Jackson 2003, p. 37">Jackson 2003, p. 37.</ref>

Den 19. maj var tyskerne kun få timer fra at nå den franske kanalkyst. Gort havde opdaget, at franskmændene hverken havde planer eller reserver og ikke havde meget håb om at stoppe det tyske fremstød mod kanalen. Han var bekymret over at den franske 1. armé på sin sydlige flanke var blevet til en desorganiseret masse af "cigaretskodder", og frygtede, at tyske panserenheder kunne dukke op på deres højre flanke ved [[Arras]] eller [[Péronne, Somme|Péronne]] og støde frem mod kanalhavnene i [[Calais]] eller [[Boulogne]] eller mod nordvest ind i den britiske flanke. Da deres stilling i Belgien var særdeles udsat overvejede B.E.F. at opgive Belgien og trække sig tilbage til [[Ostende]], [[BrüggeBrugge]] eller [[Dunkerque]], den sidste lå ca. 10-15 km inde på fransk område.<ref name="Bond 1990, p. 67">Bond 1990, p. 67.</ref>

Situationen den 27. maj var ændret betydeligt i forhold til blot et døgn tidligere. Den belgiske armé var blev tvunget tilbage fra Leielinjen den 26. maj og [[Nevele]], [[Vynckt]], [[Thelt]] og [[Iseghem]] var faldet på den vestlige og centrale del af Leiefronten. Mod øst havde tyskerne nået udkanten af BrüggeBrugge og erobret [[Ursel]]. Mod vest var Menen–Ypres linjen blevet gennembrudt ved Kortrijk og belgierne brugte nu jernbanevogne til at danne panserspærringer på linjen Ypres–Passchendaele–[[Roulers]]. Længere mod vest var B.E.F blevet trængt tilbage nord for [[Lille]] lige over den franske grænse og var nu i fare for at lade et hul udvikle sig mellem dem selv og belgiernes sydlige flanke på Ypres–Lille aksen.<ref name="''Belgium, Ministère des Affaires Étrangères'' 1941, pp. 44–45"/>

Kampene den 26. – 27. maj havde bragt den belgiske hær på randen af kollaps. Belgierne holdt stadig linjen mellem Ypres og Roulers mod vest og BrüggeBrugge-Thelt linjen mod øst, men den 27. maj brød den centrale front sammen i sektoren mellem Iseghem-Thelt. Der var intet, som kunne forhindre et tysk fremstød østpå mod Ostende og BrüggeBrugge eller vestpå til at havnene ved Nieuport eller [[La Panne]] dybt inde i det allierede bagland.<ref name="''Belgium, Ministère des Affaires Étrangères'' 1941, pp. 44–45">''Belgium, Ministère des Affaires Étrangères'' 1941, pp. 44–45.</ref> Belgierne havde stort set udtømt alle til rådighed stående midler til modstand. Opløsningen i den belgiske hær og dens front førte til mange fejlagtige beskyldninger fra briterne.<ref name="Bond 1990, p. 92">Bond 1990, p. 92.</ref> Rent faktisk holdt belgierne i mange tilfælde ud efter at briterne havde trukket sig tilbage.<ref name="Bond 1990, p. 92"/> Et eksempel var ved overtagelsen af Scheldelinjen, hvor de tog over fra den 44. britiske infanteridivision, så den kunne trække sig tilbage gennem deres rækker.<ref name="Bond 1990, p. 92"/> Trods det udviste Gort, og i større omfang Pownall, urimelig foragt for belgierne.<ref name="Bond 1990, p. 92"/> Da der blev spurgt om der var nogle belgiere, som skulle evakueres, rapporteres det, at Pownall svarede: "Vi er ligeglade med hvad der sker med belgierne".<ref name="Bond 1990, p. 92"/>

Den belgiske hærs front gik fra [[Cadzand]] sydpå til [[Menin]] langs floden Leie, og herfra vestpå til BrüggeBrugge uden nogen form for reserver. Bortset fra nogle få RAF-flyvninger var luften helt under Luftwaffes kontrol, og belgierne rapporterede om angreb mod alt hvad der udgjorde et mål, med deraf følgende tab. Der var ikke flere naturlige forhindringer mellem belgierne og den tyske hær, og tilbagetrækning var ikke mulig. ''Luftwaffe'' havde ødelagt de fleste jernbanelinjer til Dunkerque, og kun tre veje var tilbage: Brügge–Brugge–[[Torhout|Thourout]]–[[Dixmude]], Brügge–Brugge–[[Ghistelles]]–Nieuport og Brügge–Ostende–NieuportBrugge–Ostende–Nieuport. Det var umuligt at bruge disse ruter til tilbagetrækning uden at lidt tab på grund af det tyske herredømme i luften. Vandforsyningen var beskadiget og afbrudt. Gas og elektricitet var også afbrudt. Kanaler blev tømt og brugt til oplagring af den resterende ammunition og fødevarer. Det samlede resterende areal var på blot 1.700 km², og rummede såvel militærfolk som civile, af de sidste var der omkring 3 mio.<ref name="The Belgian Campaign and the Surrender of the Belgian Army, May 10–28, 1940, By the Belgian American Educational Foundation, University of Michigan, p. 60">The Belgian Campaign and the Surrender of the Belgian Army, May 10–28, 1940, By the Belgian American Educational Foundation, University of Michigan, p. 60.</ref> Under disse omstændigheder vurderede Leopold at yderligere modstand var nytteløs. Om aftenen den 27. maj anmodede han om en våbenstilstand.<ref name="Shirer 1990, p. 729"/>

Royal Navy evakuerede det britiske hovedkvarter ved [[Middelkerke]] og St. Andrews, øst for BrüggeBrugge i løbet af natten. Leopold 3. og hans mor [[Elisabeth af Bayern (1876-1965)|Elisabeth]], blev i Belgien og udstod fem års selvvalgt fangenskab.<ref name="Bond 1990, p. 93"/> Som svar på sin regerings råd om at etablere en eksilregering sagde Leopold: "Jeg har besluttet at blive. De Allieredes sag er tabt."<ref name="Shirer 1990, p. 729"/>