Vendere: Forskelle mellem versioner

Et vendisk fyrstehus holdt sig i [[Forpommern]], et andet i [[Bagpommern]], et tredje i [[Mecklenburg]], hvor det blev siddende lige til revolutionen i 1918 som herre til den vendiske krone. Men hvad enten herskerne var indfødte eller indvandrede, så var de snart lige enige om at hylde tysk sprog og kultur; en fyrst [[Vizlav]] af Rügen optrådte som tysk minnesanger; tyske håndværkere og agerbrugere indkaldtes i massevis, og venderne trængtes tilbage som foragtede barbarer. [[Skrå|Lavsskrå]]erne udelukkede regelmæssig folk af "vendisk eller anden uærlig æt"; endnu i 1752 udstødtes en tøjmager i [[Neumark]] af sit [[Lav (organisation)|lav]], fordi hans kones bedstemoder skulle stamme fra vendere. Således fortyskedes venderne efterhånden. I 1407 skal på Rugen den sidste vendisk talende person være død. Indtil 14.—15. århundrede var venderne i [[Øvre Sachsen]] endnu så talrige, at der holdtes retspleje på vendisk (indtil ca. 1300 i [[Anhalt]], indtil 1378 omkring [[Leipzig]], indtil 1424 i [[Meissen]]); brugen af vendisk sprog afskaffedes i Leipzig, siger en krønike, fordi rådsherrerne havde fattet "had og væmmelse" derimod. Indtil 18. århundredes slutning taltes der endnu vendisk i [[Hannover]] øst for [[Lüneburg]].<ref name="Salm 717"/>

 

 

I dag er der kun to slaviske grupper der regnes som vendere: [[sorber]]ne i [[Lausitz]] (østlige [[Tyskland]]) og [[kasjubere|kasjuberne]] i [[Pommern]] (nordlige [[Polen]]).