Napoleonskrigene: Forskelle mellem versioner

Disse forandringer angik især [[Kirkestaten|Pavestaten]]. Franske tropper havde 1808 besat [[Benevento]] og [[Pontecorvo]]. Paven truede med at ville lyse Napoleon i band. Napoleon svarede med at lade general [[François Miollis]] rykke ind i Pavestaten og besætte [[Rom]]. Derpå dekreterede Napoleon 2. december 1808, at en del af Pavestaten skulle indlemmes i kongeriget Italien, der desuden fik Parma og kongeriget Etrurien.<ref name="Salmonsen650">[http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0684.html ''Salmonsen'', s. 650]</ref>

 

 

England havde imidlertid fortsat krigen til søs og efterhånden bemægtiget sig alle de franske besiddelser uden for [[Europa]], og det havde fundet støtte mod Napoleons fastlandsspærring hos Holland. Efter Wagram havde nemlig Napoleons bror kong Louis åbnet sine havne for englænderne. Napoleon blev meget forbitret herover og sendte en hær ind i Holland. Kongen abdicerede til fordel for sin søn og flygtede, men kongeriget blev, trods hans protest, indlemmet i Frankrig. I Spanien fortsattes fremdeles [[guerillakrig]]en, og et forsøg, der af en hær under Massena blev gjort på at erobre Portugal, strandede på marskallernes jalousi og [[Arthur Wellesley|Wellingtons]] seje modstand ved [[Torres Vedras]].<ref name="Salmonsen650"/>