Begravelse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Religiøse skikke: billede |
Flertydige WL: legeme → legeme (individ), Gud → Gud (monoteistisk); Fjerner link: Formel |
||
Linje 34:
==== Historie ====
Jordpåkastelsen foregik i [[middelalderen]] efter samme [[ ritual]] så godt som over hele den kristne verden, med den [[latin]]ske
[[Fil:Bondebegravelse.jpg|thumb|[[Erik Werenskiold]]s maleri ''En bondebegravelse'' fra [[1885]].]]
I [[Tyskland]] og [[Holsten]] var skikken med jordpåkastelse næsten helt afskaffet, og på [[Landemode]]t i [[Roskilde]] i [[1592]] spurgte [[magister]] Søren i [[Helsingør]], hvorledes han skulle forholde sig til sin embedsbroder, den tyske [[prædikant]] sammesteds, der ikke foretog denne handling. Han fik til svar, at jordpåkastelsen skulle opretholdes, men ingen yderligere instruks. Biskoppen på [[Fyn]] meddelte i [[1566]] blot at: "''Præsten skal kaste en spadefuld jord eller to på liget.''" Det kom derfor til store regionale uligheder. Ofte lod man en lille forklarende tale ledsage jordpåkastelsen. En sådan fra [[1566]] lyder: "''Det har været en gammel sædvane hos os, at når nogen kristen begraves, da plejer man at kaste tre skovlfulde jord på deres lig til en god påmindelse, os skal påminde, at vi er ikke kommet på [[legeme (individ)|legeme]]ts vegne af nogen ypperlig [[materie]], som [[stjerner]] har i sig og sådanne kroppe, men af dette ringe element jorden, og skal derhen på det sidste. Derfor skulle vi nu aldrig os [[hovmod]]e nogen tid enten af vor velbyrdighed, adelskab, slægt, byrd, styrke, kraft, gods, rigdom, skønhed o.s.v. Derfor siger man nu således: af jord har [[Gud (monoteistisk)|Gud]] skabt dig. Kød og blod har han iført dig. Til jorden est du kommen igen. Gud give dig en glædelig opstandelse på den yderste [[dommedag]]!''" Så trådte en af afdødes standsfæller frem og holdt en mindetale. I den nye lutherske lære var det talte ord det vigtige, mens man skulle undgå katolsk messetjeneste. Især [[adel]]en gav den afdøde et skudsmål. Præsterne fandt det upassende, idet de allerede havde holdt en ligtale. I øvrigt var det [[prædiken]], man mente, når man på luthersk vis talte om ordet; ikke om et skudsmål. Til sidst gik man i stedet over til højtlæsning af den afdødes [[testamente]] efter jordpåkastelsen. Al anden snak blev forbudt, om fornødent ved [[politiet]]s hjælp. <ref name=autogeneret1 />
Jordfæstelse som den korrekte kristne begravelse fremgår udtrykkeligt af [[kirkeritualet]] af 25. juli [[1685]], som definerede en korrekt begravelse, samt kirkens [[monopol]] på den tilhørende ceremoni. Hvor det altid havde været en betingelse for en kristen begravelse, at den afdøde var [[Dåb|døbt]], blev det nu også foreskrevet, at ingen måtte begraves uden præstens medvirken, og at afdødes venner eller stedets øvrighed skulle tilse, at afdøde fik en kristen begravelse. Dødsfald skulle derfor meldes til præsten, som skulle føre bog over alle [[sogn]]ets dødsfald. For at sikre [[sjæl]]ens [[frelse]] og det evige liv blev det afgørende, at den afdøde blev lagt i indviet jord, og at man udtalte formlen "''Af jord er du skabt mig, og med kød har du beklædt mig. Min frelser, opvæk mig på den yderste dag.''" <ref>https://www.djoef.dk/blade/juristen/juristen-2011/juristen-nr-2-2011/~/media/Documents/Djoef/J/Juristen%20nr%202%202011.ashx (s. 37)</ref>
|