Kolonialisme: Forskelle mellem versioner

{{legend|#f00909|Italien}} {{legend|#c7bdc6|Andre}}

]]

I 1800-tallet ændrede kolonialismen på ny karakter: liberalismen vandt frem på bekostning af merkantilismen og dermed en legitimering af den frie kamp om markeder og områder. Samtidig fremkom [[geopolitik]]ken og opfattelsen af staten som en organisme, hvis trivsel beroede på de enkelte dele af statshelheden, her under kolonierne. Man blev i stigende grad bevidst om den betydning, som kolonierne havde både som forsynere af de fornødne råvarer (og dermed forsyningssikkerhed for staten) og som aftagere af industriens produkter (og dermed markedssikkerhed for industrien og producenterne). Dertil kom en voksende overbevisning om, at besiddelser spillede en afgørende rolle for den indflydelse, som den enkelte stat kunne udøve i international politik. Følgen blev et kapløb mellem de enkelte stater om at lægge beslag på flest og størst mulige områder. Karakteristisk for tiden blev udtrykket "[[interessesfære]]r", hvor stater mente sig at have ret til i visse områder at udøve afgørende indflydelse på forholdene uden indblanding fra andre staters side. Den rolle, man tillagde kolonierne som grundlag for en stats styrke, kan ses af udfaldet af [[1. verdenskrig]]: de tabende stater - især Tyskland og Tyrkiet - måtte afstå deres kolonier og besiddelser, og disse områder blev i stedet overdraget de vindende stater som "[[mandat]]er" under [[Folkeforbundet]]. Fremmende for denne udvikling var tillige en [[racisme|racetænkning]], der anså den europide race som mere eller mindre selvskreven til at herske over andre racer.