Bertrand Russell: Forskelle mellem versioner

Russell-familien har i lang tid været aktiv i britisk politik. Russells farfar, [[John Russell, 1. jarl Russell|Lord John Russell]], var to gange statsminister og præsenterede ''[[Reform Act 1832|The Reform Bill]]'' i [[1832]], lovkomplekset, der åbnede for en bredere [[stemmeret]] i England. John Russells bror [[Francis Russell, 2. jarl Russell|Francis, den 2. jarl Russell]], var [[Labour]]s leder i [[Overhuset]] og statssekretær i [[Ramsay MacDonald]]s regering. Bertrand Russells søn [[Conrad Russell, 5. jarl Russell|Conrad, den 5. jarl Russell]], var [[liberaldemokraterne]]s talsmand i bl.a. indenrigspolitiske sager. [[John Stuart Mill]] var en ven af familien og [[mentor]] for Bertrand Russell, som selv stillede op til valg til [[Underhuset]], men ikke blev valgt. Russell var desuden en markant antikrigs-aktivist, tilhænger af [[frihandel]], [[Imperialisme|anti-imperialist]] og modstander af [[atomvåben]]. Hans pacifistiske [[pamflet]]ter mod [[værnepligt]] under [[første verdenskrig]] kostede ham først en [[bøde]]; så gik han glip af et [[stipendium]] i [[Cambridge]]; så sit [[pas (legitimation)|pas]], og til sidst blev han idømt seks måneders fængsel. Alligevel støttede Russell væbnet kamp mod [[nazisme]]n under [[anden verdenskrig]]. "''...tre lidenskaber – længslen efter kærlighed, tørsten efter kundskab og en uudholdelig medfølelse med en lidende menneskehed – har som hæftige vinde blæst mig frem og tilbage på en ustadig kurs over dybe oceaner af rædsel, på grænsen til fortvivlelse,''" sagde han selv om sin nagende frygt for dybden i sine følelser og for at gå fra forstanden. Imidlertid magtede han at bruge sin voksende skepsis og forlod sin tro til bedste for samfundet. Sådan blev Russell en af [[1900-tallet]]s mest indflydelsesrige [[intellektuel]]le. <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 75-6) </ref>

[[Fil:Russell1907-2.jpg|thumb|left|Russell i [[1907]].]]

 

I [[1920]] fulgte han en [[Labour]]-delegation til [[Sovjetunionen]] og mødte [[Lenin]] i [[Kreml]]. Bagefter skrev han ''The Practice and Theory of Bolshevism'', en nærmest [[profeti]]sk analyse af det, der kom til at ske i Sovjetunionen under [[Stalin]], indbefattet [[Gulag]], ensretningen af kunst og videnskab, og [[Den store terror]]: «''Landet slog mig som et gigantisk fængsel, hvor fangevogterne var ... snæversynede magtdyrkere.''» Han forudså regimets vending mod autoritær [[nationalisme]], [[militarisme]], [[bureaukrati]]sering og partifunktionærernes sejr over revolutionens idealister. Han mærkede sig, at Lenin blæste på demokratisk socialisme og tværtimod mente, at socialisme ikke kan indføres på anden måde end ved voldelig revolution. Russell gennemskuede Lenins brutalitet og blev nu ugleset både fra højre og venstre; men da hans bog skulle genudgives i [[1947]], behøvede han ikke at ændre en tøddel i den. Han var rejst til Sovjetunionen med åbent sind og i håb om at finde et samfund, der banede vej for en bedre fremtid for menneskeheden. I stedet blev han chokeret over styrets nyttetænkning og dets "''ligegyldighed overfor kærlighed, skønhedslængsel og impulsivitetens liv.''» Sovjetstaten fremstod som en nation af bønder, der blev tyranniseret af en lille gruppe byfolk. [[Kapitalisme]] og [[kommunisme]] ytrede det samme ønske om [[industrialisering]] for enhver pris. [[Bolsjevik]]kernes mål var at gøre den russiske bonde til en industriarbejder og lig en ''yankee'' så raskt som muligt, mente Russell. I Rusland traf han [[Maksim Gorkij]], som bad ham om at fortælle verden om det russiske folks lidelser. [[Fridtjof Nansen]] hørte hans [[appel]], som inspirerede ham og [[Herbert Hoover]] til at starte Nansenhjælpen. <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 77-9)</ref>