Supermarine Spitfire: Forskelle mellem versioner

Flyet var ved sin tilblivelse bygget med en meget ny teknik. Men vejen var lang fra tegnebordets første udkast til det endelige resultat, der skulle være det første af 20.351 fly i over 40 forskellige grundversioner. Produktionen løb fra 1938 til 1948, og stykprisen var på 12.604 £ (1939).

I første halvdel af [[1930'erne]] var alle [[Royal Air Force|britiske]] [[jagerfly]] stadig [[biplan]]er, og da [[Tyskland]] var begyndt at udvikle [[monoplan]]er med lukket [[cockpit]] og høj tophastighed (bl.a. Messerschmitt Bf-109), var tiden inde til at skabe et modstykke hertil.

Den første [[prototype]] (nr. 224 fra [[1933]]) var med 'mågevinger' (vinger med et 'knæk' nær flykroppen, mest kendt fra den tyske [[Ju 87]]), fast understel og 2-bladet propel, men motorkølingen var upålidelig, og flyet var langsomt og manglede motorkraft.

Andet udkast var meretættere ligpå slutresultatet. Et slankt fly med lavtsiddende vinger, lukket cockpit, der gik fladt over i bagkroppen, og en nyudviklet V12-motor fra [[Rolls-Royce]]. Det fløj første gang 5. marts 1936, og blev grundlaget for den senere produktionproduktionen efter en række forbedringer. Selve grundkonstruktionen var en såkaldt ''monocoque'' (enkeltskal), hvorhvorom flykroppens sider blev bygget uden indre stivere, og hvor [[spant]]erne sammen med aluminiumsbeklædningen gav styrken (samme teknik, passagerflyet DC-3 blev lavet med). Vingerne var boltet direkte på kroppen og havde ingen midtersektion (tværgående bjælker fra vinge til vinge).

Produktionen var mere omstændelig end for 'konkurrenten' [[Hawker Hurricane|Hurricane]], men de første fly blev leveret i [[1938]], og ved udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939 var der allerede 2.160 fly i bestilling.

Det var mest Spitfire mk.I (første version) og Hurricanes, der udkæmpede slaget om England,. menMen Spitfire mk.II var allerede leveret i mange eksemplarer. Dette fly fik et mere rummeligt cockpit og bedre armering, og i løbet af produktionen skiftedesfik tilden en anden vinge med plads til også maskinkanoner, der kræver en mere solid montering.

Spitfire mk.III var væsentlig ændret på mangevæsentlige områder, men på grund af behovet for at producere mange fly på kort tid, forblev den prototype, og mani gikstedet hastigt videre med at laveproduceredes Mk.V, der fik kraftigere motor. ogDet var den model, der blev lavet i flest eksemplareraf, i alt næsten 6.500 stk. (de fleste med enten 'b'- eller 'c'-vinger). Mk.VI blev bygget til større højder med trykkabine og forøgede 'c'-vinger.

For at kunne udpege strategiske mål i [[Nazityskland]] samt evaluere nat[[bombefly]]enes evner blev der udviklet højtflyvende, ubevæbnede PR spitfires (Photo Reconnaissance). De sene versioner kunne nå Berlin og [[Trondheim]] fra Østengland og havde 259 liter benzin i hver vinge og en ekstra tank i bagkroppen på 132 l., foruden standardtanken mellem motoren og cockpittet. De første PR spitfires havde ophængt kameraer i beholdere under den ene vinge,. senereSenere versioner var skræddersyet til rekognosceringsopgaven og havde kameraer anbragt bag cockpittet. Fotoflyene var tungtlastede med benzin og krævede lange startbaner, men blev generelt ignoreret af de overbelastede tyske jagerfly over målområderne.

Nogle Mk.V blev produceret til [[Royal Navy|flåden]] til hangarskibsbrug. De dannede deres helt egen serie af versioner, kaldet: Seafire. De havde krog bagude til at fange stop-wiren, og senere modeller fik vinger, der kunne klappes ind og befæstelser til [[katapult]]en. Et stærkere understel var også påkrævet til de hårde landinger på dæk. Seafiren blev aldrig et godt fly – hjulafstanden var for lille, til at det var stabilt på dæk. Udviklingen af Spiteful smittede også af på Seafire – en navyversion af spitefulSpiteful blev lavet under navnet ''Seafang'', men kun 2i to ekspemplarer blev bygget. De sidste versioner af Seafire blev forsynet med en speciel propel, opbygget af 2 stk. 3-bladede propeller siddende lige bag hinanden, men drejende hver sin vej – en såkaldt kontraroterende propel.

* '''Propeller:''' De første 77 Mk.I blev leveret med faste, 2-bladedetobladede træpropeller. Derefter fik de 3-bladedetrebladede propeller med 2to [[pitch (flyvning)|pitch]]-indstillinger for bladene: 1en til start og en til alm. flyvning. Senere kom propeller med 4 og 5 blade, og enkelte sene versioner fik en dobbelt propel (kontrapropel).

* '''Vinger:'''Spitfiren fik i løbet af de første år 4fire forskellige typer vinger, mest på grund af det øgede antalflere svære våben. Men mk.III havde afskårne vingespidser (''clipped wings'') som forsøg, og dette blev indført i flere af de senere produktionsserier. Fordelen herved var en lidt højere hastighed og større manøvredygtighed, bl.a. i rulninger, men det gav en lavere tophøjde, da den tyndere luft kræver større vingeareal. Til store højder blev produceret en speciel 'c'-vinge med større areal.

* '''Våben:''' De første fly ('a'-vinge) havde 8 stk. 7.7 mm (.303) browning maskingeværer. Med en 'b'-vinge havde de 2 stk. 20 mm Hispano maskinkanoner og 4 maskingeværer, og en 'c'-vinge kunne have enten 8 stk. 7,7 mm, 4 stk. 7,7 mm og 2 stk. 20 mm eller 4 af hver. En senere 'e'-vinge gav mulighed for 4fire stk. 20 mm eler 2 stk. 20 mm og 2 stk. 12.7 mm.

* '''Motor:''' De første fly havde en Rolls-Royce V12 motor på omkring 1000 HK. Denne motor fik hurtigt kælenavnet ''Merlin'' og den blev stedse forbedret til de senere versioner af Spitfire. På mk.XIV indførtes ''Griffon''-motoren og 5-bladet propel, men denne motor drejede den anden vej, hvilket fik flyet til at stige til den modsatte side ved gasgivning på grund af turbulensen fra propellen. – en farlig ting specielt under start, hvis det overraskede piloten.

Efter anden verdenskrig modtog Danmark 38 stk. Mk.IXe (2 stk. 12,7 mm og 2 stk. 20 mm maskinkanoner) og 3 stk. Mk.XI (ubevæbnet fotofly) i perioden fra 26. oktober 1947 og et års tid frem. Flyene blev brugt til uddannelse af jagerpiloter i både i [[Marinens Flyvevæsen]] og [[Hærens Flyvertropper]]. Da [[Flyvevåbnet]] blev oprettet i 1950 blev alle militærfly overført til det nye værn, inklusive Spitfire. De fleste fly blev ophugget i [[1951]] og [[1952]], men enkelte fløj i [[eskadrille 722]] til [[1. juni]] [[1955]].