Urkristendommen: Forskelle mellem versioner

# Opfattelsen af Jesus som en guddommelig figur etableredes i bevægelsen, et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.

Kilderne til den tidligste perioder af kristendommens historie indbefatter [[evangelium|evangelierne]] og [[Ny Testamentes breve]]. De tidligste vidnesbyrd findes i disse tekster, som for eksempel [[trosbekendelse]]r og [[hymne]]r og desuden beretninger fra [[passionshistorien]]; ofte bliver disse dateret til at være blevet skrevet mellem 70 og 110, og de skulle især afspejle [[Urmenigheden i Jerusalem|menigheden i Jerusalems]] holdninger.<ref>Om bekendelserne se: Cullmann, Oscar: ''Les Premières Confessions de Foi Chrétiennes'', Paris 1943. Engelsk: ''The Earliest Christian Confessions'', Lutterworth, London 1949. Om passionen se: Pesch, Rudolf: ''Das Markusevangelium'' i 2 bind, Freiburg 1977.</ref>

Jesu bror [[Jakob (apostel)|Jakob]] overtog formentlig lederskabet af den kristne menighed i Jerusalem i [[44]]; denne menighed havde den største autoritet inden for kristendommen i denne periode. Jakob kom til at stå for en linje, hvor bevægelsen i så høj grad som muligt blev tilpasset de dominerende jødiske grupperinger for at undgå konflikter. Den voksende nationalisme i det jødiske samfund og deraf øgede fokus på de religiøse traditioner gjorde imidlertidig situationen farligere for de kristne, og konflikter brød efterhånden ud alligevel, fx blev Jakob sammen med flere andre kristne henrettet i [[62]] på ordre af [[ypperstepræst]]en Ananus. Den spændte situation tog til efter [[Første jødisk-romerske krig|det jødiske oprør]] (66-70); templet i Jerusalem var nu ødelagt og den jødiske [[Ofring (jødedom)|offerpraksis]] var ikke længere mulig. Den farisæiske skriftfokuserede tradition oplevede nu på denne baggrund en voldsom vækst, der bl.a. medførte at afvigende grupper, som fx de kristne, blev marginaliserede og i flere tilfælde udstødt fra synagogefællesskabet.

Kristendommen var få år efter Jesu død primært en byreligion, og mange af de bevarede breve fra denne periode tyder på at de kristne menigheder især fandtes i de [[Lilleasien|lilleasiatiske]] byer, mens den første menighed i [[Rom]] blev etableret omkring [[40]]. [[Religionssociologi|Religionssociologen]] [[Rodney Stark]] har foreslået, at årsagen til forskydningen af kristendommens tyngdepunkt til byerne var, at der her fandtes kritiske masser der var tilstrækkeligt store til at kunne understøtte en afvigende bevægelse. Stark har i sin forskning primært beskæftiget sig med dannelsen af nye religioner, og han påpeger bl.a. at spredningen af nye religiøse ideer i de fleste tilfælde ikke drejer sig om mission alene, men i lige så høj grad om sociale relationer.<ref>Stark (1996) pp. 129</ref> I denne tidsepoke var den enkeltes kontaktflade større, hvis man levede i byen frem for på landet; hvis kristendommen derfor var blevet samlingspunkt for en gruppe i en stor by, ville sandsynligheden for yderligere spredning være langt større end i bevægelsens oprindelige landlige tyngdepunkt i Galilæa.

De kristne havde allerede inden bruddet med modertraditionen etableret stærke indbyrdes bånd og fælles organisationer mellem de spredte menigheder overalt i Romerriget. De kristne udviklede efterhånden en stærk identitet og begyndte at betragte sig selv som et tredje folk (''ethnôs'') ved siden af grækerne og jøderne. Omkring år 100 begynder udenforstående at beskrive de kristne som en identificerbar gruppe, der tydeligt skiller sig ud og som har et stærkt sammenhold<ref>fx Tacitus & Sveton</ref> Omkring dette tidspunkt erstattede de kristne synagogefællesskabet med en ''ekklesia''/[[kirke (bygning)|kirke]], der på græsk blot betyder ''forsamling''.<ref>Bilde (1994) pp. 163-4</ref> 'Ny' opfattes sjældent som en positiv egenskab ved en religion, og i hellenistisk-romersk tid så man især ned på nyskabelser i forhold til det gamle. Reelle nyskabelser blev derfor gerne beskrevet som en tilbagevenden til de gode gamle dages skikke og dyder; dette er fx det bærende tema i [[Vergil]]s epos, som skulle vise at kejser [[Augustus]]’ [[Augustus' religiøse reformer|reformprogram]] var en tilbagevenden til fortiden. Alligevel indeholder teksterne i [[Nye testamente]] flere passager, hvor nyhedsværdien af det kristne budskab fremhæves.<ref>Se bl.a. 1. Kor. 8;5-6 & 11;25, 2. Kor 3;6, Hebr 8;8 & 12;24 Mark 1;27 & 16;17, Matt 9;17, Luk 22;20 samt ApG 17;19</ref>

Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster, som nu udgør det gamle testamente, og brugte [[synagoge]]n som samlingspunkt for udbredelsen af læren om Jesus som jødernes, og hele verdens, Messias. Senere er teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold, inden for nogle samfund. Indtil 90 e.Kr. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne, og de allerførste kristne kom i templet og brugte synagogerne for at fortælle jøder om budskabet om Jesus, før de drog videre til ikke-jødiske folk.

Selv om nogle mennesker opfatter i dag Jesus som en reformator af jødedommen, reformerede Jesus dog ikke jødedommen i den forstand, at han ønskede den fortsat, tværtimod ønskede han at folk skulle kende Gud, ikke som religion, men som en "fader". Det er derfor også paradoksalt, at Jesus blev grundlægger af en netop ny religion, kristendommen, når han tog et opgør med organiseret tilbedelse af en gud i institutioner og regler til opnåelse af frelsen. Det er derfor heller ikke korrekt, at de kristne først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes, for Jesu budskab var allerede radikalt anderledes end den samtidige jødiske religion, blandt andet med forkastelse af gerninger som vejen til frelse, dåb i Helligånden og omvendelse fra synder gennem tro.

Den kritik af religiøse [[ritual]]er, der fremgår af de tidlige kristne tekster, betyder ikke, at de kristne ikke selv havde ritualer. Kritikken retter sig i stedet mod den jødiske offerkult og de hedenske religioners praksis. Helt fra begyndelsen var [[dåb]]en et meget centralt ritual, og det fungerede som en [[overgangsrite]] og blev opfattet som genfødsel til et nyt liv<ref>se fx Johs. 3;3-8</ref> og en nyskabelse af mennesket.<ref>se fx 2. kor. 5;17 & Gal. 6;15</ref> Den [[liturgi]]ske praksis i denne periode kendes ganske godt; modsat i dag var dåben en lukket cerimoni, der blev foretaget efter, at man havde modtaget læren om Jesus - ikke som i dag, hvor man både kan døbes som barn eller umiddelbart efter man har hørt om den kristne lære.

[[Nadver]]en i form af et fællesmåltid med rituelt indhold indgår også hyppigt i de tidlige tekster.<ref>se fx 1. kor. 11;24-25 & Luk. 2;19</ref> [[Eskatologi]]ske forestillinger var et fremtrædende element i nadvermåltidet, og det fungerede både som en mindehøjtidelighed for Jesu død og som billede på hans fremtidige genkomst og [[Dommedag|denne verdens undergang]]. I dette ritual blev fortiden forbundet med fremtiden ved, at centrale [[Myte|mytiske]] begivenheder blev genskabt gennem ritualet. Gentagelsen fungerede som et billede på den kommende lyksalige tid efter Dommedag. Den kristne blev gennem sin deltagelse i menighedens fælles måltid delagtiggjort i Jesu døde og genopstandne legeme og fik derved et pant på at kunne indgå i det fremtidige [[Guds rige|gudsrige]]. Samtidig er nadveren symbol på at være del af det kristne fællesskab. Nadveren som fællesmåltid har paralleller til den jødiske måltidstradition.<ref>se fx GRH pp. 256</ref>

* Per Bilde: "Ny vin på nye flasker? Grundlæggelsen af kristendommen som en ny religion i hellenistisk-romersk tid". I Per Bilde & Mikael Rothstein (red.): ''Nye religioner i hellenistisk-romersk tid og i dag'', 1999 ISBN 87-7288-761-3

* Per Bilde: ''En religion bliver til : en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110'' ´2001 ISBN 87-7457-277-6

* Tim Jensen, Mikael Rothstein & Jørgen Podemann Sørensen: ''Kristendom''. I ''Gyldendals religionshistorie'', 1994 ISBN 87-00-12196-7 (en god introduktion til emnet på dansk skrevet af religionsforskere)

* Gerberding R. og J. H. Moran Cruz, ''Medieval Worlds'', Houghton Mifflin Company, New York 2004

* Kirsten Rebekka Laursen; "Urkristendommen. Historiske og sociale forhold". I Sigfred Pedersen (red.): ''Den nytestamentlige tids historie'', 1994 ISBN 87-7288-498-3

* Peter Paludan; "Religiøse retninger i datidens jødedom". i Sigfred Pedersen (red.): ''Den nytestamentlige tids historie'', 1994 ISBN 87-7288-498-3

* Stark, Rodney: ''The rise of Christianity : a sociologist reconsiders history'', 1996 ISBN 0-691-02749-8