Filosofiens trøst: Forskelle mellem versioner

[[Fil:BoethiusBoëthius.consolation.philosophy.jpg|thumb|right|Denne tidlige trykte bog har mange håndmalede illustrationer som viser «"Fru Filosofi»" og scener fra dagliglivet i 1400-tallet i belgiske [[Gent]] (1485)]]

'''''Filosofiens trøst''', [[latin]]sk navn ''' ({{lang-la|Consolatio Philosophiae''',philosophiae}}) er et [[filosofi]]sk værk af [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]] som blev skrevet i år [[524]] e.Kr. Det er blevet beskrevet som det enkeltstående vigtigste og mest indflydelsesrige værk i [[Europa]] i løbet af [[middelalderen]] og den tidlige [[Kristendom|kristne]] renæssance, og desuden også inden for de store værker som kan kaldes for klassiske. <ref> ''The Consolation of Philosophy'' (Oxford World's Classics), Introduction (2000).</ref> <ref>[[Dante]] placerede Boëthius som «"de sidste romere og de første inden for skolastikken»" blandt hans doktorerdoktorerne i paradiset, se ''[[Den guddommelige komedie]]''. </ref>

BoethiusBoëthius' litterære produktion omfatter dels oversættelser af vigtige værker i [[antikken]] inden for logik, aritmetik og teologi, gerne med kommentarer, dels en bog om musikkens bestanddele og antikkens musikteorier og dels det opbyggelige værk ''Consolatio Philosophiae'' (''CP'') fra 524.

Det, der gør ''CP'' interessant i [[Kirkehistorie|kirkehistorisk]] henseende, er den popularitet den nød i et helt årtusinde. Hermed repræsenterer bogen til en hvisvis grad en nøgle til forståelse af dels de problemstillinger, der var aktuelle i [[middelalderen]], dels den måde, hvorpå man forstod disse problemstillinger.

== Referat af ''DEFilosofiens CONSOLATIONE PHILOSOPHIAEtrøst'' ==

''CP'' er skrevet i [[Dialog (litteratur)|dialogform]] imellem fortælleren, som man umiddelbart opfatter som BoethiusBoëthius selv, og filosofiens moder.

''CP'' begynder med et klagedigt. Det er fortælleren, der beklager sig, dels over sin alderdom, og dels over lykkens lunefuldhed (formentlig pga. fængselsopholdet). Digtet afsluttes med et fortvivlet spørgsmål til læseren:

:QUID ME FELICEM TOTIENS IACTASTIS AMICI? QUI CECIDIT, STABILI NON ERAT ILLE GRADU. (1,1).

I det følgende introduceres man for filosofiens moder, fremstillet ganske poetisk. Hun bortjager de muser, der har hjulpet fortælleren med det første digt (1,1), og annoncerer, at han bør helbredes, ved at blive ført tilbage til filosofiens visdom, der omhandler det evige kredsløb, en visdom, som fortælleren har glemt. (1,2)

&nbsp; 1) (..) MUNDUM TEMERARIIS AGI FORTUITISQUE CASIBUS PUTAS, AN ULLUM CREDIS EI REGIMEN INESSE RATIONIS? <ref>Mener du, at verden styres ved hjælp af ubetænksomhed og tilfældige hændelser, eller tror du, at noget styrer på baggrund af en iboende fornuft?</ref>

::Fortælleren svarer, at han ikke betvivler, at verden styres af en skabende gud. Dette leder nu til de næste spørgsmål:<br />

Spørgsmål nummer to og tre bliver besvaret i slutningen af tredje bog, mens det fjerde spørgsmål aldrig bliver besvaret direkte. (Dette har fået nogle til at hævde, at ''CP'' aldrig blev skrevet færdig. )

I anden bog sættes der fokus på [[Lykke (følelse)|lykkens]] omskiftelighed. Lykkens moder, [[Fortuna]], får taletid gennem filosofiens moder, og de to stilles op overfor hinanden, som det forgængelige overfor det uforgængelige, eller med andre ord, det evige overfor det tidslige. (2,1-2)

I forlængelse af dette viser filosofiens moder nu den jordiske rigdoms værdiløshed og forgængelighed. Således kan magt og værdighed ikke i sig selv være noget godt og efterstræbelsesværdigt, idet onde mennesker ofte stræber efter disse egenskaber. Ligesådan beskrives stræben efter berømmelse, fordi berømmelse også er bundet snævert til tidens forgængelighed. (2,5-7)<br />Løsningen er, at den vise må løsgøre sig fra det jordiske fængsel, så han kan blive fri til at søge det himmelske hjem.

Den anden bog afsluttes ved, at filosofiens moder gør opmærksom på, at ulykke er bedre end lykke. Lykken slører nemlig evnen til at skelne imellem hvad der sandhed og hvad der er falskhed. Således afsluttes med følgende: Den der er i ulykke og har mistet sin rigdom, har dog fundet det vigtigste – sande venner. (2,8)

Den tredje bog tager spørgsmålet om det som mennesker efterstræber, nemlig lyksaglighedlyksalighed, op til overvejelse.

Filosofiens moder lægger ud med at beskrive, hvad lyksaglighedlyksalighed ikke er. De eksempler der nævnes ligger i forlængelse af emneområderne for anden bog. De omhandler således den [[ære]] og respekt som man får fra rigdom (3,3), høje stillinger i samfundet (3,4), kongemagt (3,5), og berømmelse (3,6). I (3,7) kritiseres legemets begær.

Digtene efter hvert kapitel sætter problemerne fra prosadelen i relief, dels ved i højere grad at sætte spørgsmålene i forhold til menneskets afmægtighed i forbindelse med konflikter ved den i prosatekstdelen gennemgåede form for usand lyksaglighedlyksalighed, og dels som overbinding til det næste kapitel.

Således (3,3) der angår rigdoms manglende værd efter døden, (3,4) der sætter spørgsmålstegn ved lyksaglighedenlyksaligheden, hvis den høje stilling man beklæder i samfundet er tildelt af en Nero , (3,5) der gør opmærksom på, at selv en konge har egne bekymringer, og (3,6) der proklamerer, at Gud, altings skaber, har givet mennesket sin særegenhed, nemlig sjælen.

I det følgene anbefales det for dem der søger lyksaglighedlyksalighed, at de, i stedet for at søge de før omtalte skindbilleder, i stedet søger lyksaglighedlyksalighed ved Guds hjælp.

Erkendelsen af en ufuldkommen lyksaglighedlyksalighed forudsætter en fuldkommen lyksaglighedlyksalighed. Altså en slags lyksaglighedenslyksalighedens idé. Denne fuldkomne lyksaglighedlyksalighed må findes hos den fuldkomne, som er Gud. Hvis mennesket ønsker sand lyksaglighedlyksalighed, må det altså stræbe efter Gud, eller med andre ord:

I det sidste kapitel fastlåesfastlås det, at Gud, som er lig det gode og lig den skabende kraft, at Gud stryrerstyrer verden ud fra sin almægtighed. Som optakt til fjerde bog argumenteres der for, at det onde ikke eksisterer. Argumentet er som følger:

Det, der behandles i fjerde bog, tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan det kan være, at det ofte går de onde bedre end det går de gode, og resten af fjerde bog centreres om filosofiens moders forsøg på at bevise, at det modsatte er tilfældet. (4,1)

Med en henvisning til [[Platon]]s dialog ''Gorgias'' og på baggrund af, at hele målsætningen for et menneskes vilje er lyksaglighedlyksalighed , viser filosofiens moder, at det ikke er de onde men de gode, der har magten til at nå dette mål, pga. deres naturlige middel, nemlig dydighed. (4,2)

Lønnen findes i handlingens mål. Den gode bliver god, også kaldet guddommeliggjort, via sine gode gerninger, mens den onde træder skridt nedad på stigen ved at miste deres menneskelige natur. (4,3) De onde bør derfor straffes for deres egen skyld, fordi man derved fjerner deres mulighed for fortsat at udøve ondskab. Derved bliver de mindre ulykkelige. (4,4)

Da fortælleren stadig ikke er tilfreds med forholdet imellem de gode og de onde mennesker (4,5), inddrager filosofiens moder nu forholdet imellem PROVIDENTIA, som kan oversættes med: "[[forsyn]]" og FATUM, som kan oversættes med "skæbne". (4,6)

FATUM er den komplicerede måde, hvorpå fornuften kommer til udtryk, når PROVIDENTIA kommer i kontakt med de omskiftelige ting. (4,6)

Det slåesslås fast, at ethvert fornuftsvæsen har en fri vilje. Jo mere guddommelig man er, desto større frihed. (5,2)

Alligevel kan fortælleren ikke forlige sig med denne forklaring. Hvis Gud ved forsynet er alvidende, må det vel betyde, at der ikke findes frihed for viljen. Således må både straf, belønning og bøn være meningsløse, hvis mennesket egentligt ikke har indflydelse på sin egen situation. (5,3)

For at forklare dette problem, begiver filosofiens moder sig nu ud i en længere og ret vanskeligt forståelig forklaring. Hun tager udgangspunkt i en forklaring af den menneskelige erkendelsesproces, som opdeles på følgende måde: [[sansning]], forestilling, rationalitet, [[intelligens]]. (5,4)

Sansning alene er lig de værensformer, der ikke kan bevæge sig. Forestillingsniveauet er dyrernesdyrenes stade, rationaliteten er det menneskelige stadie, mens det kun er det guddommelige der har intelligens. (5,5)

:"Dialogen muliggør (..) (a) at se bort fra systematiske spørgsmål, hvis der (endnu) ikke kan gives en tilfredsstillende forklaring, (b) at fremsætte meninger uden eksplicit stillingtagen og (C) at tilbageholde sin egen position (..). I alle de nævnte tilfælde, bliver det der skal meddeles, ganske enkelt ikke omtalt af dialogpersonen; der hersker ingen tvang med hensyn til systematisk fuldstændighed. Dialogen mulliggørmuliggør imidlertid også (d) at revidere positionerne "i løbet af diskussionen", uden at de foregående dele må skrives om (..), samt (e) en argumentatorisk brug af ironi og et omslag i mytiske fortællinger, der kan virke som en undvigelse. (..)" (Mittelstrass, J: ''Platon'', side 38)

Udsigelsens tre niveauer Ii ''CP'' svarer til tre niveauer i den tekst, vi som læsere, konfronteres med.

Det tredje niveau omhandler de mere psykologiske virkemidler, som BoethiusBoëthius benytter for at overbevise os læsere. Dette niveau, som kaldes teskstens stil, viser sig, når man undersøger fortællerens væremåde og fornuft.

Med pauser mener jeg<!-- jeg ? -->menes, at fortælleren, enten har mulighed trække handlingsforløbet ud, f.eks. ved at beskrive landskabet, mens hovedpersonen bedækker sine fødder, eller at fortælleren kan uddybe et problem nærmere, f.eks. ved at fortælle en anekdote, der kan eksemplificere problemet.

I denne forbindelse er mit indtryk, at den tilbagevendende brug af lyrik, afløser betydningen af sådanne pauser. Som eksempel kunne f.eks. nævnes det under tredje bog nævnte digt om Nero (3,4). En lille anekdote, der eksemplificerer det i prosadelen gennemgåede problem nærmere.

Der udskildesudskilles altså en gruppe, defineret ved dem der har erkendt sandheden, til forskel fra dem der er udenfor. Samtidigt udpeges fortælleren af selve filosofien som værende fornuftig. Dette kan opfattes som en slags indirekte legimitationlegitimation for ''CP'''s krav på sandheden, som den er fremstillet af fortælleren.

Endvidere åbner brugen af versefødder op for et særligt musisk aspekt, som er med til at lulle læseren ind i en slags trance. Man må jo ikke glemme, at BoethiusBoëthius er berømt for sine afhandlinger om musik.

* [http://www.archive.org/search.php?query=creator%3Aboethius3ABoëthius%20-contributor%3Agutenberg%20AND%20mediatype%3Atexts ''The Consolation of Philosophy''], mange oversættelser og kommentarer fra ''Internet Archive''

* [http://etext.lib.virginia.edu/latin/boethiusBoëthius/boecons.html ''''Consolatio Philosophiae''''], Latin med kommentarer på engelsk fra the University of Virginia's Library Electronic Text Center.

* [http://ccat.sas.upenn.edu/jod/boethiusBoëthius/boetrans.html ''The Consolation of Philosophy''], oversat af: W.V. Cooper : J.M. Dent and Company London 1902 The Temple Classics, redigeret af Israel Golancz M.A.