Anton Ackermann: Forskelle mellem versioner

Efter [[Machtergreifung|nazisternes magtovertagelse]] arbejdede Ackermann i 1933-1935 illegalt for [[KPD]] i [[Berlin]], bl.a. som sekretær for [[John Schehr]]. I 1935 emigrerede han til [[Prag]] og boede der indtil 1937. Under den [[spanske borgerkrig]] var han i 1937 leder af en afdeling af de [[Internationale Brigader]] i [[Benicàssim]]. Efter et ophold i [[Paris]] i 1940 tog han til Moskva, hvor han blev redaktør af den [[tysk (sprog)|tysksprogede]] avisenavise ''Das Freie Wort'' ("Det Frie Ord"). Fra 1941 blev han beskæftiget med tilfangetagne tyske krigfanger og blev medstifter af [[Nationalkomitee Freies Deutschland]],; en komité, der bestod af tyske kommunister i exil i Sovjetunionen samt optagne tyske krigsfanger[[krigsfange]]r. I 1941-45 var han leder af radiosenderen ''Freies Deutschland''. Han modtog i 1945 den sovjetiske ''[[Den Røde Stjernes Orden]]''.

Ved [[2. verdenskrig|krigens]] afslutning rejste Ackermann i maj 1945 med den sovjetiske militæradministrations tilladelse sammen med [[Walter Ulbricht]], [[Wilhelm Pieck]] og [[Franz Dahlem]] til den [[Besættelseszoner efter anden verdenskrig|sovjetiske besættelseszone]] for at etablere et nyt [[KPD]] og for at forestå etableringen asfaf et civilsamfund. Gruppen af tilbagevendte exil-tyskere (kaldet Ulbricht-gruppen) var organisatorisk opdelt i tre grupper, hvoraf Ackermann havde ansvaret for den gruppe, der stod for genopbygningen i [[Sachsen]] og etablerede grundlaget for den sovjetiske militæradministration, der i 1945-1949 stod for administrationen af den sovjetiske besættelseszone.<ref name="barch-list">[http://www.bundesarchiv.de/oeffentlichkeitsarbeit/bilder_dokumente/00767/index-4.html.de "Namensliste der drei KPD-Einsatzgruppen vom 27. April 1945"] German Federal Archives. BArch NY 4036/517. Hentet 22. november 2011 {{de sprog}}</ref> Han forfattede politiske programmer for KPD og senere [[SED]]. Han var forfatter og medunderskriver af "opråbet for KPD" den 11. juni 1945. Ackermann spillede en stor rolle i ved den tvungne fusion af [[SPD]] og KPD til SED i foråret 1946 og formuleretformulerede sammen med Socialdemokraterne, "principper og mål for SED".

Efter [[Josip Broz Tito|Tito]] i 1948 havde løsrevet [[Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien|Jugoslavien]] fra [[Sovjetunionen]]s indflydelse, måtte Ackermann opgive sine teser om den "særlige tyske vej til socialismen".

I foråret 1953 efterfulgte han [[Georg Dertinger]] som [[DDR]]'s udenrigsminister, da Dertinger blev udrenset under anklager om anti-statslige aktiviteter.<ref name=BiographischeDatenbankenAA/> Ackermanns tid som udenrigsminister blev dog kort. Ackermann støttede [[Wilhelm Zaisser]], men da Zaisser blev afsat kort efter [[Folkeopstanden 17. juni 1953|Opstanden i DDR]], blev også Ackermann frataget ministerposten i september 1953 og blev i 1954 ekskluderet fra SED's centralkomitée som følge af "parti-skadelig virksomhed". Ackermann blev dog [[rehabilitering|rehabiliteret]] i 1956.