Karl Mantzius: Forskelle mellem versioner

Søn af skuespiller og oplæser [[Kristian Mantzius]]. Han blev født i København. Som stud. mag. i sprog spillede Mantzius dilettantkomedie på [[Hofteatret]], bl.a. var han Vielgeschrey i [[Ludvig Holberg]]s ''Den Stundesløse'' (1881) med så stort held, at teaterchef [[Edvard Fallesen]] rådede ham til at blive skuespiller.

Året efter var Mantzius i Paris, hvor han skrev Paris-korrespondancer i københavnske dagblade (under mærket "Carlos") og frekventerede [[Edmond François Jules Got]]s timer på Konservatoriet, indtil han [[1. september]] [[1883]] debuterede som Jeronimus i ''Erasmus Montanus'' på [[det Kongelige Teater]], hvor han forblev til [[1889]], da han indtrådte i [[Dagmarteatret]]s direktion.

Mantzius' kunst var en absolut modsætning til faderens, hvis naive, frodige menneskelighed hos sønnen var omsat til refleksion, mens det brede lune var blevet til skarp og vittig intelligens. De repræsenterede to tidsaldre: Faderen 1840'ernes ordrige [[nationalliberalisme]], sønnen 1880'ernes kølige [[realisme]].

Ved siden af sådanne moderne skikkelser som friherre Claes i ''Den kære Familie'', Onkel Woller i ''Moderate Løjer'', Herrborg i ''En Digters Kærlighed'', Arnesen i ''Flugten'', grev Trolle i ''Den gamle Præst'' og Levin i ''Indenfor Murene'' levendegjorde han med megen stilfølelse og malerisk sans en række figurer hos [[Moliére]] (Orgon i ''Tartuffe''; ''Den Gerrige'') og hos Holberg (Rosiflengius i ''Det lykkelige Skibbrud''; Baronen i ''Jeppe paa Bjerget''). Det skyldtes også Mantzius' initiativ, at [[William Shakespeare]]s ''Kong Richard III'' omsider kom frem på den danske skueplads i en efter [[München]]-Shakespeare-scenen lempet ordning, men hans fremstilling af titelrollen viste, ligesom senere kong Lear, at Mantzius' patetiske fantasi ikke slog til; ligeledes savnede han grotesk lune som Falstaff.

(Beckmesser i ''Mestersangerne'', Jeronimus i ''Maskerade'').

Som direktør var Mantzius også stillingen voksen; repertoiret var kyndigt valgt og rigt afvekslende, og det betød et afgjort tab for teatret, da han besluttede at nedlægge ledelsen. Trods sit store kunstneriske arbejde, der forøgedes med adskillige skuespiloversættelser, fik Manztius tid til at skrive et værk i 6 bind: ''Skuespilkunstens Historie'' (København [[1897]]—[[1916]]), hvis tredje del, ''Shakespeare-Tiden'', skaffede ham den filosofiske doktorgrad ved [[Københavns Universitet]] i [[1901]].

Det er et i nordisk litteratur enestående pionerarbejde, samlet med flid fra trykte kilder og skrevet med klarhed og smag. Selv om der fremkommer mere videnskabelige enkeltundersøgelser, vil værket bevare sin plads og for kommende slægter bidrage til at levendegøre billedet af skuespilleren Mantzius, fordi han som praktisk fagmand ofte "taler med" mellem linjerne.

Desuden udgav Mantzius bl.a. en smuk og indholdsrig bog om sin fader ''Min Far og jeg'' (København 1919), og efter hans pludselige død udkom ''Skuespilkunstens Historie i det nittende Aarhundrede'' (København 1922), som indeholder interessante sammenligninger mellem dansk og fremmed scenekunst og danner et supplement til hans store værk.

Endvidere var Karl Mantzius en fin maler. Tidligt viste han tegn på også den side af sin kunstneriske person. Der er såvidt vides ikke lavet en egentlig registrering af hans værker.