|
'''Cølibat''' betyder kønslig afholdenhed. Ordet stammer fra [[latin]] ''caelibatus'' (= ugift stand), af latin ''caelebs'' (= ugift), fra [[protoindoeuropæisk]] ''*kaiwelo-'' (= alene) og ''lib(h)s-'' (= levende). <ref>[http://www.etymonline.com/index.php?term=celibacy Online Etymology Dictionary<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
I den [[Vesten|vestlige verden]] er begrebet mest kendt og udbredt i [[Romersk-katolske kirke|Den katolske kirke]], hvor alle [[præst]]er oprindeligt skulle leve i cølibat, ligesom det gælder for alle [[kloster]]viede. For præster er det senere blevet modereret til, at de kan have familie, hvis de er blevet gift, inden de er blevet [[diakon]]viet. Dette krav var én af de anstødsstene, der satte [[reformationen]] i gang.
I [[Østen]] har cølibatet været en del af [[munk]]eordener i bl.a. [[buddhisme]]n og [[hinduisme]]n.
Både i Den katolske kirke og i de orientalske religioner fremhæves, at idéenideen med cølibat er [[Sublimation (psykologi)|sublimering]] af seksualenergien – dvs. ved afholdenhed kan fokus rettes mod religionen.
== Cølibat hos katolsk gejstlighed ==
I 200- og 300-tallet var gifte præster det mest almindelige. Men i områder som de romerske [[provins]]er [[Africa (romersk provins)|Africa]], [[Egypten]] og [[Syrien]] var man begyndt at vælge [[biskop]]per og præster fra [[Askese|asketernes]] rækker, og de levede i cølibat. [[Tertullian]] og [[Origenes]] argumenteredetalte for det ønskelige med afholdende gejstlige: (1) Præsten som et "[[Eskatologi|eskatologisk]] tegn", når han med sin livsførsel viste til den [[paradis]]iske tilstand, en tilstand fri for ''concupiscentia''; (2) præsten kan derved vie sig "udelt og helt" mod Herren, og (3) dermed være "mere effektiv" i sin tjeneste. (4) Der anførtes også et argument om "rituel renhed": Den præstelige ''munus sanctificandi'' skulle helst udøves af en mand, som var rituelt ren, og seksuelt samvær var en af flere ting (som fx [[menstruation]]sblod), der blev anset som uforenligt med rituel renhed. I 742 erklærede [[pave]] Zakarias, at biskopper og præster, der levede i [[utroskab]], eller havde mere end én kone, ikke måtte udføre religiøse ritualer. I 1000-tallet gik gregorianske reformatorer i spidsen for en organiseret kampagne mod gejstlige ægteskabægteskaber. Det var [[pave Gregor 7.]] (1073-1085), som fik gennemført cølibatet. Han forklarede ved [[synode]]n i [[Rom]] i 1074, at den, der ønsker et åndeligt [[embede]], må forpligte sig til at leve i cølibat; men da biskoppen i [[Paris]] beordrede sine præster til at forlade kone og børn, jagede de ham ud af [[katedral]]en. I 1077 rapporterede pave Gregor, at præsteskabet i [[Cambrai]] have pågrebet en tilhænger af præsteligt cølibat og brændt ham levende. Det kom også til voldelige optøjer i England, Tyskland og Italien i sagensden anledning. <ref>Stephanie Coontz: ''I gode og onde dager'' (s. 130), forlaget Gyldendal, Oslo 2006, ISBN 82-05-35107-4</ref>
== Henvisninger ==
|
