Joachim Wasserschlebe: Forskelle mellem versioner

Han fødtes [[1. maj]] [[1709]] i [[Salzwedel]] og var søn af byens borgmester Nicolaus Johannes Wasserschlebe og dennes hustru Anna Sybilla Rademacher.<ref name="DBL 277"/> Omkring [[1729]] studerede han vistnok i [[Leipzig]] og [[Halle (Sachsen-Anhalt)|Halle]] og levede fra [[1731]] i [[Paris]] som privatsekretær hos den derværende danske gesandt grev [[Werner von der Schulenburg (1679-1755)|Werner von der Schulenburg]].<ref name="DBL 277"/> I [[1738]] trådte han i dansk tjeneste som sekretær i [[Tyske Kancelli]] og udnævntes året efter til [[legationssekretær]] i Paris. I de år ([[1744]]-[[1750]]), [[J.H.E. Bernstorff]] var dansk minister ved det franske hof, vandt han dennes fulde tillid og fortrolighed og var hans kommissionær og mellemmand ved mange lejligheder. Wasserschlebe delte Bernstorffs litterære og kunstneriske interesser og stod på venskabelig fod med de mest fremragende kunstnere i Paris.<ref name="DBL 277"/> Han fik den unge [[Johannes Wiedewelt]] antaget i [[Guillaume Coustou (den yngre)]]s værksted og skaffede ham [[1752]] en årpenge af [[Partikulærkasse]]n. Samme år afsluttede han kontrakten med [[J.F.J. Saly]] om udførelsen af [[Frederik V (rytterstatue)|Frederik 5.s rytterstatue]], ligesom han foranledigede den i Paris bosatte svenske maler [[Johan Mandelberg]]s indkaldelse til Danmark. [[1754]] blev Wasserschlebe sammen med tre andre kunstkendere, grev [[Otto Thott]], [[Christian von Støcken (gehejmeråd)|Christian von Støcken]] og [[Bernhard Møllmann]], optaget som æresmedlem af [[Kunstakademiet]].<ref name="DBL 277"/>

Wasserschlebe, der [[1747]] var blevet [[kancelliråd]] og [[1751]] [[justitsråd]], indtrådte atter 1752 i sit tidligere embede som sekretær i Tyske Kancelli og udnævntes [[1760]] til [[etatsråd]] og til [[kommitteret]] i det da oprettede vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, der styredes af [[A.P. Bernstorff]] som [[deputeret]]. Som varm ven af bondefriheden fik han indflydelse på [[Landboreformerne|landbosagen]] i [[Hertugdømmerne]], fremmede [[udskiftningen]] og arbejdede for en formålstjenlig besættelse af [[amtmand]]sposterne, der dengang næsten udelukkende tildeltes hofmænd. I alle forhold viser han sig som en oplyst og frisindet mand, en uegennyttig og hæderlig karakter. Wasserschlebe, der også var direktør for Fabrikmagasinet, blev [[1768]] 2. deputeret i Generaltoldkammer- og [[Kommercekollegiet]] og udnævntes til [[konferensråd]]. Han afgik i oktober [[1770]] fra Kollegiet og i april næste år fra Kancelliet. Han flyttede derefter til [[Flensborg]], hvor hans søsterdatter, moder til gehejmeråd [[J.P. Høpp]], var gift, og købte her nær ved byen ejendommen Klusgård, der fik navn efter ham, og hvor han anlagde en have og en "artificiel" eng. Sin store kobberstiksamling[[kobberstik]]samling, hvortil han havde lagt grunden i Paris, og som omfattede ca. 3000030.000 blade af fremmede mestre, måtte Wasserschlebe i pengeforlegenhed [[1781]] mod et forskud pantsætte til staten, der [[1783]] købte hele samlingen til [[Det Kongelige Bibliotek]] for 20002.000 [[rigsdaler|rdl.]]<ref name="DBL 278"/> Wasserschlebe efterlod sig også ret omfattende samlinger til dansk historie (nu i Det kongelige Bibliotek), særlig under [[Frederik 5.]] og [[Christian 7.]], som ofte bliver benyttede af historikere. Han døde ugift [[13. marts]] [[1787]] på sit landsted ved [[Flensborg]].<ref name="DBL 278">[http://runeberg.org/dbl/18/0280.html Bobé, s. 278]</ref>