Versionen fra 23. maj 2016, 14:46 redigér KnudW (diskussion \| bidrag) Tjekbrugere, Administratorer 109.731 edits m Gendannelse til seneste version ved Knud Winckelmann, fjerner ændringer fra 5.56.156.173 (diskussion \| bidrag) ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 5. dec. 2016, 13:55 redigér fjern redigering J. J. Gjedsted (diskussion \| bidrag) 1 edit →‎Bebop Tag: Visuel redigering Gå til næste forskel →
Linje 70: Banebrydende for bebop'en var her altsaxofonisten [[Charlie Parker]] og trompetisten [[Dizzy Gillespie]], som dyrkede en overmåde musikalsk krævende og pågående ekvilibristisk spillestil, kaldet [[bebop]]. - Karakteristisk for bebop-musikken er, at temaet/melodien spilles unisont (dvs. enstemmigt) <ref>[https://www.youtube.com/watch?v=Y75YUSbkIAA/ ''Musik-eksempel: "Confirmation" (Charlie Parker & Dizzy Gillespie, 1950)'']</ref> og ikke sjældent i ofte lynhurtige tempi af to eller tre blæsere sammen med rytmegruppen. Dog således, at blæserne klart synes mere i centrum under præsentationen af temaet, end selve ensemble-spillet i orkestret som helhed.<ref>Om baggrunden for den musikalsk meget krævende bebop spillestil hedder det sig, at adskillige af de dygtigste afro-amerikanske jazzmusikere efterhånden var blevet temmelig utilfreds med, at de hvide jazzmusikere i USA ikke alene havde stjålet jazzmusikken som stilart fra de sorte musikere, men også havde sørget for selv at tjene de mange penge på utallige indbringende pladeindspilninger, uden at det i nævneværdig grad kom de sorte jazzmusikere til gode (den amerikanske raceadskillelsespolitik blev dog søgt brudt af Benny Goodman som orkesterleder allerede i midten af 1930'erne - formentlig inspireret af hans egen jødiske herkomst - men slog reelt først igennem et par årtier senere). Den teknisk vanskelige bebop spillestil blev ifølge ganske veldokumenterede kilder derfor hovedsagelig skabt med henblik på at vinde det tabte tilbage på en ren kunstnerisk baggrund i konkurrencen med de hvide swing-spillende jazzmusikere.</ref> Den meget intense, ekspressionistiske spillemåde ytrer sig endvidere ved en betydelig udvidelse af musikkens klanglige og rytmiske virkemidler. Harmonikken udvides således med bl.a. 6 og 7-klangsakkorder tillige med omfattende brug af erstatnings-akkorder og gennemgangs-akkorder. Bebop'ens stærkt udadvendte, overmåde artistisk og komplekse spillemåde fik senere hen og især mod slutningen af ~~1950~~1940'erne sit modstykke i form af den mildt sagt anderledes rolige og meget udtryksfulde [[cool jazz\|cool-jazz]]. Et forbillede for mange udøvere var især trompetisten Miles Davis' indspilninger med et ni-mands orkester, senere udsendt med titlen "Birth Of The Cool". Her var tilknyttet arrangører som Gerry Mulligan, Gil Evans og Davis selv. ==== Cool-jazz ==== Det karakteristiske kølige særpræg ved cool-jazzen (ofte omtalt som "westcoast jazz") blev især yndet på den amerikanske vestkyst - i Los Angeles med navne som: [[Shorty Rogers]], [[Gerry Mulligan]], [[Chet Baker]], [[Stan Getz]], [[Bud Shank]], [[Bob Cooper (musician)\|Bob Cooper]], [[Jimmy Giuffre]], [[Shelly Manne]], [[Russ Freeman (pianist)\|Russ Freeman]], [[Bill Holman (musician)\|Bill Holman]], Curtis Counce, Chico Hamilton, Buddy Collette, [[Hampton Hawes]][[André Previn\|, André Previn]] og [[Dave Brubeck]]<nowiki/>s kvartet med [[Paul Desmond]]. Adskillige af musikerne kom fra big bands ledet af Stan Kenton og Woody Herman. Musikken blev hovedsageligt spillet af små grupper med raffinerede arrangementer og brug af beboppens udvidede harmonik men, i modsætning til beboppens iltre rytmik, med rytmegrupper, som i højere grad var påvirket af Count Basies rytmeideal. Det betød dog ikke, at der ikke blev spillet mere rå bebop i L.A., hvor musikere som Max Roach og Clifford Brown viste nye veje. '''Neobop''' Under konstruktion.... '''Jazzen i 60'erne''' <ref>[https://www.youtube.com/watch?v=JIfdYs8WErM/ ''Musik-eksempel: "All Blues" (Miles Davis, 1959)'']</ref> baserede sig primært på en radikal udskiftning af den normale gængse [[Funktionsharmonisk analyse\|funktions-harmonik]] til fordel for udstrakt brug af et såkaldt [[modal improvisation\|modalt akkordgrundlag]]. Den modale musikopfattelse med dens bevidst tilstræbte, næsten stillestående harmonik giver i særlig grad plads for ro og fordybelse i den musikalske oplevelse af jazzmusikken. Og det blev her trompetisten [[Miles Davis]], tenorsaxofonisten [[John Coltrane]] og pianisten [[Bill Evans]], der skulle komme til at levere det afgørende gennembrud for præsentationen af denne nærmest demonstrativt indadvendte, impressionistiske spillemåde. I cool-jazzen blev hovedvægten med få undtagelser <ref>Senere skilte navnlig John Coltrane sig ud med en for cool-jazzen noget atypisk og usædvanlig storladen melodiføring med brug af lange hurtigtløbende [[Frase (musik)\|fraseringer]], hvorved han i øvrigt på visse punkter kom til at foregribe den efterfølgende avantgarde jazz.</ref> lagt på de klanglige farvenuancer på bekostning af melodisk udfoldelse og rytmisk energi. Et typisk cool-jazz tema eller soloparti vil sjældent melodisk folde sig ud med de helt store fraseringer, men i stedet søge at kredse omkring relativt få toner i en afspændt rytme. Til gengæld vil det klanglige være artikuleret i fint afstemte nuancer med en ofte sløret tonalitet, der ikke sjældent peger hen imod egentlig stemningsmusik. ==== Avantgarde-jazz ====

Jazz: Forskelle mellem versioner