Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

I en længere periode efter Blichers død blev hovedvægten hos kritikerne lagt på de [[biografi]]ske træk i Blichers forfatterskab.<ref name="rune">[http://runeberg.org/dbl/2/0382.html Steen Steensen Blicher i P. Hansen, ''Illustreret dansk Literaturhistorie'', 1902:282]</ref><ref group="note"> dette gælder fx Evald Tang Kristensen og M.A.S. Lund (1882)</ref> I [[1904]] udkom [[Jeppe Aakjær]]s tre-bindsværk med mere end 1.000 sider om Blicher, hvilket markerede en ændring i tolkningen af Blicher. Aakjær gendrev den biedermeierske læsning af Blicher og fremhævede Blichers evne til at beskrive tragiske menneskeskæbner, med reference til Blichers eget tragiske livsforløb. Hans Brix anskuede derimod de dystre træk ved noveller som Præsten i Vejlbye som udtryk for Blichers indsigt i den menneskelige natur og seksualitet.<ref>Hans Brix:''Blicher Studier'' (Nordisk Forlag 1916) s. 57-63.</ref> Efter 1920, hvor [[Sigmund Freud]]s ''Det ubevidste'' blev oversat til dansk, fremhævede anmelderne i stigende grad det [[psykologi]]ske element i novellerne.

 

 

Søren Baggesens [[disputats]] et det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher. Han fastlægger først genren for de blicherske noveller, der betegnes som realistiske skæbnefortællinger, hvor personerne vikles ind i uundgåelige skæbnebestemte situationer. Analysen her bygger på den forståelse, at: