Åbn hovedmenuen

Ændringer

884 bytes tilføjet, for 2 år siden
m
lidt mere detaljeret om handlingen
| udgivet_dk =
| format =
| sider =24
| isbn =
| oclc =
| forgænger =Sildig Opvaagnen
| fortsættelse =
}}
Konfronteret med vidnesbyrdene, gentager præsten sin forklaring om, at han har slået Niels med spaden under skænderiet. Han fastholder samtidig, at slaget ikke dræbte karlen, som selv løb bort. Vidnerne siger hertil, at de ikke har set karlen løbe bort, men Erik Sørensen ser i øvrigt ikke, at deres udsagn er afvigende fra præstens, så han meddeler Morten Bruus, at der ikke er beviser, som kan bære en tiltale mod "en gudsfrygtig mand."<ref name="arkiv276"/>
 
Herredsfogeden svinger herefter mellem at håbe på, at han kan bevise præstens uskyld og at tynges af frygt for, at han er nødt til at dømme præsten, blandt andet fordi et vidne har set ham i haven sent på aftenen blot iført sin karakteristiske nathue og [[slåbrok|nattøj]].<ref name="arkiv277">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 277</ref> En stor del af handlingen er herefter koncentreret om, hvorledes Erik Sørensen forsøger at løse sit [[dilemma]].
Morten Bruus' indblanding i opklaringen og de fremlagte [[indicium|indicier]] tvinger nu herredsfogeden til at rejse sagen. Hans dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Under retsforhøret fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften. Han udpeger først et sted, oghvor der er tegn på gravearbejde, men da der ikke findes nærnoget her, bliver Erik Sørensen grebet af lettelse.<ref name="arkiv278">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 278</ref>. Netop som han triumferende erklærer, at jorden er hård, spørger Morten Bruus vidnet Jens Larsen, hvor han har set præsten grave. Vidnet udpeger et sted bagest i haven, og her finder præstegårdenman et lig i begyndende forrådnelse. Det er ikke til at genkende i den henfaldne tilstand, men det har ifølge broderen Niels' tøj på.<ref name="arkiv279">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 279</ref> Præsten bedyrer sig uskyld idet han påberåber sig Gud som vidne på, at han ikke har begravet liget. Han tilføjer, henvendt til Erik Sørensen:
 
:"''Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!''", hvor til Sørensen bemærker: "''Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer!''"<ref name="arkiv280">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 280</ref>
:"Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare saa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer - gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene! - Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædes for Pilati Domstoel." , er hans opgivende kommentar til den forestående retssag. ".<ref name="arkiv280"/>
Da præsten bliver konfronteret med vidnerne, fastholder han sin forklaring; dog erkender han, at han er [[søvngænger]] og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst tilføjer, at hvis han ubevidst har gjort således, må det være Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til at begå forbrydelsen. HerredsfogedenMorten erBruus igenkræver i et uløseligt dilemmanu, da hans forlovede indtrængende beder ham om at reddeder sinbenyttes fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om"redskaber", atmen hanErik harSørensen lovetafviser præstendette atmed tage hende til sin barm. I stedet, siger hun,udbruddet: "gennemborerDet Iforbyde min barmGud".<ref name="arkiv281arkiv282">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 281282</ref> Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra [[arrest]]en, men det ønsker præsten ikke.
 
Herredsfogeden er igen i et uløseligt dilemma, som forstærkes da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om, at han har lovet præsten at tage hende til sin barm. I stedet, siger hun, "gennemborer I min barm".<ref name="arkiv283">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 283</ref> Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra [[arrest]]en, men det ønsker præsten ikke.
Herredsfogeden må nu gøre sin pligt og gennemføre den endelige sagsfremstilling, hvor præsten på baggrund af vidneudsagnene mod ham - og hans delvise tilståelse - idømmes [[dødsstraf]]. Herredsfogeden ser ikke anden udvej, idet der må bødes "liv for liv". Denne vurdering må være moralsk; for på denne tid var tyende underlagt herskabets revselsesret, så der har været en [[jura|juridisk]] mulighed for i alt fald at idømme en mild straf for forseelsen.<ref name="mol84"/>.<ref group=note>Dette påpeger Mogens Møller i sin analyse af den ''autentiske'' retssag mod Søren Quist. I efterskriftet til dagbogen bemærker præsten i Aalsø, at folk i sognet anså dommen for at være for hård i forhold til omstændighederne, selv om præsten selv anså den for Guds retfærdige straf.</ref>
 
:”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref> Baggesen (1965), s. 275.</ref>
Blichers værker kan derfor bedst beskrives som ''tragisk realisme''. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref> Baggesen (1965), s. 276f</ref> I præsten fra Vejlbye er det tragiske, at alle uskyldige hovedpersoner misforstår den manipulation, Bruus - familien udøver. Realismen er, at retfærdigheden ikke altid er afslutningen på et drama.<ref name=holk/>
{{endspoiler}}
 
11.441

redigeringer