Galla Placidia: Forskelle mellem versioner

'''Aelia Galla Placidia''' (ca. 392 - 27. november 450), var datter af kejser [[Theodosius I]] og fungerede som regent for sin søn, kejser [[Valentinian III]], fra 425 til han blev myndig i 437. I det meste af sit voksne liv havde hun indflydelse på udviklingen i det [[vestromerske rige]], og hendes to ægteskaber var begge arrangeret for at kaste kejserlig glans over ægtemændene.

Galla Placidia blev født omkring 392 i Thessaloniki som datter af den romerske kejser [[Theodosius I]] og hans hustru Galla, der selv var kejserdatterdatter (af kejser [[Valentinian I]]). Fødselsåret fremgår ikke af kilderne, men man ved, at ægteskabet blev indgået i efteråret 387 i Thessalonika, og at Theodosius tog året efter tog på felttogt i Italien og var væk i tre år. Den førstefødte i ægteskabet var Gratian, der døde som spæd, og det danner basis for tesen om, at Galla Placidia blev født i 392 - efter Theodosius' hjemkomst.<ref>[http://www.roman-emperors.org/theo1.htm David Woods:Theodosius I, på ''An Online Encyclopedia of Roman Emperors.'']</ref>

Kejserinde Galla døde i barselsseng i 394, og Galla Placidia blev sendt til [[Milano]], hvor hendes far havde taget ophold efter at have nedkæmpet oprørskejseren Eugenius. Theodosius døde året efter, og som foreskrevet af ham blev Romerriget delt i en vestlig og en østlig del. Galla voksede op i det [[Vestromerske rige]], der officielt blev regeret af hendes halvbror [[Honorius]], og i praksis af generalengeneral [[Stilicho]]. Galla Placidias kusine Serena var gift med Stilicho, og den lille pige voksede op i denne familie.<ref name="Ralph W. Mathisen, Galla Placidia">{{Citation |url=http://www.roman-emperors.org/galla.htm |first=Ralph W. |last=Mathisen |chapter=Galla Placidia |editor-last=Weigel |editor-first=Richard D. |title=An Online Encyclopedia of Roman Emperors}}</ref> Der var muligvis planer om et ægteskab mellem Galla Placidia og Stilichos søn Eucherius, men de blev aldrig realiseret.<ref>{{Citation |url=http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Claudian/De_Consulatu_Stilichonis/2*.html#ref5 |author=Claudian |title=On the Consulship of Stilicho |edition=Loeb Classical Library |year=1922}} Claudian skriver om den "tredje forbindelse" mellem de to familier, og det danner baggrund for antagelsen.</ref>

Visigoterne indtog og plyndrede Rom i august 410, og blandt de prominente gidsler, de tog med sig derfra - ud over et enormt bytte - var den tidligere modkejser [[Priscus Attalus]] og Galla Placidia. Begge kunne bruges i det politiske spil med det vestromerske rige. Visigoterne drog først sydpå til [[Calabrien]]. Her døde Alarik, og hans efterfølger [[Ataulf]] førte den store gotiske skare nordpå, hvor der var nye muligheder for et plyndre og få mad.<ref>Heather (2005), side 238-239.</ref> Visigoterne (og Galla) nåede frem til det sydlige Gallien i 412, og i 413 lavede Ataulf en aftale med romerne om at støtte dem mod oprørskejseren [[Jovinus]], der huserede i Gallien.<ref>Heather (2005), side 238.</ref> Man ved ikke, hvilke løfter der var givet til Ataulf, da han skiftede side. I følge de samtidige historikere ønskede Ataulf selv at indtage pladsen som romersk kejser, og det så de som begrundelse for, at han i januar 414 giftede sig med Galla Placidia. Den samtidige historiker [[Orosius]] så derimod sindelagsskiftet som resultatet af guddommelig indgriben, der skulle redde den romerske stat, kombineret med Ataulfs stormende forelskelse i sin nye hustru. Senere historikere har været mere skeptiske og for eksempel skriver Antonio Marchetta, at Ataulf sagtens kan have udtrykt beundring for det romerske rige, men at brylluppet udelukkende var et skaktræk i et benhårdt politisk spil.<ref>Antonio Marchetta, ''Orosio e Ataulfo nell'ideologia dei rapporti romano-barbarici'', Rom: Istituto Storico per il Medioevo, 1987.</ref> Ataulf udpegede imidlertid ikke sig selv som kejser, men udråbte i stedet Attalus igen.<ref>Heather (2005), side 239</ref> Galla Placidia blev gravid og fødte i slutningen af 414 sønnen Theodosius, der som efterkommer i lige linje af kejser Theodosius stod som arving til den romerske kejsertitel, især fordi Honorius ikke havde børn (og aldrig fik det).<ref>Heather (2005), side 240.</ref> Den vestromerske general og magthaver [[Constantius III|Constantius]] var imidlertid et skridt foran. Da Jovinus overgav sig, fik den vestromerske hær igen rådighed over mange af de legionærer fra [[Romersk Britannien|Britannien]] (England), Gallien og [[Hispania]] (Spanien), der i en periode havde hørt til oprørshærene. Constantius var klar til opgøret med visigoterne, og han valgte at blokereblokerede deres forsyningsveje til lands og til vands. I begyndelsen af 415 var goterne løbet tør for mad, og de måtte drage til det nordlige Spanien for at finde nye forsyninger. Theodosius døde som spæd i 415, og i løbet af sommeren var der en del utilfredshed blandt visigoterne. Ataulf blev stukket ned i sit bad i Barcelona, og han døde kort efter.<ref name=autogeneret1>Heather (2005), side 241.</ref> Ataulf blev afløst af [[Sigerik]], der muligvis havde en hånd med i mordet - som hævn for drabet på broderen Sarus i 412.<ref>Scharf, side 2.</ref> Krønikerne fortæller, at Sigerik henrettede Ataulfs børn fra et tidligere ægteskab og at han nedværdigede Galla Placidia ved at lade hende vandre sammen med de fanger, der blev drevet foran hans følge. Ataulfs bror blev ligeledes henrettet. Sigerik holdt imidlertid kun i syv dage. Så blev han også myrdet og afløst af [[Wallia]], der tilsyneladende ikke havde familiære forbindelser til nogen af de foregående konger.<ref>Heather (1996), side 149.</ref> Wallia forhandlede en aftale på plads med vestromerne, og den indebar, at goterne fik fødevarer, og at vestromerne fik løfter om rådighed over visigotiske tropper, samt at Galla Placidia blev frigivet.<ref name=autogeneret1 />

Galla Placidia opholdt sig de følgende år ved det vestromerske hof i [[Ravenna]]. Hendes halvbror, kejser Honorius, var kun en kransekagefigur, og den egentlige magt lå hos generalengeneral Constantius. Han var i 414 [[consul]] for første gang, og søgte at cementere sin magt yderligere gennem et ægteskab med Galla. Den unge kejserdatter var ikke tilfreds med at være en brik i endnu et politisk spil, men da kejser Honorius på rigets vegne gjorde Constantius til consul igen 1. januar 417, benyttede kejseren ceremonien til at tage Gallas hånd og føre hende over til Constantius, hvorefter han erklærede de to for ægtefolk. Gallas protester var nytteløse.<ref>Heather (2005), side 256-257.</ref>

I ægteskabet med Constantius fødte Galla først datteren Justa Grata Honoria (i 417/418) og derefter sønnen [[Valentinian III|Valentinian]] (i juli 419).<ref>Heather (2005), side 251.</ref> Man ved, at hun i disse år tog del i løsningen af kirkelige stridigheder: Da [[pave Zosimus 1.]] døde i december 418, blev der valgt to forskellige paver som hans efterfølger, [[Modpave Eulalius 1.|Eulalius]] og [[Pave Bonifacius 1.|Bonifacius]]. Galla Placidia støttede Bonifacius, og striden endte med, at begge kandidater blev bedt om at holde sig væk fra Rom, indtil sagen var afgjort på et kirkemøde. Eulalius nægtede, og det kostede ham pavetitlen.<ref>Kelly, side 39-40.</ref>

I januar 420 blev Constantius consul for tredje gang, og 8. februar 421 blev han officielt udnævnt til medkejser for Honorius. Han fik rangtitel somaf ''augustus'' og Galla Placidia blev kejserinde (''augusta''). Constantius var nu en del af kejserfamilien, med en oplagt tronarving, og fremtiden tegnede lys. Skæbnen ville det imidlertid anderledes, han blev syg, og 2. september 421 døde han. Som nævnt havde kejser Honorius ingen reel politisk magt - den lå hos Constantius - og da han døde, opstod et tomrum, som Galla forsøgte at udfylde. I begyndelsen lykkedes det, men det gode forhold til broderen Honorius holdt ikke, og i slutningen af 422 forlod hun hoffet sammen med børnene, og tog til [[Konstantinopel]]. Kampen om pladsen som kejserens fortrolige gik straks i gang, men varede ikke længe, for Honorius blev syg og døde 15. august 423.<ref>Heather (2005), side 251-259.</ref>

Kildematerialet fortæller ikke meget om Galla efter 437. Til gengæld hører man i 440'erne en del om hendes datter Justa Grata Honoria, der skabte skandale ved kejserhoffet ved at blive gravid med sin forretningsfører, Eugenius. Han blev prompte henrettet, og Honoria blev trolovet med senatoren Herculianus. Honoria var på ingen måde interesseret i at blive gift med ham, og i sin nød sendte hun en broche med sit portræt, og et brev hvor hun klagede sin nød, til den hunniske konge [[Attila]]. Hunnerkongen valgte at opfatte brevet som et ægteskabstilbud, og han forlangte på stedet at få halvdelen af det Vestromerske rige som medgift. Nogle historikere har ment, at det var anledningen til hans invasion af riget, menmens andre, som [[Peter Heather]], afviser denne forklaring. Attila var åbenbart allerede i gang med at skabe ufred i Gallien, og hans invasion i 451 gik ikke til Italien, men til Gallien. Det følgende år fulgte så Attilas angreb på Italien. Han nåede at plyndre i Norditalien, inden østromerske modangreb og sygdom i hæren fik ham til at vende om. Galla Placidia blev ikke vidne til disse sidste begivenheder, idet hun døde i 450.<ref>Heather (2005), side 335-341.</ref> Galla Placidias sidste kendte offentlige fremtræden fandt sted netop i 450, da hun fik kisten med sønnen Theodosius - der var begravet ved Barcelona i 415 - overført til det Theodosianske dynastis familiekapel i [[Peterskirken]] i Rom.<ref>Sivan, side 49 & 142-143.</ref>