Hafnia Forsikring: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Billede
ordret
Linje 6:
 
== Finansielt supermarked ==
I [[1980'erne]] etablerede forsikringsselskaberne [[Baltica]] og Hafnia, hvad der dengang kaldtes ”finansielle supermarkeder”, dvs. konglomerater af finansielle virksomheder ejet af et holdingselskab.
 
Forsikringsselskaberne i Hafnia blev herefter ejet af Hafnia Holding, der også ejede Hafnia Erhvervsbank, som i [[1986]] var købt fra en række [[sparekasse]]r, samt Hafnia Bank som specialiserede sig i formueforvaltning. Hafnia ErhvervsbanksErhvervsbank havde inden købet båret navnet [[Fællesbanken for Danmarks Sparekasser]]. Visionen var at samle forsikring, bank og realkredit i et ejerskab for at være i stand til at yde en samlet pakke, nemlig lån forsikring og opsparing i en finansiel pakke til den enkelte kunde.
 
Hafnia Holding fulgte i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af [[1990'erne]] under direktør [[Per Villum Hansen]], der havde været den øverste chef siden [[1979]], yderligere en strategi om konsolidering i den nordiske forsikringsbranche ved fjendtlige og venlige overtagelser. DetteDet skete i samarbejde med Norges største forsikringsselskab, Uni Storebrand. Forsikringsselskaberne ydede lån til at finansiere de aktiekøb, som holdingselskabets foretog som led i strategien.
 
Gennem flere år havde Hafnia belejret [[Baltica|Baltica Holding]] i et forsøg på overtagelse. I november [[1991]] købte Hafnia Holding desuden otte procent af aktierne i det svenske forsikringsselskab [[Skandia]] for 1,5 mia. kr. DetteDet finansieredes ved delvis af lån fra seks datterselskaber. Revisionen mente at dettede var ulovlige aktionærlån, og adm. direktør Per Villum Hansen og viceadministrerende direktør [[Henrik Klæbel]] blev fyret den [[8. april]] [[1992]].
 
== Hafnia-sagen ==
Hafnia-koncernen offentliggjorde [[9. april]] 1992 et dårligt årsregnskab for 1991 og oplyste samtidig, at der var etableret kontakt mellem Hafnia og det svenske forsikringsselskab Skandia om en fusion af de to selskaber med Skandia som den overtagende part.
 
På generalforsamlingen valgtes en ny bestyrelse, hvor formandenFormanden [[Ebbe Christensen]] erstattedes af [[DONG Energy|DONG-direktør]] [[Holger Lavesen]]. Den nye bestyrelse bortviste Per Villum Hansen den 8. juni. Den ny ledelse kunne herefter oplyse, Hafnia-koncernen ejede hidtil skjulte aktieposter i seks selskaber bl.a. [[Brøndby IF]] og [[Interbank]]. Aktieposterne blev beregnet til at koste Hafnia 350 mio. kr., men ved den efterfølgende retssag (1992- 1994) blev Per Villum Hansen pure frifundet i alle de forhold bortvisningen var baseret på.
 
I forlængelse heraf kontaktede [[Lønmodtagernes Dyrtidsfond]] (LD) og [[Kommunernes Pensionsforsikring]] (KP), der var aktionærer i Hafnia, en række andre Hafnia-aktionærer. De pågældende aktionærer afholdt en række møder og fandt ikke ombytningsforslaget fra Skandia tilstrækkelig attraktivt. LD og KP foreslog i stedet - og var initiativtagere til gennemførelsen af - en kapitaludvidelse for at videreføre Hafnia som selvstændig virksomhed (den ”danske løsning”).
 
De væsentligste aktører i Hafnia-emissionen var Hafnia Holding, et emissionskonsortium (Den [[Danske Bank]], den franske bank [[Paribas]] og LD's fondsmæglerselskab Bjørnskov & Co), et garantikonsortium (Den Danske Bank, Paribas, Bjørnskov & Co samt [[Bikuben]]), nogle undergaranter (LD og en række andre Hafnia-aktionærer), og nogle almindelige investorer, herunder [[Arbejdsmarkedets Tillægspension|ATP]].
 
Den Danske Bank fremsendte den [[14. maj]] 1992 anmodning til LD om underskrivelse af bindende tegningstilsagn. LD blev gjort opmærksom på, at rammeaftalen af 8. maj 1992 mellem Hafnia Holding og Den Danske Bank bl.a. indeholdt følgende passus (utilrådelighedsklausulen):
Linje 53:
Den Danske Bank indrykkede i [[1996]] annoncer i dagspressen, hvor banken under overskriften ”Svar på tiltale” forsvarede sig mod beskyldninger om at have søgt kapital tilført Hafnia for at gavne sin egen stilling som kreditor.
 
Blandt visseVisse pensionskasser, der havde optrådt som undergaranter, og hos LD blev det overvejetovervejede, om der ville være grundlag for en erstatningssag mod bestyrelsen, emissionsbanken eller de involverede rådgivere. Ingen sådanne sager blev rejst i første omgang.
 
Derimod dannede mellem 800 og 900 utilfredse Hafnia-aktionærer to investorforeninger omkring to private aktionærer og stævnede Den Danske Bank, Hafnias ledelse samt revisorerne [[KPMG]], [[C. Jespersen]] og [[Grothen & Perregaard]] på baggrund af prospektet, som opfattedes som misvisende. I [[1999]] dømtes Den Danske Bank og Hafnias revisorer af [[Sø- og Handelsretten]] til at erstatte de godt 28.000 kr., som de to investorer havde tabt. Ledelsen blev derimod frikendt. De dømte ankede sagen. På baggrund af Sø- og Handelsrettens dom stævnede LD og KP Hafnias konkursbo, Hafnias revisorer og Den Danske Bank med et krav om erstatning på hhv. 416 og 332 mio. kroner.