Vendere: Forskelle mellem versioner

Ca. år 512 omtales slaver i Donau-egnene, formentlig ved Karpaterne. Kort efter brød [[Avarere|avarerne]] fra [[Ungarn]] frem til [[Thüringen]]; gammel tysk overlevering antyder, at slaverne, der ved kejser [[Justinian]]s Donau-fæstninger spærredes ude fra [[Balkanhalvøen]], nu væltede sig nord på fra Ungarn over de af "hunnerne" (det vil sige avarerne) ødelagte egneog drev de tiloversblevne (germanske) indbyggere vest på. En lignende forbindelse mellem avarere og slavere forekom også i Østrig. Således erobrede venderne og deres frænder i kort tid strækningen fra [[Wisła|Weichsel]] til hinsides [[Elben]]. Deres vestligste forposter slog sig ned ved [[Main]]s og [[Weser]]s øvre løb, ja spredte nybygder skal endog være nåede helt over til [[Rhinen|Rhin-egnene]]. I de erobrede egne forsvandt ethvert spor af gotisk og tysk nationalitet.<ref name="Salm 717">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0729.html ''Salmonsen'', s. 717]</ref>

Indtil [[Karl den Store]]s tid fremstod venderne endnu som truende og overmægtige naboer for Tyskland, og han selv øgede deres område, idet han for at knække sachserne gav [[Nordalbingien|Holsten]]s østlige del til den vendiske stamme [[obotritterne]] i [[804]]. Men dette var også vendernes sidste fremskridt imod vest, thi derefter vendte udviklingen, og støttede på den kristne kirkes [[Kristen mission|mission]]sbud gik tyskerne over fra forsvar til angreb.<ref name="Salm 717"/>