Gotere: Forskelle mellem versioner

Vor viden om goterne er baseret på beretninger, skrevet på andre sprog, primært [[latin]]. Det [[Gotisk (sprog)|gotiske skriftsprog]] opstod først i midten af det 4. århundrede, og man har ingen eksempler på, at det er blevet brugt i andet end kirkelige sammenhænge.<ref name=autogeneret2>Heather (1996), side 9</ref>. Goterne figurerer i geografiske værker fra det første århundrede, og derefter typisk, når de dukker op som romernes fjender, men en egentlig historieskrivning om dem opstår først med Ablabius. Han var formentlig ansat ved den visigotiske konges hof omkring år 500, og han skrev et værk, der senere blev benyttet af historieskriverne [[Cassiodorus]] og [[Jordanes]].<ref name=autogeneret2 /> Den tidligste gotiske historie er dermed baseret dels på mundtlige traditioner, dels på arkæologiske fund, og endelig på de sammenhænge, sprogforskere har kunnet tilvejebringe. I følge Jordanes ankom goterne i tre skibe fra [[Skandinavien]] til det nordkysten af det nuværende [[Polen]] år 1490 f.Kr., ledet af deres konge Berig. Tidsfæstelsen kommer af, at Jordanes har en vældig historie om, at goterne derefter deltager i den [[trojanske krig]].<ref>Heather (1996), side 13</ref> Der kan sagtens være en kerne af sandhed i den skandinaviske forbindelse - bortset fra tidsangivelsen - men problemet er bare, at man arkæologisk ikke kan bevise den. Den kultur, der opstår omkring [[Wisla]]-flodens udmunding ved begyndelsen af vor tidsregning ([[Wielbarkkulturen]]), har syv karakteristika i sine fund, og kun ét af dem - stensætningen omkring gravpladser - kan genfindes i Skandinavien.<ref>Heather (1996), side 14</ref> Tilbage står de navnemæssige sammenfald. Navnet ''gotere'' (''gotones, gutones''), mener lingvister, er en latinsk version af goternes ejet navn *gutans, hvilket er formelt identisk med folkenavnet ''gutar'' på øen [[Gotland]] i [[Sverige]]<ref>Andersson, Thorsten (1996): "Göter, goter, gutar", Namn och Bygd/ Uppsala</ref><ref>Elias Wessén, Fornvännen 1969, Nordiska folkstammar och folknamn, s 21</ref>. I islandske kilder bruges navet '''gotar''' både for gotere och gotlændinger<ref>Finnur Jónsson, Ordbog over det

I begyndelsen af det 1. århundrede opstod der en ny kultur ved mundingen af Wisla (i dagens Polen), i et område, der ellers havde været præget af Oksywiekulturen. I 1874 fandt man ved byen Wielbark et begravelsesområde, der viste sig at indeholde omkring 3.000 grave. I begyndelsen omtalte man den fundne kultur som den "gotisk-gepidiske" kultur, men i erkendelse af, at man ikke kan bevise nogen sammenhæng, er man siden 1970'erne gået over til at at omtale kulturen som Wielbarkkulturen, et navn introduceret af den polske arkæolog Ryszard Wołągiewicz.<ref>Ryszard Wołągiewicz: ''Pole orne ludności kultury wielbarskiej z okresu wczesnorzymskiego w Gronowie na Pomorzu.'' I: ''Wiadomości Archeologiczne.'' Årgang 42, 1977, ISSN 0043-5082, side 227–244; {{pl sprog}}</ref> I løbet af det 2. århundrede bredte kulturen sig sydover, primært langs østsiden af Wisla, og fra årene 180-230 har man tilsvarende fund i [[Volhynien]] og det nordlige [[Ukraine]].<ref>Heather (1996), side 21</ref> Denne bevægelse svarer til, hvad der fortælles om hos Jordanes og i de gamle gotiske sange, hvilket bestyrker teorien om en sammenhæng mellem goterne og Wielbarkkulturen.<ref>Wolfram, ''Die Goten'', (1988) side 42.</ref> Den romerske historiker og embedsmand [[Tacitus]] skrev i sin bog ''Germania'' fra 98 om goterne:

Mens tervingerne er sparsomt omtalt i de nævnte 75 år, må man med hensyn til greutungerne i endnu højere grad støtte sig til arkæologien. Fundene i deres bebyggelser viser, at de havde omfattende handel med tervingerne (for eksempel glasvarer, sølvtøj og kamme)<ref>Heather (1996), side 81-83.</ref>, men man kan ikke ud fra fundene sige noget præcist om deres politiske strukturer.<ref>Heather (1996), side 55.</ref> Greutungerne boede i området mellem floderne [[Dnestr]] og [[Don]]. Nord og øst for dem - mellem Don og [[Volga]] - boede [[alanerne]], og på den anden side af Volga boede hunnerne. Historien spidsede til, da hunnerne omkring 370 angreb alanerne. Alanerne kunne ikke modstå angrebet, og de måtte underkaste sig og blive en del af den hunniske folkeflytning mod vest. Hunnerne og alanerne angreb herefter greutungerne. Jordanes er en af de to vigtige kilder til begivenhederne, men hans beretning er skrevet langt senere. Ifølge Jordanes blev greutungerne regeret af kong Ermanarik, der døde i en alder af 110 år, hvorefter hunnerne kunne undertvinge hans folk.<ref>Jordanes, kapitel 24. Jordanes kalder ham Hermanaric.</ref> Romeren Ammanianus Marcellinus, der tidsmæssigt er meget tættere på begivenhederne, skriver også om Ermanarik, men lader ham gå frivilligt i døden frem for at kæmpe mod hunnermehunnerne.<ref>Ammanianus Marcellinus, bog 31, kapitel 3. Her bliver han kaldt Ermenrichus.</ref> Man mener, at Ermanarik døde omkring 375, og hans efterfølger Vithimir blev dræbt i kamp kort tid efter, hvorpå de resterende greutunger søgte beskyttelse hos tervingerne vest for Dnestr.<ref>Heather (2005), side 151.</ref> Tervingerne forsøgte at sikre grænsen mod de alanske og hunniske plyndringstogter, men uden held. Dommeren Athanarik trak sig tilbage mod vest gennem [[Karpaterne]], men en stor befolkningsgruppe under [[Fritigern]] og Alavivus søgte mod Donau. De sendte i 376 udsendinge til kejser [[Valens (kejser)|Valens]] i [[Antiochia]] for at få lov til at bosætte sig syd for Donau. Tilladelsen blev givet, men på hårde vilkår, mens et tilsvarende ønske fra greutungerne blev afvist. Kejseren og det meste af felthæren var optaget af en krig mod perserne, så romerne havde svært ved at styre de goter, der ankom.<ref>Heather (2005), side 152-153.</ref> I 377 tog greutungerne chancen og overskred Donau uden tilladelse.<ref>Heather (2005), side 164.</ref> I foråret 377 udviklede situationen sig til [[Goterkrigen (377-382)|egentlig krig]] mellem goter og romere, og seks sæsoner i træk var den romersk hær i felten for at nedkæmpe goterne. I begyndelsen gik det dårligt for romerne: I [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adranopel]], 9. august 378, blev den østlige romerske hær næsten udslettet af en kombineret gotisk hær bestående af tervinger og greutunger. Kejser Valens døde i slaget, der af Amminianus betegnes som den værste katastrofe for den romerske hær siden [[Slaget ved Cannae|Cannae]].<ref>Heather (2005), side 178-181.</ref> Den vestlige romerske hær under kejser [[Gratian]] fik stabiliseret situationen de følgende år, og i 382 blev der sluttet fred, og goterne fik lov til at bosætte sig på [[Balkanhalvøen|Balkan]]. Styrkeforholdet mellem goter og romere havde ændret sig, og de tilflyttende gotere fik lov til at beholde deres egne ledere, og når de skulle deltage i romerske krige, var det som en samlet gruppe under gotisk kommando.<ref>Heather (2005), side 183-186.</ref>