Mindaugas af Litauen: Forskelle mellem versioner

Han er nævnt i en traktat fra [[1219]] som en ældre fyrste, og i [[1236]] som leder af alle litauere. Nyere kilder, der beskæftiger sig med hans vej til magten, nævner strategiske ægteskaber og forvisning eller mord på hans rivaler. I løbet af 1230'erne og 1240'erne styrkede han sin kontrol med områderne sydøst for [[det egentlige Litauen]]. I 1250 eller 1251, under interne magtkampe, blev han romersk-katolsk døbt. Dette satte ham i stand til at etablere en alliance med [[den Liviske Orden]], som i mange år havde været en af litauernes vigtigste fjender. I løbet af sommeren [[1253]] blev han kronet til [[konge af Litauen]] af [[biskop]]pen i [[Pelplin Stift|Kulmsee]] ({{lang-pl|[[Chełmża]]}}) på baggrund af en [[Bulle|pavelig bulle]] udstedt [[Pave Innocens 4.|Innocens IV]] og herskede over mellem 3-400.000 undersåtter<ref name=oconnor15/>.

 

Mens Mindaugas ti-årige regeringstid var præget af forskellige statsbygnings aktiviteter, fortsatte hans konflikter med familien og de øvrige hertuger. Det vestlige Litauen gjorde modstand Mindaugas' regeren, samtidigt blev hans landvindinger i de sydøstlige områder angrebet af [[tatarer]]ne. I [[1261]] brød Mindaugas med den Liviske Orden, og opgav sandsynligvis kristendommen. I [[1263]] blev Mindaugas myrdet af hans nevø, [[Treniota]], og en anden rival, hertug Daumantas. Hans tre efterfølgere blev også myrdet. Fejderne ophørte først da [[Traidenis af Litauen|Traidenis]] blev storfyrste ca. 1270.