Johann Friedrich Struensee: Forskelle mellem versioner

Da dronning Caroline Mathilde i [[1771]] fødte datteren [[Louise Augusta af Danmark|Louise Augusta]], var den folkelige forargelse stor. Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn ''[[la petite Struensee]]'', selvomselv om Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev ironisk nok senere mor til [[Caroline Amalie af Augustenborg|prinsesse Caroline Amalie]], der gennem sit ægteskab med [[kong Christian 8.]] endte som [[dronning]] af Danmark.

Gennem sin indflydelse på kongen, og sit forhold til dronningen, skaffede Struensee sig med tiden en ganske anseelig politisk magt. I løbet af et års tid fik Struenseehan fyretafskediget de gamle [[Gehejmekonseil|konseilsministre]], erstattede senere konseilet med et [[kabinetsstyre]] og udnævnte sig selv til [[Greve (rang)|greve]] og gehejmekabinetsminister, med magt til på egen hånd at udstede kabinetsordrer. – disseDe skulle blot senere forelægges til godkendelse hos kongen. På mindre end halvandet år udsendte Struensee omkring 2.000 kabinetsordrer –: offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens [[bureaukrati]] skulle forenkles og [[godsejer]]nes indflydelse mindskes etc.. En lang række af disse kabinetsordrer var ændringer og reformer, der var præget af [[Oplysningstiden]]s tanker –: [[trykkefrihed|pressefrihed]], afskaffelse af [[tortur]] inden for retsvæsenet, bedre forhold for [[Fæstebonde|fæstebønder]], afskaffelse af mange privilegier osv.

Tiden var tilsyneladende endnu ikke moden til så omfattende forandringer, så Struensees reformiver og hans intime forhold til dronningen skaffede ham hurtigt mange fjender, især i [[Adel|adelige]] og militære kredse. Ved et paladskup på [[Christiansborg Slot]] den [[17. januar]] [[1771772]]2 blev Struensee og vennen [[Enevold Brandt]] arresteret – natten efter et [[maskebal]] i [[Teatermuseet i Hofteatret|hofteatret]]. I spidsen for kuppet stod [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|enkedronning Juliane Marie]], [[Frederik 5.]]s anden hustru, og hendes søn, [[arveprins Frederik]]. De havde fået en skrækslagen Christian 7. til at underskrive arrestordren. Struensee og Brandt blev sat i fængsel i [[Kastellet]], og dronning Caroline Mathilde på [[Kronborg Slot]]. Der blev nedsat en ekstraordinær domstol over dem. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug, og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i [[majestætsfornærmelse]], og Christian 7. underskrev [[dødsdom]]men.

Tusinder af københavnere strømmede til [[Fælledparken|Øster Fælled]] den 28. april 1772 for at overvære den makabre begivenhed, daat dommen blev eksekveret. Ved Struensee og Brandts henrettelse, fik beggede først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne [[Bøddel|bødlen]] holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på [[hjul og stejle]], mens hoved og hånd blev sat på en stage. Man ville også gerne have henrettet Caroline Mathilde, men da hendes broder –, den engelske konge [[Georg 3. af Storbritannien|Georg 3.]] –, raslede med sablen, blev hun i stedet afhentet af en engelsk [[fregat]] og deporteret til slottet i [[Celle (Tyskland)|Celle]] i kurfyrstendømmet [[Hannover (land)|Hannover]] uden sine børn. Hun så aldrig siden sine børn – hverken tronarvingen [[Frederik 6.|Frederik]] eller datteren, [[Louise Augusta af Danmark|Louise Augusta]], som Struensee var far tilsiden. Caroline Mathilde døde under en [[epidemi]] af [[skarlagensfeber]] i [[1775]] kun 23 år gammel og blev bisat i St. Marienkirche i Celle. Kongen kommenterede nyheden om dødsfaldet på denne måde: ''Det var synd – hun havde gode lægge''.

Efter Struensees egne udtalelser var nogle af hans forbilleder kendte videnskabsmænd som den [[schweiz]]iske læge [[Albrecht von Haller]] og den [[Frankrig|franske]] filosof [[Claude Adrien Helvétius]], hvis mest kendte værk ''De l'esprit'' (1758) den franske regering havde dømt til offentlig afbrænding. HansStruensees bogsamling rummede bøger af [[Voltaire]], [[Jean-Jacques Rousseau]] og [[Ludvig Holberg]] (''Moralske Tanker'' i en tysk oversættelse). Struensee var både påvirket af [[Oplysningstiden]]s tanker og den pietistiske strømning.

I [[1757]] tog Struensee doktorgraden i medicin med en afhandling ''Om skaden ved forkerte legemsbevægelser'', et emne som var blevet pålagt ham at skrive om af hans professor, den i datiden berømte [[Johan Andreas Wilhelm Büchner]]. Den omtalte forebyggelse af skader og pegede frem mod de opdragelsestanker, som han udsatte kronprins [[Frederik 6.|Frederik]] for. Afhandlingen var bemærkelsesværdig på grund af dens fuldkomne mangel på kildehenvisninger og selvstændige eksperimenter.<ref>Jens Glebe-Møller, 2007, s. 13</ref> Forarbejderne til den viser at emnet sandsynligvis ikke har interesseret den unge Struensee synderligt.<ref>Egill Snorrason, ''Johann Friedrich Struensee – Læge og Geheimestatsminister'', Mölnlycke A/S, København, 1968, s. 18-22.</ref>

I 1757 blev faderen ansat som præst i [[Altona]] i det [[Danmark-Norge|det danske rige]]. Struensee fulgte med familien til Altona, og allerede [[1758]] blev han ansat som stadsfysikus (læge) i byen. Lønnen på 70 [[rigsdaler]] om året var alt for lav til at nogen kunne leve som en anstændig borger, og han begyndte i [[1763]] sammen med studiekammeraten fra Halle, David Panning, at udsende tidsskriftet ''Zum Nutzen und Vergnügen'' ("Til nytte og fornøjelse").<ref>Struensees bidrag til tidsskriftet samt andre af Struensees tidlige presseartikler er fotografisk optrykt i Stefan Winkle, ''Struensee und die Publizistik'', Hans Christian Verlag, Hamburg, 1982. ISBN 3-7672-0753-2.</ref> Det indeholdt både folkeoplysning og underholdning. Men en artikel – der i et satirisk teologisk sprog gjorde grin med læger som solgte kvaksalvermedicin for egen vindings skyld – blev anset for at være fordærveligt for ungdommen og forhånende overfor religionen. Tidsskriftet blev forbudt, og bogtrykkeren fik en bøde. Artiklen var sandsynligvis ikke skrevet af Struensee selv, men som redaktør var han ansvarlig for indholdet i bladet.<ref>Asser Amdisen, ''Til nytte og fornøjelse – Johann Friedrich Struensee 1737-1772'', Akademisk Forlag, 2002, s. 27</ref> Året efter udgav Struensee endnu et tidsskrift, ''Til Fremme af Videnskaberne, Kunsterne, Smagen og Sæderne'', som ikke indeholdt satirisk stof. Det blev tilladt.

Embedet som læge skaffede ham kontakt med områdets adelige, bl.a.som grev [[Schack Carl Rantzau]], og det var ham, der fik Struensee udnævnt til rejselæge for den forestående kongelige udlandsrejse.

Den præcise diagnose på kongens sindstilstand er vanskelig at stille, men det er sandsynligt at kongen har lidt af [[skizofreni]].<ref>Ole Feldbæk, ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 9'', 2003, s. 221</ref> Efter sin kroning udtalte han, at han "ville rase et år", og han indledte en række udsvævelser, der indbefattede druk, omgang med skøger - mest berygtet var [[Støvlet-Cathrine]], som også blev kongens elskerinde - foruden hærgende togter igennem Københavns natteliv. Men det blev efterhånden klart for hoffet, at hans "rasen" ikke kun var udtryk for en ungdommelig oprørstrang, men at det snarere var tegn på sindssyge. Han udviste ønske om at påføre andre smerte, samtidig med at han selv havdeled af en overdreven frygt for at føle smerte på sin egen krop. Mens hans sindssygdom i hans unge år udmøntede sig i lange perioder som ekstrem fysisk aktivitet, begyndte den efterhånden at antage en mere og mere [[letargi]]sk (inaktiv) karakter, kun afbrudt af enkelte kortvarige perioder med aktivitet.

Foruden disse symptomer var kongen meget letpåvirkelig. Det betød, at den person, der kunne opnå langvarig personlig adgang til kongens gemakker, let kunne påvirke alle kongens beslutninger. Der eksisterede i forvejen et udpræget kabinetsstyre, fordi [[Frederik 5.]] i det meste af sin regeringsperiode havde udvist meget begrænset interesse for regeringshandlingerne. Alt, der behøvedes for at få opfyldt sine ønsker, var monarkens underskrift på en kongelig kabinetsordre. [[J.H.E. Bernstorff]] havde magten som præsident for [[tyske Kancelli]] og som udenrigsminister (hvilketmed dengangen betødmagt magtbeføjelsersom nogenlunde lighos nutidens statsminister og udenrigsminister kombineret). Bernstorff tolererede kongens yndlingsdrikkekammerat grev Holck, fordi hander kunne stille kongens lyster med hensyn til udskejelser.

Struensee blev knyttet tættere til kongen, og ved hjemkomsten begyndte han at gennemskue forholdene ved hoffet. På grund af kongens tilstand og mange udskejelser, ikke mindst i forbindelse med druk og elskerinder, var [[dronning Caroline Mathilde]]s position ved hoffet ikke særlig behagelig. Struensee var tilsyneladende den eneste, der kunne se det, og han overtalte kongen til at behandle dronningen med mere respekt. På denne måde vandt han også dronningens gunst, og hans stilling ved hoffet forbedredes endnu mere.

Kongens favorit og drukven var stadig grev [[Frederik Vilhelm Conrad Holck]]. Struensee indså, at han måtte af med grev Holck for at vinde kongens fulde fortrolighed. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd og rykkede op i [[rangfølge]]n. Det var vist derefter, at Struensee indledte en kærlighedsaffære med dronningen. Den ledte ifølge historikeren [[Svend Cedergreen Bech]] til, at hun blev gravid, men det er svært at bestemme faderskabet til prinsesse [[Louise Augusta af Danmark|Louise Augusta]] med fuldstændig sikkerhed. OmgivelserneJuridisk set var hun kongens datter, men omgivelserne og Struensee selv opfattede hende som hans datter, og resten af sit liv definerede hun sig selv ud fra hans faderskab. <ref>Om begyndelsen til kærlighedsaffæren Sv. Cedergreen Bech, s. 172. Om faderskabet til Louise Agusta, Sv. Cedergreen Bech, s. 263.</ref>

I sommeren 1770 rejste hoffet til [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]], og det lykkedes her for Struensee at få udmanøvreret grev Holck, ved at reintroducere [[Enevold Brandt]] for hoffet. Brandt havde tidligere været [[assessor]] ved hoffet, men da han i 1768 havde skrevet et brev til kongen, om den dårlige indflydelse grev Holck havde på ham, varblev han samme år blev afskediget i unåde. Imidlertid var han blevet ven med Struensee, der i ham så en afløser som kongens favorit. Med dronningens indflydelse fik de afskediget Holck og i stedet indsat Brandt. Struensee efterlignede Bernstorff iBernstorffs brugenbrug af en "fornøjelsesminister", som kunne opfylde kongens behov for udskejelser og aflede hans opmærksomhed fra regeringssagerne og de personintriger, som udspilledes i hoffet.

Men det var også nødvendigt for Struensee at skille sig af med Bernstorff. PositionenHan var som udenrigsminister, det vil sige præsidentenpræsident for det [[kancelli|tyske kancelli]], var den mest magtfulde stilling i den danske regering. Det var Bernstorff som formulerede størstedelen af den danske politik.

I december kunnefik Struensee få kongen til at opløse [[gehejmekonseil]]let og indføre et [[kabinetsstyre]] med ham selv i rollen som kongens eneste minister.

Det første problem for Struensee var, hvordan han skulle indordne sin egen, noget uformelle magt i den eksisterende administration. Og først og fremmest [[Gehejmekonseil]]et. Det bestod mest af aristokratiske tyskere. Trods sindets oprindelige opgave som en rådgivende forsamling havde det fået den egentlige magt, mens kongen var inkapabel. Struensee prøvede at kontrollere Gehejmekonseillet ved at indsætte personer, som han mente selv at kunne styre, bl.a. som grev Rantzau, som havde været behjælpelig på vejen til magten.

Som maître de requêtes var det Struensees jobhverv at overlevere ansøgninger til kongen. Og Struensee behøvede blot at beordre kongen til at underskrive papiret, så adlød han. HanStruensee havde uindskrænket magt til ansættelser ved hoffet (herunder regeringen). Det betød, at der skete adskillige udskiftninger: fortrinsvis udskiftning af uduelige adelige mederstattet af borgerlige ansat efter fortjeneste. Det betød også, at han kunne udnævne sig selv til hvilken som helst stilling i regeringen.

Han ansatte [[22. december]] 1770 den danske diplomat i [[Napoli]] (førhen i [[Sankt Petersborg]]) [[Adolph Sigfried von der Osten]] som [[udenrigsminister]] og adskilte samtidig embedet fra tilknytningen til præsidentskabet i [[tyske Kancelli]]. Men Struensee sørgede alligevel for, at udenrigspolitiske sager gik gennem ham, før de forelagdes for kongen. Det – og grundlæggende uenighed i udenrigspolitiken – vakte von der Ostens modvilje overfor Struensee.

Jo dybere Struensee kom ind i reformarbejdet, desto flere problemer så han. Overalt var der misforhold og gamle privilegier, som var i modsætning til hans eget regelrette syn på oplysningstankerne. Det betød, at han greb ind i forhold i alle samfundslag og først og fremmest i de offentlige ansattes.

Struensee udviste en forbavsende indsigt i en statsadministrationsmekanik, men manglede sans for realiteterne i sine ideer. Da mange af indgrebene kom til at genere mange, bredtes uvilje mod ham. At stemningen også kom til at omfatte de reformer, som ikke kan have gjort nogen ondt, kan ikke undre. På [[Fødselsstiftelsen]] i København, en allerede da gammel institution, beordrede han anbringelsen af en luge med en kasse. Her blev ugifte mødre opfordret til at lægge deres nyfødte barn, i stedet for at ombringe det.

[[Fil:Den Stormægtigste Dronning Caroline Mathilde til Hæst.jpg|thumb|250px|"Den Stormægtigste Dronning Caroline Mathilde til Hæst". Struensee, som selv holdt af at ride, havde opfordret dronningen til at gøre det samme. Hun fulgte hans råd, menog gjorde det ved at ride som en mandhan, overskrævs på hesten. Samtidig med hendes forkærlighed for at optræde i mandetøj både påtil hestenhest og ved hoffet var der stof til forargelse for samtiden. Dette kanDet ses på et træsnit fra efter Struensees fald i januar 1772. Han ses kigge ud af fangehullets vindue mod dronningen i mandetøj og deres fælles barn i favnen på en amme. Billedet skal dog ikke tages bogstaveligt, for samtidig med atmens Struensee sad fanget i København, var dronning Caroline Mathilde i husarrest på [[Kronborg]] i [[Helsingør]]. ]]

Bøder for graviditetforhold udenforog ægteskabet,graviditet detuden såkaldtefor ægteskabet "lejermål", samt den juridiske distinktion mellem "ægteskabeligt avlede" og udenomsægteskabelige børn (''13. maj 1771'') afskaffes. DetteDet skete snarere med et merkantilistisk mål for øje end af egentlig moralske eller filosofiske grunde. Begrundelsen i forordningen gik pålød, at man med tidligere tiders bøde- eller fængselsstraffe havde medvirket til at gøre det sværere for forældrene at forsørge de illegitime børn. Med en fritagelse for straf ville forældrene kunne forsørge og opdrage barnet, og endvidere ved at fjerne skelnen mellem "ægtefødte" og "uægtefødte" børn, havde man fjernet den juridiske forhindring, der førhen betød, at sidstnævnteuægte f.eks.fx ikke måtte optages i et håndværkerlaug. Formålet var således at sikre børnene en uddannelse og beskæftigelse, så de kunne blive et gode for staten i stedet for en byrde.<ref>Behandles udførligt i Nina Javette Koefod, ''Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre – Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark'', Museum Tusculanums Forlag, 2010, s. 263-278. ISBN 978-87-635-0200-9.</ref>

Struensee var tilhænger af en [[liberalisme|liberalistisk]] tankegang til forskel for den herskende [[merkantilisme|merkantilistiske]]. Han fjernede monopoler og ophævede importforbud. Det havde været politiets opgave at lede efter smuglervarer, men med de nye forordninger blev dette arbejdedet overflødigt. Tilladelse til husransagelser blev derfor frataget dem (''27. juli 1771'').