Forskel mellem versioner af "Velfærdsmodel"

18 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m
Flertydige WL: BismarckOtto von Bismarck
m (Fjernede Kategori:Velfærd; Tilføjede Kategori:Velfærdsøkonomi ved hjælp af Hotcat)
m (Flertydige WL: BismarckOtto von Bismarck)
Den selektive velfærdsmodel eller socialforsikringsmodellen sikrer borgernes velfærd gennem obligatoriske [[socialforsikring]]sordninger fra [[arbejdsmarked]]et. Da fokus er på samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og staten betegnes den også som den [[korporativ]]e model. Den centraleuropæiske velfærdsmodel fokuserer på fællesskabet. Ydelserne er bestemt af borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet over tid, og det er vigtigt at nævne, at modellen bibeholder den konventionelle familietype med hjemmegående husmor og (ene)forsørgende husbond{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Ældre- og børneomsorg bliver varetaget af gejstlige institutioner, og [[staten]]s [[subsidiaritetsprincip]] gælder kun, når familien ikke længere er i stand til at opretholde en tilværelse. Individets primære fællesskab er familien. Som tidligere nævnt er denne model kendetegnende for mange centraleuropæiske lande, herunder [[Tyskland]], [[Frankrig]] og [[Østrig]], hvorfor den også bliver kaldt den kontinentale model.
 
Specifikt i Tyskland benyttes [[Otto von Bismarck|Bismarck]]-modellen. I denne betaler hver arbejder en procentdel af sin løn til et forsikringsselskab via sin arbejdsgiver. En lavtlønnet betaler mindre end en højtlønnet, men kun når de er [[beskæftigelse|aktive på arbejdsmarkedet]]. Forsikringen bliver udbetalt, når arbejderen ikke længere er i arbejde.
 
Velfærdsmodellen er indrettet sådan, at hvis et individ kommer ud for en social begivenhed, skal overførselssystemet (understøttelse fra staten) ikke agere sikkerhedsnet i perioden, hvor individet ikke modtager løn. Det er derimod fællesskaberne, som individet er medlem af, som skal sørge for understøttelsen, hvis det er muligt. Overførselssystemet træder i kraft hvis et individ ikke har fællesskaber som kan bidrage med de nødvendige ydelser. Formålet er at sikre individer med tilknytning til arbejdsmarkedet, med så få midler som muligt.