Nadver: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) |
Nordfra (diskussion | bidrag) →Indstiftelsesordene: Historie. |
||
Linje 9:
En sammenskrivning kan lyde:
:Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine [[Jesu disciple|disciple]] det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye [[pagt (Bibelen)|pagt]] ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
== Historie ==
[[Fil:Agape feast 07.jpg|thumb|right|Tidlig kristen afbildning af et kærlighetsmåltid, ''agape''.]]
I aposteltiden kendte man to typer gudstjeneste – det offentlige møde med skriftlæsning, [[prædiken]], [[bøn]] og sang, og det private møde med nadver. I den tidlige kirke blev disse forenet til én gudstjeneste med to afdelinger, sådan at de udøbte og "de bodfærdige" (= de, der var under kirketugt) gik, inden nadvertjenesten begyndte. Nadveren blev adskilt fra kærlighedsmåltidet, som efterhånden bortfaldt eller blev afløst af menighedens fattigpleje. Gradvis begyndte man at opfatte nadver (og [[dåb]]) som hemmelighedsfulde handlinger, i lighed med de hedenske [[mysteriereligion|mysterier]], hvis hellighed forbød, at man udførte eller omtalte dem, når andre end "de indviede" var til stede. Jo mere [[mystik]], der samlede sig om nadver (og dåb), jo større blev præsternes anseelse. De fremtrådte som formidlere mellem Gud og mennesker, og efterhånden fik nadveren karakter af et [[Ofring|offer]] – først et '''takoffer''', da menigheden selv medbragte brød og vin – og senere, da nadveren ikke mere var noget måltid, som en gudstjenstlig handling og et '''sonoffer''', som præsten bragte Gud som en [[symbol]]sk gentagelse af Jesu offer. [[Cyprian]] skrev, at "''den præst står i sandhed i Kristi sted, som efterligner, hvad Kristus har gjort, og han frembærer i menigheden et sandt og fuldt offer til Gud Fader.''" [[Gregor den Store]] opfattede nadveren som en ublodig gentagelse af ofret, men af samme virkning. Efterhånden blev præstens indvielse af brød og vin gudstjenestens højdepunkt. Nadveren blev et sakramente, en hemmelighedsfuld gave og et pant på [[opstandelse]]n. [[Irenæus]] tolkede brødet og vinen bogstaveligt som Kristi kød og blod, mens [[Origenes]] og [[Augustin]] mente, at der er tale om en åndelig kraftmeddelelse. <ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 92), forlaget Haase, København 1973</ref>
På [[Thomas Aquinas]]’ tid var det ved at blive almindeligt, at altergæsterne kun modtog brødet. Thomas forsvarede denne ændring af Kristi indstiftelse med en hellig forsigtighed, der frygtede for at spilde «Kristi blod». Desuden var hele Kristus til stede i hvert element, sådan at alergæsterne, der kun fik brød, alligevel modtog Kristus ubeskåret. <ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 207)</ref>
== Nadverforståelse ==
| |||