Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner

USAs konferencerepræsentanter var udenrigsministeren [[Charles Evans Hughes]], senator [[Henry Cabot Lodge (1850-1924)|Henry Cabot Lodge]], den tidligere senator [[Elihu Root]] og senator [[Oscar Underwood]]<ref name=autogeneret1>[http://www.u-s-history.com/pages/h1354.html United States history: Washington Naval Conference] (engelsk)</ref>. I spidsen for den britiske delegation stod [[Arthur Balfour|lord Balfour]], og desuden marineministeren lord [[Lee of Fareham]], ambassadøren sir [[Auckland Geddes]] og (for Canada) den tidligere premierminister sir [[Robert Borden]]. Frankrig var repræsenteret ved [[konseilspræsident]] [[Aristide Briand]], den tidligere konseillepræsident [[René Viviani]], kolonialminister [[Albert Sarraut]] og ambassadøren [[Jean Jules Jusserand]]. Briand rejste hjem allerede den 22. november, Viviani den 22, og den franske delegations leder var derefter Sarraut.<ref name="NF 1180">[http://runeberg.org/nfcr/0636.html Nordisk Familjebok (1926), sp. 1180]</ref>

Blandt de øvrige konferencedeltagere bemærkedes den italienske senator [[Carlo Schanzer]], den japanske marineminister admiral [[Katō Tomosaburō]] samt ambassadøren [[Shidehara Kijuro]] og førstekammerets ([[overhus]]ets) præsident [[Tokugawa Iesato]], de to kinesiske envoyéer [[Alfred Sze]] og [[Wellington Koo]] samt den nederlandske udenrigsminister [[Herman van Karnebeek]].<ref name="NF 1181"/>

Konferencens syv plenarmøder var mest af formel natur og blev lavet for at lokke pressens og almenhedens intresse for konferencen; det egentlige arbejde lå i udvalg og underudvalg. Separat forhandlede desuden USA, Storbritannien, Frankrig og Japan om en status-quo-aftale for [[Stillehavet]], USA og Japan om øen [[Yap]]<ref name=autogeneret1 />, samt Japan og Kina om [[Shandong]]-halvøen.<ref name="NF 1181"/>