Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner

Indbydelsen blev givet af USAs regering den 10. juli 1921. Deltagere var i forhandlingerne om oprustningsbegrænsninger: USA, [[Frankrig]], [[Italien]], [[Japan]] og [[Storbritannien]] og i forhandlingerne om udlændinges opholdsbetingelser i [[Kina]] tillige [[Belgien]], Kina, [[Nederlandene]] og [[Portugal]]<ref name="NF 1180"/><ref>en række lande: Belgien, Brasilien, Danmark, England, Frankrig, Holland, Italien, Japan, Mexico, Norge, Peru, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige og USA nød for sine borgere den såkaldte exterritorialitet, det vil sige, at borgere fra disse lande ikke kunne underkastes kinesisk lov og domstol, hvilken særstilling kineserne ønskede afskaffet, jvf. Renborg (246), s. 246; Portugal havde desuden kolonien [[Macao]] i Kina</ref>. Den amerikanske regerings mål med konferencen var at få aftalt en rustningsbegrænsning, især til søs, ved hvilken man håbede at kunne skaffe sig selv en betydelig skattenedsættelse. Man ville derfor søge at forhindre en fornyelse af den britisk-japanske alliance, som ansås at ville medføre en fortsat oprustning til søs, samt ønskede desuden at få bekræftet "den [[Åbne Dørs Politik|åbne dørs politik]]" i Kina og specielt at forhindre Japan i at der sikre sig en økonomisk og politisk styrket stilling. Blandt andet håbede man at kunne afvikle [[Robert Lansing|Lansing]]-[[Ishii Kikujiro|Ishii]]-[[Lansing-Ishii-aftalen|aftalen]] af [[2. november]] [[1917]], ved hvilken USA under 1. verdenskrig havde erkendt, at Japan på grund af naboskabet havde "specielle interesser" i Kina.<ref name="NF 1180"/> Den britiske regering, som af sine [[dominion]]s i sommeren 1921 til rigskonference samlede premiereministre ivrigt var blevet opfordret til ikke at forny alliancen med Japan, men i stedet at søge intimt samarbejde med USA, søgte først at få gennemført forhandlinger i London om britisk-amerikansk-japansk [[entente]], men bøjede sig til sidst efter amerikanernes ønske og accepterede deres konferenceindbydelse den 21. august.<ref name="NF 1180"/> Denne var allerede 12. juli accepteret af den franske regering, som overvurderede uenigheden mellem [[Washington DC|Washington]] og [[London]] og troede sig at det på konferencen skulle kunne spille en indflydelserig formidlerrolle. I Tokyo indså man, at konferencen kunne føre til trusler mod japanske interesser, men af frygt for at blive isoleret gav man dog den 26. juli et accepterende svar.<ref name="NF 1180"/><ref>[http://runeberg.org/svtidskr/1921/0541.html ''Rustningsminskningens problem'', s. 530]</ref>