Viglius: Forskelle mellem versioner

I 1542 begyndte en officiel forbindelse mellem Viglius og Holland. På kejserens opfordring blev han medlem af rådet for [[Mechelen|Mechlin]], og nogle år senere præsident for dette organ. Andre ansvarlige stillinger blev betroet ham, og han blev snart en af ​​de mest betroede blandt ministre for [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl V]], som han ledsagede under [[Den schmalkaldiske krig|krigen]] mod det [[Schmalkaldiske forbund]] i 1546. Hans hurtige stigning i kejserens anseelse var sandsynligvis på grund af hans enorme lager af læring, som var nyttigt til at hævde de kejserlige rettigheder, hvor tvister opstod mellem imperiet og godser.

Han blev alment betragtet som forfatteren af ​​[[tolerance-ediktet mod tolerance]] udstedt i 1550, en hæderøre, han benægtede, idet han tværtimod hævdede, at han forgæves havde forsøgt at få Karl til at ændre sin strenghed. Da kejseren abdicerede i 1555, var Viglius også rede til at gå på pension, men på foranledning af kong [[Filip 2. af Spanien|Filip II]] forblev han på sin post og blev belønnet ved blandt andet at blive gjort [[koadjutor]] [[abbed]] i [[St. Bavon]], og på andre måder.

I 1559, da [[MargaretaMargrete af Parma|Margareta]], hertuginde af Parma blev regent i Nederlandene, var Viglius var et vigtigt medlem af den lille kreds, som hjalp hende i arbejdet i regeringen. Han var formand for statsrådet, medlem, og efterfølgende formand for statsrådet, og et medlem af udvalget for statsrådet kaldet ''consulta''. Men hans ønske om at træde tilbage vendte snart tilbage. I 1565 fik han lov til at opgive formandskabet for statsrådet, men blev overtalt til at beholde sit andre poster. Men han havde mistet sin gunst hos MargaretMargarete, der over for Filip beskyldte ham af uærlighed og [[simoni]], ligesom hans rettroenhed blev mistænkt. Da [[Fernando Álvarez de Toledo|hertugen af ​​Alva​​Alba]] ankom til Holland havde Viglius først bistået ham, men efterfølgende var han imod hertugens planer om afpresning, og søgte at få Philip til selv at besøge Nederlandene. Hans helbred var nu svækket, og hans arbejde var næsten forbi. Efter at have lidt under en kort fængselsstraf sammen med de øvrige medlemmer af statsrådet i 1576, døde han i Bruxelles den 5. maj 1577, og blev begravet i klosteret [[St. Bavon]].