Margrete af Parma: Forskelle mellem versioner

Margaretas mor var tjenestepige hos [[Karl 1. af Lalaing]] og [[Flamlændere|flamlænder]].<ref name=eb>{{cite book | title = Encyclopædia Britannica | year = 1911 | publisher = Cambridge University Press | editor-first = Hugh | editor-last = Chisholm | url = https://en.wikisource.org/wiki/1911_Encyclop%C3%A6dia_Britannica/Margaret_of_Austria_(1522-1586) | volume = 17 | edition = 11 | pages = 703-704 }}</ref> Margareta voksede op i [[Mechelen]] under tilsyn af to magtfulde slægtninge af den spanske og østrigske [[Huset Habsburg|Habsburg]]-slægt, hendes grandtante [[Margrete af Østrig, hertuginde af Savoyen]] og hendes tante [[Marie af Ungarn (guvernør for Nederlandene)|Marie af Ungarn]], som var guvernører for Nederlandene henholdsvis 1507-1530 og 1530-1555.<ref name=eb />

 

 

I 1536 fandt brylluppet med Alessandro sted, men han blev myrdet året efter.<ref name=eb /> Den femtenårige enke blev derpå gift med [[Ottavio Farnese]], hertug af Parma, en fjortenårig sønnesøn af [[pave Paul 3.]] Skønt dette ægteskab ikke var særlig lykkeligt, gav det Margrete nogle års ophold i Rom, og hun fødte tvillingedrenge, hvoraf en døde som spæd. Parret levede adskilt, og Margrete holdt sit eget hof. Hun kom i en noget vanskelig situation, da paven og kejseren blev uenige om, hvem der skulle herske over Parma. Det blev løst, da [[huset Farnese]] i 1555 blev anerkendt af Spanien som retmæssige herskere over Parma imod at få myndigheden over hendes søn.

 

I 1555 rejste hun til Nederlandene, hvor hun lod sin halvbror, [[Filip 2. af Spanien|Filip 2.]], tage sig af opdragelsen af hendes søn. Da Filip i 1559 forlod Nederlandene for at tage til Spanien, overlod han gurvernørposten til Margrete.<ref name=eb /> Det er tænkeligt, at Margrete kunne have haft lige så stort held med varetagelsen af dette embede som sine forgængere, hvis tiderne havde været rolige, men det var ikke tilfældet. Der var opstået en større og større utilfredshed i Nederlandene med [[inkvisitionen]] og det spanske despoti, ligesom Filip havde givet hende magten mere af navn end af gavn. Han forfulgte sine egne ideer, og det resulterede i den [[nederlandske opstand]].<ref name=eb /> Hun blev påtvunget rådgivning fra en lille kreds af Filips betroede folk, heriblandt [[Antoine Perrenot de Granvelle|kardinal Granvelle]], og Granvelle skulle blive meget hadet i Nederlandene. Granvelle rejste i eksil i 1564, hvorefter [[Viglius]] overtog formandsposten blandt rådgiverne. Men reelt var det nu Filip, der skulle godkende alle beslutninger, hvilket var ret uheldigt, idet det kunne dage måneder for et brev at komme fra Spanien til Nederlandene. I 1565 protesterede en gruppe nederlandske adelige, og Margrete lovede at standse den religiøse forfølgelse, da hun ikke havde nogen styrker at sætte imod oprørerne. I 1566 fandt en række [[Ikonoklasme|ikonoklastiske]] oprør sted over hele Nederlandene, men det lykkedes Margrete at bringe disse til ophør. Året efter sendte Filip hærstyrker ledet af [[Fernando Álvarez de Toledo|hertugen af Alba]] til landet til støtte for Margrete. Imidlertid advarede Margrete Filip om, at indgreb fra hertugen af Alba ville føre til en katastrofe. Da hun indså, at hun ikke havde nogen indflydelse på Filips beslutninger, valgte hun at frasige sig guvernørembedet samme år.<ref name=eb />

 

 

{{FD|1522|1586|Margrete af Parma}}

[[Kategori:Statholdere af Sydlige Nederlande]]