|
Nigga
{{Infoboks verdensarvsområde
| navn = [[Pompeii]]'s, [[Herculaneum]]'s og[[Torre Annunziata]]'s arkæologiske områder
| billede = PompeiiStreet.jpg
| billedtekst = Gade i den udgravede by
| land = {{flagland|Italien}}
| type = Kultur
| kriterie = iii, iv, v
| ID = 829
| region = [[UNESCO's Verdensarvsliste (Europa)]]
| indskrevet = 1997 (21.session)
| link = http://whc.unesco.org/en/list/829
| billede2 = Vesuvius 79 AD eruption Latina.svg
| billedtekst2 = Kort som viser vulkanudbruddet i 79 e.Kr.
}}
'''Pompeji''' (staves undertiden '''Pompei''' eller '''Pompeii''') er en ødelagt og delvis begravet, større [[Romerriget|romersk]] by nær [[Napoli]] og [[Caserta]] i den [[Italien|italienske]] [[Campania]] region, i det område som hører ind under vore dages [[Pompei]]-kommune. <!-- The modern town is indeed named "Pompei" with a single "i". Please do not correct it to "Pompeii". --> Byens navn var afledet af det oskiske ord ''pompe'' (= fem), ligesom drengenavnet Pompeius, der også var oskisk af oprindelse. <ref>Ola Wikander: ''I døde språks selskap'' (s. 148), forlaget Pax. Oslo 2009, ISBN 978-82-530-3205-4</ref>
Sammen med byen [[Herculaneum]], blev Pompeji ødelagt og fuldstændigt begravet, under et langvarigt og katastrofalt udbrud af [[vulkan]]en [[Vesuv]], som begyndte ved middagstid den [[24. august]] i 79 e.Kr og strakte sig over to dage. <ref> Den 24. august er den traditionelt angivne dag for udbruddet, baseret på en version af et brev forfattet af [[Plinius den Yngre]]; men nylig forskning støtter sig til en anden version af brevet, som rapporterer en anden dag – i slutningen af oktober/begyndelsen af november (Stefani, Grete, "La vera data dell'eruzione", ''Archeo'', oktober 2006, s. 10-14.</ref>
== Historie ==
Byen lå på et lag af [[lava]] fra et af Vesuvs forhistoriske udbrud, måske det, der fandt sted ca 1800 f.Kr. Her var bebyggelse senest 900 f.Kr, og oskernes og samnitternes bymure blev rejst ca 600 f.Kr. Den gamle vej langs murene markerer byens ''pomerium'', den hellige bygrænse. Døde måtte ikke begraves indenfor. Pompeji blev bygget som havne- og handelsby, men floden Sarno ændrede sit løb efter vulkanudbruddet i 79. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 84), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2</ref> En af de ældste bygninger – et [[dorisk orden|dorisk]] [[tempel]] viet til [[Herkules]] – stammer antagelig fra det 6.århundrede f.Kr. De ældste beboere var af oskisk afstamning. I år [[420 f.Kr.]] blev byen erobret af krigeriske samnitter fra bjergene mod øst. Erobringen viste sig med tiden af være profitabel for byens omsætning, og efterhånden blev den en ganske betydelig handelsby i området. Under samnitterkrigene (342-290 f.Kr.) kom den formelt under [[Rom]]s herredømme, men beholdt reelt sit selvstyre. En senere indblanding i Forbundsfælleskrigene i begyndelsen af 1.århundrede førte til at den i [[89 f.Kr.]] blev belejret af [[Sulla]], og måtte acceptere en romersk [[garnison]] i byen. En såkaldt [[veteran]]koloni under ledelse af P.Sulla – en nevø til diktatoren – blev anlagt under navnet ''Colonia Cornelia Veneri Pompeii''. (''Veneri'' viser til, at Pompeji var [[gudinde]]n [[Venus (gudinde)|Venus]]' by.) Fra da af blev byen en almindelig romersk provinsby. Indbyggerne var gennemgående velhavende. Her er ca 500 [[atrium]]huse for velstående, mod ca 600 toetages småhuse for de fattige. Pompeji var et tæt befolket by, hvad der gjorde ødelæggelserne så meget desto værre under det voldsomme jordskælv i år [[62]] e.Kr. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 99)</ref> De fattige boede kummerligt, uden bad og køkken. De måtte ty til floden eller [[fontæne]]rne, når de skulle vaske sig, og måtte spise på knejper. De mange [[bageri]]er viser, at en stor del af befolkningen ikke kunne lave mad hjemme. Den nye [[akvadukt]] fra Serino muliggjorde dog tre offentlige bad, hvad der tyder på en stærk [[Samfundsklasse|overklasse]]. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 101)</ref> Der boede omtrent 20.000 i Pompeji, da Vesuv fik sit udbrud.
Handel var den vigtigste indtægtskilde. Landbrugsprodukter fra den omkringliggende slette, samt [[vin]], [[frugt]] og [[grøntsager]], var de primære handelsvarer. På grund af områdets skønhed og det gennemgående behagelige [[klima]], tjente Pompeji også som et behageligt opholdssted for højtstående personer. [[Cicero]] og [[kejser]] [[Claudius]] var blandt dem, der havde [[villa]]er i omegnen.
"Bjerget" som Vesuv også blev kaldt på den tid, blev dog ''ikke'' opfattet som en vulkan. Tværtimod bosatte folk sig langs og på selve Vesuvs sider. Før det skæbnesvangre udbrud i år 79 havde befolkningen fået et forvarsel. 5. februar i år 62 kom det til et voldsomt [[jordskælv]], hvor mange af byens offentlige bygninger, samt en del private, led stor skade. [[Seneca den yngre|Seneca]] nævner i sine ''Quæstiones Naturales'' ødelæggelserne i forladte bosætninger, at nogle mistede forstanden efter oplevelsen, og at en flok på 600 [[får]] omkom af [[svovl]]gasserne. [[Tacitus]] nøjer sig med at oplyse i ''Annales'', at "et stort jordskælv ødelagde for en stor del den folkerige by Pompeji i Campania". <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 105)</ref>
Folk begyndte dog restaureringen i god tro og med henblik på en lovende fremtid, hvor Pompeji skulle vokse sig større og rigere.
== Vulkanudbruddet i 79 e.Kr. ==
[[Fil:Map of Pompeii in Roman Campania.png|thumb|left|Kort over [[Campania]], med Pompeji highlightet. fra ''The Historical Atlas'' af [[William R. Shepherd]], 1911]]
Den [[24. august]] i året [[79]] e.Kr. begyndte som en dag som alle andre i Pompeji, bortset fra, at man dagen før havde fejret den årlige fest for ildguden [[Vulcanus]], der sagdes at have sin [[smedje]] netop i bjerget Vesuv. Ved middagstid begyndte så det vel nok kendteste vulkanudbrud i verdenshistorien. Forfatteren [[Plinius den Yngre]] var øjenvidne fra sin hjemby Misenum længre mod vest, og i sine breve til [[Tacitus]] beskrev han ulykken indgående. Brølende masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig som en uhyre sky, skudt mindst 20 km i vejret fra bjergets top.
Vesuv sprøjtede mindst ti milliarder kubikmeter [[pimpsten]], aske og lava ud, samt svovlgasser. Heftige jordskælv rystede byen under udbruddet, og mange bygninger styrtede sammen. Den romerske garnisons øverstbefalende, [[Admiral (søofficer)|admiralen]] [[Plinius den Ældre]], søgte at komme indbyggerne til hjælp, men døde selv af giftige gasser på stranden ved det nærliggende Stabiæ. Ironisk var det at han – en af områdets mest lærde og naturvidenskabeligt velfunderede mænd – døde under udforskningen af et af naturens underværker.
Da udbruddet var ovre, var Pompeji aldeles forandret. Byen var begravet under et 4-5 meter tykt pimpstens- og askelag. En del af de ulykkelige indbyggere der ikke nåede at flygte, blev bevaret for eftertiden på en særegen måde. Blandingen af pimpsten, aske og vand dannede en [[cement]]kapsel om dem, så de blev foreviget i deres dødsøjeblik. Der er fundet ca 2.000 døde i Pompeji efter vulkanudbruddet, hvad der regnes som en tiendedel af befolkningen. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 98)</ref>
Byerne Pompeji, Stabiæ og [[Herculaneum]] var de største, kendte byer der blev begravet ved Vesuvs udbrud 24. august år 79. Herculaneum blev ikke ramt af [[lava]], men begravet i asken fra udbruddet, og derfor blev byen ikke ødelagt. Den har været i udbrud omkring 80 gange siden år 79
== Udgravning ==
[[Fil:Timeline map of the excavations in Pompeii.png|thumb|Kort over [[udgravning]]erne i kronologisk orden]]
De første spor af [[antikken]]s Pompeji blev opdaget allerede i [[1594]], med en opfølgning i [[1689]], men udgravninger kom først i gang i [[1748]], da man koncentrerede sig om området ved teatret. Fra [[1763]] blev [[Isis]]-templet og amfiteatret beregnet til 5.000 tilskuere frilagt. Isis-templet var restaureret efter jordskælvet i år 62 og derfor i meget god stand. I [[1812]]-13 afdækkede man Pompejis forum, og fra [[1820]] badene. I [[1860]] overtog Giuseppe Fiorelli ansvaret for udgravningerne. Han sørgede for, at byen blev organiseret i regioner, kvartaler og et vejnet med husnumre og navne. Dernæst begyndte han at tage [[gips]]afstøbninger af dem, der sandsynligvis omkom, da den [[Pyroklastisk vulkanudbrud|pyroklastiske sky]] ramte Pompeji på udbruddets anden dag. Der blev også taget afstøbninger af møbler og planter, der forkulledes, da skyen traf dem. Murene blev først frilagt i [[1933]]-34. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 97)</ref>
I de genopdagede interiører mærker man sig særlig den specielle, skarpe ''rosso pompeiano'' (= den røde farve fra Pompeji). Så den oprindeligt sådan ud, eller blev den så skarp pga heden under vulkanudbruddet? Nogle malerier er blevet kraftigt restaureret, men det er de ikke i Oplontis, hvor den røde farve er ligeså varm og strålende som i [[Mysteriereligion|Mysterie]]-villaen. <ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 139-40)</ref>
Udgravningsområderne er optaget på [[Unesco]]s liste over [[Verdenskulturarv]].
== Noter ==
{{reflist}}
== Kilder og henvisninger ==
{{Commonskat|Pompeii}}
* Jens Erik Skydsgaard, ''Pompeii'', Museum Tusculanums Forlag, 1979. ISBN 87-12-81578-0.
* Holger Mygind, ''Pompeiistudier'', Museum Tusculanums Forlag, 1977.
{{IT-histstub}}
{{coord|40|45|04|N|14|29|13|E|display=title}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Byer og territorier i Romerriget]]
[[Kategori:Verdensarvsområder i Italien]]
| 